Salmos 88

(En Sang. En Salme af Koras Sønner. Til Sangmesteren. Al-mahalat-leannot. En Maskil af Ezraitten Heman.) HERRE min Gud, jeg råber om dagen, om Natten når mit Skrig til dig;

lad min Bøn komme frem for dit Åsyn, til mit Klageråb låne du Øre!

Thi min Sjæl er mæt af Lidelser, mit Liv er Dødsriget nær,

jeg regnes blandt dem, der sank i Graven, er blevet som den, det er ude med,

kastet hen imellem de døde, blandt faldne, der hviler i Graven, hvem du ej mindes mere, thi fra din Hånd er de revet.

Du har lagt mig i den underste Grube, på det mørke, det dybe Sted;

tungt hviler din Vrede på mig, alle dine Brændinger lod du gå over mig. - Sela.

Du har fjernet mine Frænder fra mig, gjort mig vederstyggelig for dem; jeg er fængslet, kan ikke gå ud,

mit Øje er sløvt af Vånde. Hver Dag, HERRE, råber jeg til dig og rækker mine Hænder imod dig.

Gør du Undere for de døde, står Skyggerne op og takker dig? - Sela.

Tales der om din Nåde i Graven, i Afgrunden om din Trofasthed?

Er dit Under kendt i Mørket, din Retfærd i Glemselens Land?

Men jeg, o HERRE, jeg råber til dig, om Morgenen kommer min Bøn dig i Møde.

Hvorfor forstøder du, HERRE, min Sjæl og skjuler dit Åsyn for mig?

Elendig er jeg og Døden nær, dine Rædsler har omgivet mig fra min Ungdom;

din Vredes Luer går over mig, dine Rædsler har lagt mig øde,

som Vand er de om mig Dagen lang, til Hobe slutter de Kreds om mig;

Ven og Frænde fjerned du fra mig, holdt mine Kendinge borte.

[A Song {or} Psalm for the sons of Korah, to the chief Musician upon Mahalath Leannoth, Maschil of Heman the Ezrahite.] O LORD God of my salvation, I have cried day {and} night before thee: {for the sons: or, of the sons} {Maschil...: or, A Psalm of Heman the Ezrahite, giving instruction}

Let my prayer come before thee: incline thine ear unto my cry;

For my soul is full of troubles: and my life draweth nigh unto the grave.

I am counted with them that go down into the pit: I am as a man {that hath} no strength:

Free among the dead, like the slain that lie in the grave, whom thou rememberest no more: and they are cut off from thy hand. {from: or, by}

Thou hast laid me in the lowest pit, in darkness, in the deeps.

Thy wrath lieth hard upon me, and thou hast afflicted {me} with all thy waves. Selah.

Thou hast put away mine acquaintance far from me; thou hast made me an abomination unto them: {I am} shut up, and I cannot come forth.

Mine eye mourneth by reason of affliction: LORD, I have called daily upon thee, I have stretched out my hands unto thee.

Wilt thou shew wonders to the dead? shall the dead arise {and} praise thee? Selah.

Shall thy lovingkindness be declared in the grave? {or} thy faithfulness in destruction?

Shall thy wonders be known in the dark? and thy righteousness in the land of forgetfulness?

But unto thee have I cried, O LORD; and in the morning shall my prayer prevent thee.

LORD, why castest thou off my soul? {why} hidest thou thy face from me?

I {am} afflicted and ready to die from {my} youth up: {while} I suffer thy terrors I am distracted.

Thy fierce wrath goeth over me; thy terrors have cut me off.

They came round about me daily like water; they compassed me about together. {daily: or, all the day}

Lover and friend hast thou put far from me, {and} mine acquaintance into darkness.