1 Og Elihu blev ved og sa:

2 Vent litt på mig, så jeg kan få sagt dig min mening! For ennu er der noget å si til forsvar for Gud.

3 Jeg vil hente min kunnskap langt borte fra, og jeg vil vise at min skaper har rett.

4 For sannelig, mine ord er ikke falske; en mann med fullkommen kunnskap har du for dig.

5 Se, Gud er sterk, men han akter ikke nogen ringe; han er sterk i forstandens kraft.

6 Han lar ikke en ugudelig leve, og de undertrykte hjelper han til deres rett.

7 Han tar ikke sine øine fra de rettferdige, og hos konger på tronen lar han dem sitte all deres tid høit hedret.

8 Og om de blir bundet med lenker og fanget i ulykkens snarer,

9 så vil han dermed foreholde dem deres gjerninger, deres synder, at de viste sig gjenstridige,

10 og åpne deres øre for advarselen og formane dem til å vende om fra det onde.

11 Om de da hører og tjener ham, så får de leve sine dager i lykke og sine år i herlighet og glede.

12 Hører de ikke, da skal de gjennembores av spydet og omkomme i sin uforstand.

13 Men mennesker med gudløst sinn huser vrede; de roper ikke til Gud når han legger dem i bånd*. / {* JBS 36, 8.}

14 De dør i ungdommen, og deres liv ender som tempel-bolernes*. / {* 1KG 14, 24.}

15 Han frelser de ulykkelige ved deres ulykke og åpner deres øre ved trengselen.

16 Også dig lokker han ut av trengselens svelg til en åpen plass hvor det ikke er trangt; og ditt bord skal være fullt av fete retter.

17 Men er du full av den ugudeliges brøde, så skal brøde og dom følges at.

18 La bare ikke vrede lokke dig til spott, og la ikke den store bot* lokke dig på avvei! / {* d.e. den store trengsel Gud har pålagt dig for dine synders skyld.}

19 Kan vel ditt skrik fri dig ut av trengsel, og kan vel alt ditt strev og slit utrette det?

20 Stund ikke efter natten, den natt da hele folkeslag blåses bort fra sitt sted!

21 Vokt dig, vend dig ikke til synd! For det har du mere lyst til enn til å lide.

22 Se, Gud er ophøiet i sin kraft; hvem er en læremester som han?

23 Hvem har foreskrevet ham hans vei, og hvem kan si: Du gjorde urett?

24 Kom i hu at du ophøier hans gjerning, den som menneskene har sunget om!

25 All verden ser på den med lyst; menneskene skuer den langt borte fra.

26 Se, Gud er stor, og vi forstår ham ikke; hans års tall er uutgrundelig;

27 han drar vanndråper op til sig, og av tåken siler regnet ned;

28 fra skyene strømmer det og drypper ned over mange mennesker.

29 Kan også nogen forstå hvorledes skyene breder sig ut, hvorledes det braker fra hans telt*? / {* d.e. skyene.}

30 Se, han breder ut sitt lys omkring sig og dekker det med havets røtter.* / {* d.e. skyer som stiger op av havets dyp.}

31 For således straffer han folkeslag, men gir også føde i overflod.

32 Han dekker sine hender med lys og byder det å fare ut mot fienden.

33 Hans tordenbrak bærer bud om ham; endog feet varsler når han rykker frem.

1 Und Elihu fuhr fort und sprach:

2 Gedulde dich noch ein wenig, so will ich dich lehren, ich habe noch mehr zu reden für Gott.

3 Ich will mein Wissen weither holen und meinem Schöpfer Gerechtigkeit widerfahren lassen!

4 Denn wahrlich, meine Reden sind keine Lügen, du hast es mit einem ganz Verständigen zu tun!

5 Siehe, Gott ist mächtig, doch verachtet er niemand; groß ist die Kraft seines Herzens.

6 Den Gottlosen läßt er nicht leben, aber den Elenden schafft er Recht.

7 Er wendet seine Augen nicht ab von den Gerechten und setzt sie auf ewig mit Königen auf den Thron, damit sie herrschen.

8 Sind sie aber in Fesseln gebunden, in Banden des Elends gefangen,

9 so hält er ihnen ihre Taten und ihre Übertretungen vor; denn sie haben sich überhoben;

10 er öffnet ihr Ohr der Bestrafung und befiehlt ihnen, sich von der Bosheit abzukehren.

11 Wenn sie dann gehorchen und sich unterwerfen, so werden sie ihre Tage in Glück und ihre Jahre in Wohlfahrt beendigen.

12 Gehorchen sie aber nicht, so kommen sie um durchs Schwert und sterben dahin in ihrem Unverstand.

13 Denn die, welche ruchlosen Herzens sind, widersetzen sich; sie flehen nicht, wenn er sie gefesselt hat.

14 Ihre Seele stirbt in der Jugend und ihr Leben unter den Hurern.

15 Den Gedemütigten aber rettet er durch die Demütigung und öffnet durch die Trübsal sein Ohr.

16 Und auch dich lockt er aus der Enge in die Weite, da keine Not mehr sein wird, und an einen reichbesetzten Tisch.

17 Bist du aber vom Urteil des Gottlosen erfüllt, so werden Urteil und Gericht dich treffen.

18 Der Zorn verleite dich ja nicht zur Lästerung, und die Menge des Lösegeldes besteche dich nicht.

19 Wird er deinen Reichtum schätzen? Er achtet nicht auf Gold, noch auf alle Anstrengungen der Kraft.

20 Sehne dich nicht nach der Nacht, da Völker untergehen werden.

21 Hüte dich, wende dich nicht zum Bösen, denn dieses ziehst du dem Leiden vor.

22 Siehe, Gott ist erhaben in seiner Kraft, wo ist ein Lehrer wie er?

23 Wer will ihn zur Rede stellen über seinen Weg, und wer will zu ihm sagen: Du hast Unrecht getan?

24 Gedenke daran, sein Tun zu erheben; die Menschen sollen es besingen.

25 Alle Menschen sehen es ja, der Sterbliche schaut es von ferne.

26 Siehe, wie erhaben ist Gott! Wir aber verstehen ihn nicht; die Zahl seiner Jahre hat niemand erforscht.

27 Denn er zieht Wassertropfen herauf; sie träufeln als Regen aus seinem Dunst, den die Wolken rieseln lassen,

28 sie triefen auf viele Menschen herab.

29 Versteht man auch das Ausspannen der Wolken und das Krachen seines Gezelts?

30 Siehe, er breitet sein Licht um sich her aus und bedeckt die Gründe des Meeres;

31 denn damit richtet er die Völker und gibt Speise die Fülle.

32 Seine Hände bedeckt er mit Licht und gebietet ihm, zu treffen.

33 Sein Donnern kündigt ihn an, die Herde sein Heraufsteigen im Gewitter.