Provérbios 14

Visdom bygger sit hus,dårskabs hænder river det ned.

Hvo redeligt vandrer, frygter HERREN, men den, som går Krogveje, agter ham ringe.

I Dårens Mund er Ris til hans Ryg, for de vise står Læberne Vagt.

Når der ikke er Okser, er Laden tom, ved Tyrens Kraft bliver Høsten stor.

Sanddru Vidne lyver ikke, det falske Vidne farer med Løgn.

Spotter søger Visdom, men finder den ikke, til Kundskab kommer forstandig let.

Gå fra en Mand, som er en Tåbe, der mærker du intet til Kundskabs Læber.

Den kloge i sin Visdom er klar på sin Vej, men Tåbers Dårskab er Svig.

Med Dårer driver Skyldofret Spot, men Velvilje råder iblandt retsindige.

Hjertet kender sin egen Kvide, fremmede blander sig ej i dets Glæde.

Gudløses Hus lægges øde, retsindiges Telt står i Blomst.

Mangen Vej synes Manden ret, og så er dens Ende dog Dødens Veje.

Selv under Latter kan Hjertet lide, og Glædens Ende er Kummer.

Af sine Veje mættes den frafaldne, af sine Gerninger den, som er god.

Den tankeløse tror hvert Ord, den kloge overtænker sine Skridt.

Den vise ængstes og skyr det onde, Tåben buser sorgløs på.

Den hidsige bærer sig tåbeligt ad, man hader rænkefuld Mand.

De tankeløse giver dårskab i Arv, de kloge efterlader sig Kundskab.

Onde må bukke for gode, gudløse stå ved retfærdiges Døre.

Fattigmand hades endog af sin Ven, men Rigmands Venner er mange.

Den, der foragter sin Næste, synder, lykkelig den, der har Medynk med arme.

De, som virker ondt, farer visselig vild; de, som virker godt, finder Nåde og Trofasthed.

Ved al Slags Møje vindes der noget, Mundsvejr volder kun Tab.

De vises Krone er Kløgt, Tåbers Krans er Dårskab.

Sanddru Vidne frelser Sjæle; den, som farer med Løgn, bedrager.

Den stærkes Tillid er HERRENs Frygt, hans Sønner skal have en Tilflugt.

HERRENs Frygt er en Livsens Kilde, derved undgås Dødens Snarer.

At Folket er stort, er Kongens Hæder, Brist på Folk er Fyrstens Fald.

Den sindige er rig på Indsigt, den heftige driver det vidt i Dårskab.

Sagtmodigt Hjerte er Liv for Legemet, Avind er Edder i Benene.

At kue den ringe er Hån mod hans Skaber, han æres ved Medynk med fattige.

Ved sin Ondskab styrtes den gudløse, ved lydefri Færd er retfærdige trygge.

Visdom bor i forstandiges Hjerte, i Tåbers Indre kendes den ikke.

Retfærdighed løfter et Folk, men Synd er Folkenes Skændsel.

En klog Tjener har Kongens Yndest, en vanartet rammer hans Vrede.

Every wise woman buildeth her house: but the foolish plucketh it down with her hands.

He that walketh in his uprightness feareth the LORD: but {he that is} perverse in his ways despiseth him.

In the mouth of the foolish {is} a rod of pride: but the lips of the wise shall preserve them.

Where no oxen {are}, the crib {is} clean: but much increase {is} by the strength of the ox.

A faithful witness will not lie: but a false witness will utter lies.

A scorner seeketh wisdom, and {findeth it} not: but knowledge {is} easy unto him that understandeth.

Go from the presence of a foolish man, when thou perceivest not {in him} the lips of knowledge.

The wisdom of the prudent {is} to understand his way: but the folly of fools {is} deceit.

Fools make a mock at sin: but among the righteous {there is} favour.

The heart knoweth his own bitterness; and a stranger doth not intermeddle with his joy. {his own...: Heb. the bitterness of his soul}

The house of the wicked shall be overthrown: but the tabernacle of the upright shall flourish.

There is a way which seemeth right unto a man, but the end thereof {are} the ways of death.

Even in laughter the heart is sorrowful; and the end of that mirth {is} heaviness.

The backslider in heart shall be filled with his own ways: and a good man {shall be satisfied} from himself.

The simple believeth every word: but the prudent {man} looketh well to his going.

A wise {man} feareth, and departeth from evil: but the fool rageth, and is confident.

{He that is} soon angry dealeth foolishly: and a man of wicked devices is hated.

The simple inherit folly: but the prudent are crowned with knowledge.

The evil bow before the good; and the wicked at the gates of the righteous.

The poor is hated even of his own neighbour: but the rich {hath} many friends. {the rich...: Heb. many are the lovers of the rich}

He that despiseth his neighbour sinneth: but he that hath mercy on the poor, happy {is} he.

Do they not err that devise evil? but mercy and truth {shall be} to them that devise good.

In all labour there is profit: but the talk of the lips {tendeth} only to penury.

The crown of the wise {is} their riches: {but} the foolishness of fools {is} folly.

A true witness delivereth souls: but a deceitful {witness} speaketh lies.

In the fear of the LORD {is} strong confidence: and his children shall have a place of refuge.

The fear of the LORD {is} a fountain of life, to depart from the snares of death.

In the multitude of people {is} the king's honour: but in the want of people {is} the destruction of the prince.

{He that is} slow to wrath {is} of great understanding: but {he that is} hasty of spirit exalteth folly. {hasty...: Heb. short of spirit}

A sound heart {is} the life of the flesh: but envy the rottenness of the bones.

He that oppresseth the poor reproacheth his Maker: but he that honoureth him hath mercy on the poor.

The wicked is driven away in his wickedness: but the righteous hath hope in his death.

Wisdom resteth in the heart of him that hath understanding: but {that which is} in the midst of fools is made known.

Righteousness exalteth a nation: but sin {is} a reproach to any people. {to any...: Heb. to nations}

The king's favour {is} toward a wise servant: but his wrath is {against} him that causeth shame.