Atos 20

Men efter at dette Røre var stillet, lod Paulus Disciplene hente og formanede dem, tog Afsked og begav sig derfra for at rejse til Makedonien.

Og da han var dragen igennem disse Egne og havde formanet dem med megen Tale, kom han til Grækenland.

Der tilbragte han tre Måneder, og da Jøderne havde Anslag for imod ham, just som han skulde til at sejle til Syrien, blev han til Sinds at vende tilbage igennem Makedonien.

Men Pyrrus's Søn Sopater fra Berøa og af Thessalonikerne Aristarkus og Sekundus og Kajus fra Derbe og Timotheus og af Asiaterne Tykikus og Trofimus fulgte med ham til Asien.

Disse droge forud og biede på os i Troas;

men vi sejlede efter de usyrede Brøds Dage ud fra Filippi og kom fem Dage efter til dem i Troas, hvor vi tilbragte syv Dage.

Men på den første Dag i Ugen, da vi vare forsamlede for at bryde Brødet, samtalede Paulus med dem, da han den næste Dag vilde rejse derfra, og han blev ved med at tale indtil Midnat.

Men der var mange Lamper i Salen ovenpå, hvor vi vare samlede.

Og der sad i Vinduet en ung Mand ved Navn Eutykus; han faldt i en dyb Søvn, da Paulus fortsatte Samtalen så længe, og overvældet af Søvnen styrtede han ned fra det tredje Stokværk og blev tagen død op.

Men han gik op igen og brød Brødet og nød deraf og talte endnu længe med dem indtil Dagningen, og dermed drog han bort.

Men de bragte det unge Menneske levende op og vare ikke lidet trøstede.

Men vi gik forud til Skibet og sejlede til Assus og skulde derfra tage Paulus med; thi således havde han bestemt det, da han selv vilde gå til Fods.

Da han nu stødte til os i Assus, toge vi ham om Bord og kom til Mitylene.

Og vi sejlede derfra og kom den næste Dag lige udfor Kios; Dagen derpå lagde vi til ved Samos og kom næste Dag til Milet.

Thi Paulus havde besluttet at sejle Efesus forbi, for at det ikke skulde hændes, at han blev opholdt i Asien; thi han hastede for at komme til Jerusalem på Pinsedagen, om det var ham muligt.

Men fra Milet sendte han Bud til Efesus og lod Menighedens Ældste kalde til sig.

idet jeg tjente Herren i al Ydmyghed og under Tårer og Prøvelser, som timedes mig ved Jødernes Efterstræbelser;

hvorledes jeg ikke har unddraget mig fra at forkynde eder noget som helst af det, som kunde være til Gavn, og at lære eder offentligt og i Husene,

idet jeg vidnede både for Jøder og Grækere om Omvendelsen til Gud og Troen på vor Herre Jesus Kristus.

Og nu se, bunden af Ånden drager jeg til Jerusalem uden at vide, hvad der skal møde mig,

kun, at den Helligånd i hver By vidner for mig og siger, at Lænker og Trængsler vente mig.

Men jeg agter ikke mit Liv noget værd for mig selv, for at jeg kan fuldende mit Løb og den Tjeneste, som jeg har fået af den Herre Jesus, at vidne om Guds Nådes Evangelium.

Og nu se, jeg ved, at I ikke mere skulle se mit Ansigt, alle I, iblandt hvem jeg gik om og prædikede Riget.

Derfor vidner jeg for eder på denne Dag, at jeg er ren for alles Blod;

thi jeg unddrog mig ikke fra at forkynde eder hele Guds Råd.

Så giver Agt på eder selv og den hele Hjord, i hvilken den Helligånd satte eder som Tilsynsmænd, til at vogte Guds Menighed, som han erhvervede sig med sit eget Blod.

Jeg ved, at der efter min Bortgang skal komme svare Ulve ind iblandt eder, som ikke ville spare Hjorden.

Og af eders egen Midte skal der opstå Mænd, som skulle tale forvendte Ting for at drage Disciplene efter sig.

Derfor våger og kommer i Hu, at jeg har ikke ophørt i tre År, Nat og Dag, at påminde hver enkelt med Tårer.

Og nu overgiver jeg eder til Gud og hans Nådes Ord, som formår at opbygge eder og at give eder Arven iblandt alle de helligede.

Jeg har ikke begæret nogens Sølv eller Guld eller Klædebon.

