Provérbios 15
Mildt svar stiller vrede, sårende ord vækker nag.
Vises Tunge drypper af Kundskab, Dårskab strømmer fra Tåbers Mund.
Alle Vegne er HERRENs Øjne, de udspejder onde og gode.
Et Livets Træ er Tungens Mildhed, dens Falskhed giver Hjertesår.
Dåre lader hånt om sin Faders Tugt, klog er den, som tager Vare på Revselse.
Den retfærdiges Hus har megen Velstand, den gudløses Høst lægges øde.
Vises Læber udstrør Kundskab, Tåbers Hjerte er ikke ret.
Gudløses Offer er HERREN en Gru, retsindiges Bøn har han Velbehag i.
Den gudløses Færd er HERREN en Gru, han elsker den, der stræber efter Retfærd.
Streng Tugt er for den, der forlader Vejen; den, der hader Revselse, dør.
Dødsrige og Afgrund ligger åbne for HERREN, endsige da Menneskebørnenes Hjerter.
Spotteren ynder ikke at revses, til Vismænd går han ikke.
Glad Hjerte giver venligt Ansigt, ved Hjertesorg bliver Modet brudt.
Den forstandiges Hjerte søger Kundskab, Tåbers Mund lægger Vind på Dårskab.
Alle den armes Dage er onde, glad Hjerte er stadigt Gæstebud.
Bedre lidet med HERRENs Frygt end store Skatte med Uro.
Bedre en Ret Grønt med Kærlighed end fedet Okse og Had derhos.
Vredladen Mand vækker Splid, sindig Mand stiller Trætte.
Den lades Vej er spærret af Tjørn, de flittiges Sti er banet.
Viis Søn glæder sin Fader, Tåbe til Menneske foragter sin Moder.
Dårskab er Glæde for Mand uden Vid, Mand med Indsigt går lige frem.
Er der ikke holdt Råd, så mislykkes Planer, de lykkes, når mange rådslår.
Mand er glad, når hans Mund kan svare, hvor godt er et Ord i rette Tid.
Den kloge går opad på Livets Vej for at undgå Dødsriget nedentil.
Hovmodiges Hus river HERREN bort, han fastsætter Enkens Skel.
Onde Tanker er HERREN en Gru, men hulde Ord er rene.
Den øder sit Hus, hvem Vinding er alt; men leve skal den, der hader Gave.
Den retfærdiges Hjerte tænker, før det svarer, gudløses Mund lader ondt strømme ud.
HERREN er gudløse fjern, men hører retfærdiges Bøn.
Milde Øjne fryder Hjertet, godt Bud giver Marv i Benene.
Øret, der lytter til Livsens Revselse, vil gerne dvæle iblandt de vise.
Hvo Tugt forsmår, lader hånt om sin Sjæl, men Vid fanger den, der lytter til Revselse.
HERRENs Frygt er Tugt til Visdom, Ydmyghed først og siden Ære.
A soft answer turneth away wrath: but grievous words stir up anger.
The tongue of the wise useth knowledge aright: but the mouth of fools poureth out foolishness. {poureth: Heb. belcheth, or, bubbleth}
The eyes of the LORD {are} in every place, beholding the evil and the good.
A wholesome tongue {is} a tree of life: but perverseness therein {is} a breach in the spirit. {A wholesome...: Heb. The healing of the tongue}
A fool despiseth his father's instruction: but he that regardeth reproof is prudent.
In the house of the righteous {is} much treasure: but in the revenues of the wicked is trouble.
The lips of the wise disperse knowledge: but the heart of the foolish {doeth} not so.
The sacrifice of the wicked {is} an abomination to the LORD: but the prayer of the upright {is} his delight.
The way of the wicked {is} an abomination unto the LORD: but he loveth him that followeth after righteousness.
Correction {is} grievous unto him that forsaketh the way: {and} he that hateth reproof shall die. {Correction: or, Instruction}
Hell and destruction {are} before the LORD: how much more then the hearts of the children of men?
A scorner loveth not one that reproveth him: neither will he go unto the wise.
A merry heart maketh a cheerful countenance: but by sorrow of the heart the spirit is broken.
The heart of him that hath understanding seeketh knowledge: but the mouth of fools feedeth on foolishness.
All the days of the afflicted {are} evil: but he that is of a merry heart {hath} a continual feast.
Better {is} little with the fear of the LORD than great treasure and trouble therewith.
Better {is} a dinner of herbs where love is, than a stalled ox and hatred therewith.
A wrathful man stirreth up strife: but {he that is} slow to anger appeaseth strife.
The way of the slothful {man is} as an hedge of thorns: but the way of the righteous {is} made plain. {is made...: Heb. is raised up as a causey}
A wise son maketh a glad father: but a foolish man despiseth his mother.
Folly {is} joy to {him that is} destitute of wisdom: but a man of understanding walketh uprightly. {destitute...: Heb. void of heart}
Without counsel purposes are disappointed: but in the multitude of counsellors they are established.
A man hath joy by the answer of his mouth: and a word {spoken} in due season, how good {is it}! {due...: Heb. his season}
The way of life {is} above to the wise, that he may depart from hell beneath.
The LORD will destroy the house of the proud: but he will establish the border of the widow.
The thoughts of the wicked {are} an abomination to the LORD: but {the words} of the pure {are} pleasant words. {pleasant...: Heb. words of pleasantness}
He that is greedy of gain troubleth his own house; but he that hateth gifts shall live.
The heart of the righteous studieth to answer: but the mouth of the wicked poureth out evil things.
The LORD {is} far from the wicked: but he heareth the prayer of the righteous.
The light of the eyes rejoiceth the heart: {and} a good report maketh the bones fat.
The ear that heareth the reproof of life abideth among the wise.
He that refuseth instruction despiseth his own soul: but he that heareth reproof getteth understanding. {instruction: or, correction} {heareth: or, obeyeth} {getteth...: Heb. possesseth an heart}
The fear of the LORD {is} the instruction of wisdom; and before honour {is} humility.