1 Og Herren sa til Moses og Aron i Egyptens land:

2 Denne måned* skal være eders nytt årsmåned, den skal være den første av årets måneder hos eder. / {* måneden abib eller nisan, 2MO 13, 4. NEH 2, 11. omtrent vår april.}

3 Tal til hele Israels menighet og si: På den tiende dag i denne måned skal hver husfar ta sig ut et lam, et lam for hvert hus.

4 Men dersom huset er for lite til et lam, skal han og hans nærmeste nabo ta et lam sammen efter tallet på deres husfolk; efter hvad enhver eter, skal I regne folk på hvert lam.

5 Det skal være et lam uten lyte, av hankjønn, årsgammelt; et lam eller et kje kan I ta.

6 Og I skal gjemme det til den fjortende dag i denne måned; da skal hele Israels samlede menighet slakte det mellem de to aftenstunder*. / {* mellem solens nedgang og nattens frembrudd.}

7 Og de skal ta av blodet og stryke på begge dørstolpene og på det øverste dørtre på de hus hvor de eter det.

8 Og de skal ete kjøttet samme natt; stekt ved ild og med usyret brød og bitre urter skal de ete det.

9 I må ikke ete noget av det rått eller kokt i vann, men stekt ved ild, med hode, føtter og innvoller.

10 Og I skal ikke levne noget av det til om morgenen; er det noget igjen om morgenen, skal I brenne det op i ilden.

11 Og således skal I ete det: med ombundne lender, med sko på føttene og med stav i hånd, og I skal ete det i hast; det er påske* for Herren. / {* ordet påske betyr forbigang.}

12 For samme natt vil jeg gå igjennem Egyptens land og slå ihjel alt førstefødt i Egyptens land, både folk og fe, og over alle Egyptens guder vil jeg holde dom; jeg er Herren.

13 Og blodet på de hus som I er i, skal være til et tegn for eder; når jeg ser blodet, vil jeg gå eder forbi; og ikke skal noget slag ramme eder til ødeleggelse når jeg slår Egyptens land.

14 Og denne dag skal være en minnedag for eder, og I skal holde den som en høitid for Herren; det skal være en evig forskrift for eder å holde den, slekt efter slekt.

15 I syv dager skal I ete usyret brød. Straks på den første dag skal I ha all surdeig bort av eders hus; enhver som eter syret brød fra den første til den syvende dag, han skal utryddes av Israel.

16 Og på den første dag skal I holde en hellig sammenkomst, og likeså på den syvende dag en hellig sammenkomst. Intet arbeid skal gjøres nogen av de dager; bare den mat som enhver av eder trenger, må I lage til.

17 I skal holde de usyrede brøds høitid, for på denne samme dag førte jeg eders hærer ut av Egyptens land; derfor skal det være en evig forskrift for eder å holde denne dag, slekt efter slekt.

18 I den første måned, på den fjortende dag i måneden om aftenen skal I ete usyret brød, og det skal I gjøre helt til den enogtyvende dag om aftenen i samme måned.

19 I syv dager skal det ikke finnes surdeig i eders hus; enhver som eter syret brød, han skal utryddes av Israels menighet, enten han er en fremmed eller innfødt i landet.

20 Intet syret skal I ete, i alle hus skal I ete usyret brød.

21 Da kalte Moses alle Israels eldste til sig og sa til dem: Gå og hent småfe for eders familier og slakt påskelammet!

22 Og I skal ta et knippe isop og dyppe i blodet som er i skålen, og stryke på det øverste dørtre og på begge dørstolpene noget av blodet i skålen, og ingen av eder skal gå ut av sin husdør før om morgenen.

23 For Herren skal gå igjennem landet for å slå egypterne, og når han ser blodet på det øverste dørtre og på begge dørstolpene, skal han gå døren forbi og ikke la ødeleggeren få komme inn i eders hus og slå eder.

24 Dette skal I holde; det skal være en forskrift for dig og dine barn til evig tid.

25 Og når I kommer inn i det land Herren skal gi eder, således som han har lovt, da skal I holde denne tjeneste.

26 Og når eders barn sier til eder: Hvad er dette for en tjeneste som I holder? -

27 da skal I si: Det er påskeoffer for Herren, som gikk forbi Israels barns hus i Egypten da han slo egypterne og fridde våre hus. Og folket bøide sig og tilbad.

28 Og Israels barn gikk bort og gjorde dette; som Herren hadde sagt til Moses og Aron, således gjorde de.

29 Så skjedde det ved midnatts tid at Herren slo ihjel alle førstefødte i Egyptens land, fra den førstefødte sønn av Farao, som satt på sin trone, til den førstefødte sønn av fangen, som var i fengslet, og alt førstefødt blandt buskapen.