I vide selv, at disse Hænder have tjent for mine Fornødenheder og for dem, som vare med mig.

Og da han havde sagt dette, faldt han på sine Knæ og bad med dem alle.

Og de brast alle i heftig Gråd, og de faldt Paulus om Halsen og kyssede ham.

Og mest smertede dem det Ord, han havde sagt, at de ikke mere skulde se hans Ansigt. Så ledsagede de ham til Skibet.

And after the uproar was ceased, Paul called unto {him} the disciples, and embraced {them}, and departed for to go into Macedonia.

And when he had gone over those parts, and had given them much exhortation, he came into Greece,

And {there} abode three months. And when the Jews laid wait for him, as he was about to sail into Syria, he purposed to return through Macedonia.

And there accompanied him into Asia Sopater of Berea; and of the Thessalonians, Aristarchus and Secundus; and Gaius of Derbe, and Timotheus; and of Asia, Tychicus and Trophimus.

These going before tarried for us at Troas.

And we sailed away from Philippi after the days of unleavened bread, and came unto them to Troas in five days; where we abode seven days.

And upon the first {day} of the week, when the disciples came together to break bread, Paul preached unto them, ready to depart on the morrow; and continued his speech until midnight.

And there were many lights in the upper chamber, where they were gathered together.

And there sat in a window a certain young man named Eutychus, being fallen into a deep sleep: and as Paul was long preaching, he sunk down with sleep, and fell down from the third loft, and was taken up dead.

And Paul went down, and fell on him, and embracing {him} said, Trouble not yourselves; for his life is in him.

When he therefore was come up again, and had broken bread, and eaten, and talked a long while, even till break of day, so he departed.

And they brought the young man alive, and were not a little comforted.

And we went before to ship, and sailed unto Assos, there intending to take in Paul: for so had he appointed, minding himself to go afoot.

And when he met with us at Assos, we took him in, and came to Mitylene.

And we sailed thence, and came the next {day} over against Chios; and the next {day} we arrived at Samos, and tarried at Trogyllium; and the next {day} we came to Miletus.

For Paul had determined to sail by Ephesus, because he would not spend the time in Asia: for he hasted, if it were possible for him, to be at Jerusalem the day of Pentecost.

And from Miletus he sent to Ephesus, and called the elders of the church.

And when they were come to him, he said unto them, Ye know, from the first day that I came into Asia, after what manner I have been with you at all seasons,

Serving the Lord with all humility of mind, and with many tears, and temptations, which befell me by the lying in wait of the Jews:

{And} how I kept back nothing that was profitable {unto you}, but have shewed you, and have taught you publickly, and from house to house,

Testifying both to the Jews, and also to the Greeks, repentance toward God, and faith toward our Lord Jesus Christ.

And now, behold, I go bound in the spirit unto Jerusalem, not knowing the things that shall befall me there:

Save that the Holy Ghost witnesseth in every city, saying that bonds and afflictions abide me. {abide me: or, wait for me}

But none of these things move me, neither count I my life dear unto myself, so that I might finish my course with joy, and the ministry, which I have received of the Lord Jesus, to testify the gospel of the grace of God.

And now, behold, I know that ye all, among whom I have gone preaching the kingdom of God, shall see my face no more.

Wherefore I take you to record this day, that I {am} pure from the blood of all {men}.

For I have not shunned to declare unto you all the counsel of God.

Take heed therefore unto yourselves, and to all the flock, over the which the Holy Ghost hath made you overseers, to feed the church of God, which he hath purchased with his own blood.

For I know this, that after my departing shall grievous wolves enter in among you, not sparing the flock.

Also of your own selves shall men arise, speaking perverse things, to draw away disciples after them.

Therefore watch, and remember, that by the space of three years I ceased not to warn every one night and day with tears.

And now, brethren, I commend you to God, and to the word of his grace, which is able to build you up, and to give you an inheritance among all them which are sanctified.

I have coveted no man's silver, or gold, or apparel.

Yea, ye yourselves know, that these hands have ministered unto my necessities, and to them that were with me.

I have shewed you all things, how that so labouring ye ought to support the weak, and to remember the words of the Lord Jesus, how he said, It is more blessed to give than to receive.

And when he had thus spoken, he kneeled down, and prayed with them all.

And they all wept sore, and fell on Paul's neck, and kissed him,

Sorrowing most of all for the words which he spake, that they should see his face no more. And they accompanied him unto the ship.