Jó 7
Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage.
Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn,
så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb.
Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue!
Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere.
Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte,
han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.
Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide.
Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere!
{Is there} not an appointed time to man upon earth? {are not} his days also like the days of an hireling? {an appointed...: or, a warfare}
As a servant earnestly desireth the shadow, and as an hireling looketh for {the reward of} his work: {earnestly...: Heb. gapeth after}
So am I made to possess months of vanity, and wearisome nights are appointed to me.
When I lie down, I say, When shall I arise, and the night be gone? and I am full of tossings to and fro unto the dawning of the day. {the night...: Heb. the evening be measured?}
My flesh is clothed with worms and clods of dust; my skin is broken, and become loathsome.
My days are swifter than a weaver's shuttle, and are spent without hope.
O remember that my life {is} wind: mine eye shall no more see good. {shall...: Heb. shall not return} {see: to see, that is, to enjoy}
The eye of him that hath seen me shall see me no {more}: thine eyes {are} upon me, and I {am} not. {I am...: that is, I can live no longer}
{As} the cloud is consumed and vanisheth away: so he that goeth down to the grave shall come up no {more}.
He shall return no more to his house, neither shall his place know him any more.
Therefore I will not refrain my mouth; I will speak in the anguish of my spirit; I will complain in the bitterness of my soul.
{Am} I a sea, or a whale, that thou settest a watch over me?
When I say, My bed shall comfort me, my couch shall ease my complaint;
Then thou scarest me with dreams, and terrifiest me through visions:
So that my soul chooseth strangling, {and} death rather than my life. {life: Heb. bones}
I loathe {it}; I would not live alway: let me alone; for my days {are} vanity.
What {is} man, that thou shouldest magnify him? and that thou shouldest set thine heart upon him?
And {that} thou shouldest visit him every morning, {and} try him every moment?
How long wilt thou not depart from me, nor let me alone till I swallow down my spittle?
I have sinned; what shall I do unto thee, O thou preserver of men? why hast thou set me as a mark against thee, so that I am a burden to myself?
And why dost thou not pardon my transgression, and take away mine iniquity? for now shall I sleep in the dust; and thou shalt seek me in the morning, but I {shall} not {be}.