30 Da stod Farao op om natten, han og alle hans tjenere og alle egypterne, og det blev et stort skrik i Egypten; for det var ikke et hus hvor det ikke var en død.

31 Og han kalte Moses og Aron til sig om natten og sa: Gjør eder rede, dra ut fra mitt folk, både I og Israels barn, far bort og tjen Herren, som I har sagt!

32 Ta med eder både eders småfe og eders storfe, som I har sagt, gå og bed godt også over mig!

33 Og egypterne trengte hårdt på folket for å få dem hastig ut av landet; for de sa: Vi er dødsens alle sammen!

34 Så tok folket sin deig, før den var syret; de svøpte sine deigtrau i sine klær og bar dem på sine skuldrer.

35 Og Israels barn gjorde som Moses hadde sagt, og bad egypterne om smykker av sølv og gull og om klær.

36 Og Herren gav folket yndest hos egypterne, så de gjerne gav dem det de bad om. Det var det bytte de tok av egypterne.

37 Så brøt da Israels barn op fra Ra'amses og tok veien til Sukkot, omkring seks hundre tusen mann til fots foruten barna.

38 Og det drog også en stor hop av alle slags folk med dem, og småfeet og storfeet, en overmåte stor mengde fe.

39 Av den deig de hadde med sig fra Egypten, bakte de usyrede kaker; for den var ikke syret, fordi de var drevet ut av Egypten og ikke torde dryge der lenger; heller ikke hadde de laget i stand reisekost.

40 Men den tid Israels barn hadde bodd i Egypten, var fire hundre og tretti år.

41 På den dag de fire hundre og tretti år var til ende, da var det alle Herrens hærer drog ut av Egyptens land.

42 Denne natt tok Herren i akt for å føre dem ut av Egyptens land; den samme natt skal alle Israels barn ta i akt for Herren, slekt efter slekt.

43 Og Herren sa til Moses og Aron: Dette er forskriften om påskelammet: Ingen fremmed skal ete av det.

44 Men enhver træl som er kjøpt for sølv, ham skal du omskjære; da kan han ete av det.

45 Ingen innerst eller dagarbeider skal ete av det.

46 I ett hus skal det etes; du skal ikke la noget av kjøttet komme utenfor huset, og I skal ikke bryte noget ben på det.

47 Således skal hele Israels menighet gjøre.

48 Og når en fremmed opholder sig hos dig og vil holde påske for Herren, skal alt mannkjønn hos ham omskjæres, og da kan han få være med og holde den; han skal være som en innfødt i landet; men ingen uomskåret skal ete av det.

49 Det skal være en og samme lov for den innfødte og for den fremmede som opholder sig hos eder.

50 Og alle Israels barn gjorde således; som Herren hadde befalt Moses og Aron, således gjorde de.

51 På denne samme dag var det Herren førte Israels barn ut av Egyptens land, hær efter hær.

1 And Jehovah spake unto Moses and Aaron in the land of Egypt, saying, 2 This month shall be unto you the beginning of months: it shall be the first month of the year to you. 3 Speak ye unto all the congregation of Israel, saying, In the tenth day of this month they shall take to them every man a lamb, according to their fathers’ houses, a lamb for a household: 4 and if the household be too little for a lamb, then shall he and his neighbor next unto his house take one according to the number of the souls; according to every man’s eating ye shall make your count for the lamb. 5 Your lamb shall be without blemish, a male a year old: ye shall take it from the sheep, or from the goats: 6 and ye shall keep it until the fourteenth day of the same month; and the whole assembly of the congregation of Israel shall kill it at even. 7 And they shall take of the blood, and put it on the two side-posts and on the lintel, upon the houses wherein they shall eat it. 8 And they shall eat the flesh in that night, roast with fire, and unleavened bread; with bitter herbs they shall eat it. 9 Eat not of it raw, nor boiled at all with water, but roast with fire; its head with its legs and with the inwards thereof. 10 And ye shall let nothing of it remain until the morning; but that which remaineth of it until the morning ye shall burn with fire. 11 And thus shall ye eat it: with your loins girded, your shoes on your feet, and your staff in your hand; and ye shall eat it in haste: it is Jehovah’s passover. 12 For I will go through the land of Egypt in that night, and will smite all the first-born in the land of Egypt, both man and beast; and against all the gods of Egypt I will execute judgments: I am Jehovah. 13 And the blood shall be to you for a token upon the houses where ye are: and when I see the blood, I will pass over you, and there shall no plague be upon you to destroy you, when I smite the land of Egypt. 14 And this day shall be unto you for a memorial, and ye shall keep it a feast to Jehovah: throughout your generations ye shall keep it a feast by an ordinance for ever.

