1 א וימן יהוה דג גדול לבלע את יונה ויהי יונה במעי הדג שלשה ימים ושלשה לילות
2 ב ויתפלל יונה אל יהוה אלהיו ממעי הדגה
3 ג ויאמר קראתי מצרה לי אל יהוה--ויענני מבטן שאול שועתי שמעת קולי
4 ד ותשליכני מצולה בלבב ימים ונהר יסבבני כל משבריך וגליך עלי עברו
5 ה ואני אמרתי נגרשתי מנגד עיניך אך אוסיף להביט אל היכל קדשך
6 ו אפפוני מים עד נפש תהום יסבבני סוף חבוש לראשי
7 ז לקצבי הרים ירדתי הארץ ברחיה בעדי לעולם ותעל משחת חיי יהוה אלהי
8 ח בהתעטף עלי נפשי את יהוה זכרתי ותבוא אליך תפלתי אל היכל קדשך
9 ט משמרים הבלי שוא--חסדם יעזבו
10 י ואני בקול תודה אזבחה לך אשר נדרתי אשלמה ישועתה ליהוה {ס} [ (Jonah 2:11) יא ויאמר יהוה לדג ויקא את יונה אל היבשה {פ} ]
1 Men Herren lot en stor fisk komme og sluke Jonas, og Jonas var i fiskens buk tre dager og tre netter.
2 Og Jonas bad til Herren sin Gud fra fiskens buk
3 og sa: Jeg kalte på Herren i min nød, og han svarte mig; fra dødsrikets skjød ropte jeg, du hørte min røst.
4 Du kastet mig i dypet, midt i havet, og vannstrømmer omgav mig; alle dine brenninger og dine bølger gikk over mig.
5 Jeg tenkte: Jeg er støtt bort fra dine øine. Men jeg skal atter skue op til ditt hellige tempel.
6 Vannene omringet mig like til sjelen, dypet omgav mig, tang innhyllet mitt hode,
7 til fjellenes grunnvoller sank jeg ned, jordens bommer var lukket efter mig for evig. Men du førte mitt liv op av graven, Herre min Gud!
8 Da min sjel vansmektet i mig, kom jeg Herren i hu, og min bønn kom til dig i ditt hellige tempel.
9 De som holder sig til de tomme avguder, de forlater sin miskunnhet*. / {* sin miskunnelige Gud; SLM 144, 2.}
10 Men jeg vil ofre til dig med takksigelses røst; det jeg har lovt, vil jeg holde; frelsen hører Herren til.
11 Så spydde fisken på Herrens bud Jonas ut på det tørre land.