1 Hvorfor larmer hedningene og grunder folkene på det som fåfengt er?

2 Jordens konger reiser sig, og fyrstene rådslår sammen mot Herren og mot hans salvede:

3 La oss sprenge deres bånd og kaste deres rep av oss!

4 Han som troner i himmelen, ler, Herren spotter dem.

5 Så taler han til dem i sin vrede, og i sin harme forferder han dem:

6 Og jeg har dog innsatt min konge på Sion, mitt hellige berg!

7 Jeg vil kunngjøre hvad fastsatt er: Herren sa til mig: Du er min sønn, jeg har født dig idag.

8 Begjær av mig! Så vil jeg gi dig hedningene til arv og jordens ender til eie.

9 Du skal knuse dem med jernstav; som en pottemakers kar skal du sønderslå dem.

10 Og nu, I konger, gå viselig frem! La eder advare, I dommere på jorden!

11 Tjen Herren med frykt og juble med beven!

12 Kyss* Sønnen, forat han ikke skal bli vred, og I gå til grunne på veien! For snart kunde hans vrede optendes. Salige er alle de som tar sin tilflukt til ham**. / {* d.e. hyld, 1SA 10, 1.} / {** SLM 34, 9; 84, 13.}

1 לָמָּה רָגְשׁוּ גֹויִם וּלְאֻמִּים יֶהְגּוּ־רִיק׃

2 יִתְיַצְּבוּ ׀ מַלְכֵי־אֶרֶץ וְרֹוזְנִים נֹוסְדוּ־יָחַד עַל־יְהוָה וְעַל־מְשִׁיחֹו׃

3 נְנַתְּקָה אֶת־מֹוסְרֹותֵימֹו וְנַשְׁלִיכָה מִמֶּנּוּ עֲבֹתֵימֹו׃

4 יֹושֵׁב בַּשָּׁמַיִם יִשְׂחָק אֲדֹנָי יִלְעַג־לָמֹו׃

5 אָז יְדַבֵּר אֵלֵימֹו בְאַפֹּו וּבַחֲרֹונֹו יְבַהֲלֵמֹו׃

6 וַאֲנִי נָסַכְתִּי מַלְכִּי עַל־צִיֹּון הַר־קָדְשִׁי׃

7 אֲסַפְּרָה אֶל חֹק יְהוָה אָמַר אֵלַי בְּנִי אַתָּה אֲנִי הַיֹּום יְלִדְתִּיךָ׃

8 שְׁאַל מִמֶּנִּי וְאֶתְּנָה גֹויִם נַחֲלָתֶךָ וַאֲחֻזָּתְךָ אַפְסֵי־אָרֶץ׃

9 תְּרֹעֵם בְּשֵׁבֶט בַּרְזֶל כִּכְלִי יֹוצֵר תְּנַפְּצֵם׃

10 וְעַתָּה מְלָכִים הַשְׂכִּילוּ הִוָּסְרוּ שֹׁפְטֵי אָרֶץ׃

11 עִבְדוּ אֶת־יְהוָה בְּיִרְאָה וְגִילוּ בִּרְעָדָה׃

12 נַשְּׁקוּ־בַר פֶּן־יֶאֱנַף ׀ וְתֹאבְדוּ דֶרֶךְ כִּי־יִבְעַר כִּמְעַט אַפֹּו אַשְׁרֵי כָּל־חֹוסֵי בֹו׃