15 Seven days shall ye eat unleavened bread; even the first day ye shall put away leaven out of your houses: for whosoever eateth leavened bread from the first day until the seventh day, that soul shall be cut off from Israel. 16 And in the first day there shall be to you a holy convocation, and in the seventh day a holy convocation; no manner of work shall be done in them, save that which every man must eat, that only may be done by you. 17 And ye shall observe the feast of unleavened bread; for in this selfsame day have I brought your hosts out of the land of Egypt: therefore shall ye observe this day throughout your generations by an ordinance for ever. 18 In the first month, on the fourteenth day of the month at even, ye shall eat unleavened bread, until the one and twentieth day of the month at even. 19 Seven days shall there be no leaven found in your houses: for whosoever eateth that which is leavened, that soul shall be cut off from the congregation of Israel, whether he be a sojourner, or one that is born in the land. 20 Ye shall eat nothing leavened; in all your habitations shall ye eat unleavened bread.

21 Then Moses called for all the elders of Israel, and said unto them, Draw out, and take you lambs according to your families, and kill the passover. 22 And ye shall take a bunch of hyssop, and dip it in the blood that is in the basin, and strike the lintel and the two side-posts with the blood that is in the basin; and none of you shall go out of the door of his house until the morning. 23 For Jehovah will pass through to smite the Egyptians; and when he seeth the blood upon the lintel, and on the two side-posts, Jehovah will pass over the door, and will not suffer the destroyer to come in unto your houses to smite you. 24 And ye shall observe this thing for an ordinance to thee and to thy sons for ever. 25 And it shall come to pass, when ye are come to the land which Jehovah will give you, according as he hath promised, that ye shall keep this service. 26 And it shall come to pass, when your children shall say unto you, What mean ye by this service? 27 that ye shall say, It is the sacrifice of Jehovah’s passover, who passed over the houses of the children of Israel in Egypt, when he smote the Egyptians, and delivered our houses. And the people bowed the head and worshipped. 28 And the children of Israel went and did so; as Jehovah had commanded Moses and Aaron, so did they.

29 And it came to pass at midnight, that Jehovah smote all the first-born in the land of Egypt, from the first-born of Pharaoh that sat on his throne unto the first-born of the captive that was in the dungeon; and all the first-born of cattle. 30 And Pharaoh rose up in the night, he, and all his servants, and all the Egyptians; and there was a great cry in Egypt; for there was not a house where there was not one dead. 31 And he called for Moses and Aaron by night, and said, Rise up, get you forth from among my people, both ye and the children of Israel; and go, serve Jehovah, as ye have said. 32 Take both your flocks and your herds, as ye have said, and be gone; and bless me also. 33 And the Egyptians were urgent upon the people, to send them out of the land in haste; for they said, We are all dead men. 34 And the people took their dough before it was leavened, their kneading-troughs being bound up in their clothes upon their shoulders. 35 And the children of Israel did according to the word of Moses; and they asked of the Egyptians jewels of silver, and jewels of gold, and raiment. 36 And Jehovah gave the people favor in the sight of the Egyptians, so that they let them have what they asked. And they despoiled the Egyptians.

37 And the children of Israel journeyed from Rameses to Succoth, about six hundred thousand on foot that were men, besides children. 38 And a mixed multitude went up also with them; and flocks, and herds, even very much cattle. 39 And they baked unleavened cakes of the dough which they brought forth out of Egypt; for it was not leavened, because they were thrust out of Egypt, and could not tarry, neither had they prepared for themselves any victuals. 40 Now the time that the children of Israel dwelt in Egypt was four hundred and thirty years. 41 And it came to pass at the end of four hundred and thirty years, even the selfsame day it came to pass, that all the hosts of Jehovah went out from the land of Egypt. 42 It is a night to be much observed unto Jehovah for bringing them out from the land of Egypt: this is that night of Jehovah, to be much observed of all the children of Israel throughout their generations.

43 And Jehovah said unto Moses and Aaron, This is the ordinance of the passover: there shall no foreigner eat thereof; 44 but every man’s servant that is bought for money, when thou hast circumcised him, then shall he eat thereof. 45 A sojourner and a hired servant shall not eat thereof. 46 In one house shall it be eaten; thou shalt not carry forth aught of the flesh abroad out of the house; neither shall ye break a bone thereof. 47 All the congregation of Israel shall keep it. 48 And when a stranger shall sojourn with thee, and will keep the passover to Jehovah, let all his males be circumcised, and then let him come near and keep it; and he shall be as one that is born in the land: but no uncircumcised person shall eat thereof. 49 One law shall be to him that is home-born, and unto the stranger that sojourneth among you. 50 Thus did all the children of Israel; as Jehovah commanded Moses and Aaron, so did they. 51 And it came to pass the selfsame day, that Jehovah did bring the children of Israel out of the land of Egypt by their hosts.