1 Ek walg van my lewe; ek wil my geklaag die vrye loop gee; ek wil spreek in die bitterheid van my siel.

2 Ek sê tot God: Veroordeel my nie; laat my weet waarom U met my twis.

3 Is dit voordeel vir U dat U verdruk; dat U die arbeid van u hande verwerp, terwyl U oor die planne van die goddelose lig laat skyn?

4 Het U vleeslike oë? Of sien U soos 'n mens sien?

5 Is u dae soos die dae van 'n mens, of u jare soos die dae van 'n man?

6 dat U soek na my ongeregtigheid en vra na my sonde,

7 ofskoon U weet dat ek nie skuldig is nie en dat daar niemand is wat uit u hand kan red nie?

8 U hande het my geformeer en my gemaak, heeltemal rondom; en U vernietig my!

9 Bedink tog dat U my soos klei gevorm het, en wil U my tot stof laat terugkeer?

10 Het U my nie soos melk uitgegiet en my soos kaas laat dik word nie?

11 Met vel en vlees het U my beklee, en met beendere en senings het U my deurvleg.

12 Die lewe, ja, guns het U aan my bewys, en u sorg het my gees bewaak.

13 Maar daarby het U d¡t verberg in u hart, ek weet dat d¡t u toeleg was:

14 As ek gesondig het, sou U my waarneem en my nie vryspreek van my ongeregtigheid nie.

15 Was ek skuldig -- wee my! En was ek regverdig, ek sou my hoof nie kon ophef nie, sat van skande en bewus van my ellende.

16 En as my hoof hom ophef, sou U my jaag soos 'n leeu en U opnuut wonderbaarlik teenoor my gedra.

17 U sou altyd nuwe getuies teen my bring en u grimmigheid teen my vermeerder -- altyd nuwe leërafdelings teen my!

18 Waarom tog het U my uit die moederskoot laat uitgaan? Ek moes gesterf het sonder dat 'n oog my gesien het.

19 Ek moes gewees het of ek daar nie was nie; van die moederskoot af moes ek na die graf gedra gewees het.

20 Is my dae nie min nie? Laat Hy ophou, my laat staan, dat ek 'n bietjie vrolik kan wees,

21 voordat ek heengaan -- en nie terugkom nie -- na die land van duisternis en doodskaduwee,

22 'n land van donkerheid, soos middernag, van doodskaduwee en wanorde, en dit gee 'n skynsel -- soos middernag!

1 Min själ är led vid livet. Jag vill giva fritt lopp åt min klagan, jag vill tala i min själs bedrövelse.

2 Jag vill säga till Gud: Döm mig icke skyldig; låt mig veta varför du söker sak mot mig.

3 Anstår det dig att öva våld, att förkasta dina händers verk, medan du låter ditt ljus lysa över de ogudaktigas rådslag?

4 Har du då ögon som en varelse av kött, eller ser du såsom människor se?

5 Är din ålder som en människas ålder, eller äro dina år såsom en mans tider,

6 eftersom du letar efter missgärning hos mig och söker att hos mig finna synd,

7 du som dock vet att jag icke är skyldig, och att ingen finnes, som kan rädda ur din hand?

8 Dina händer hava danat och gjort mig, helt och i allo; och nu fördärvar du mig!

9 Tänk på huru du formade mig såsom lera; och nu låter du mig åter varda till stoft!

10 Ja, du utgöt mig såsom mjölk, och såsom ostämne lät du mig stelna.

11 Med hud och kött beklädde du mig, av ben och senor vävde du mig samman.

12 Liv och nåd beskärde du mig, och genom din vård bevarades min ande.

13 Men därvid gömde du i ditt hjärta den tanken, jag vet att du hade detta i sinnet:

14 om jag syndade, skulle du vakta på mig och icke lämna min missgärning ostraffad.

15 Ve mig, om jag befunnes vara skyldig! Men vore jag än oskyldig, så finge jag ej lyfta mitt huvud, jag skulle mättas av skam och skåda min ofärd.

16 Höjde jag det likväl, då skulle du såsom ett lejon jaga mig och alltjämt bevisa din undermakt på mig.

17 Nya vittnen mot mig skulle du då föra fram och alltmer låta mig känna din förtörnelse; med skaror efter skaror skulle du ansätta mig.

18 Varför lät du mig då komma ut ur modersskötet? Jag borde hava förgåtts, innan något öga såg mig,

19 hava blivit såsom hade jag aldrig varit till; från moderlivet skulle jag hava förts till graven.

20 Kort är ju min tid; må han då låta mig vara, lämna mig i fred, så att jag får en flyktig glädje,

21 innan jag går hädan, för att aldrig komma åter, bort till mörkrets och dödsskuggans land,

22 till det land vars dunkel är såsom djupa vatten, dit där dödsskugga och förvirring råder, ja, där dagsljuset självt är såsom djupa vatten.