Jó 16

约伯反嘲安慰人的反叫人愁烦

1 约伯回答说：

2 "像这样的话，我听了很多；

你们都是叫人愁烦的安慰者。

3 虚空的言语，有穷尽吗？

或有甚么惹你答个不休的呢？

4 你们若处在我的景况，

我也能像你们那样说话，

我也能砌辞攻击你们，

并且能向你们摇头。

5 我能用口鼓励你们，

我嘴唇的安慰，能缓和你们的痛苦。

力陈他的痛苦

6 我若说话，痛苦仍不消解，

我若闭口不说，痛苦也不离开我。

7 现在　神使我困倦，

‘你蹂躏了我的全家，

8 又把我捆绑起来。’这就作为证据；

我身体的枯瘦也当面作证反对我。

9 他的怒气撕裂我，攻击我；

他向我咬牙切齿，

我的敌人以锐利的眼光看着我。

10 他们向我大大张嘴，

以蔑视的态度打我的脸颊，

联合一起攻击我。

11 　神把我交给不义的人，

把我丢在恶人的手中。

12 我本来安逸，他却把我压碎；

掐着我的颈项，把我摔碎；

又把我当作他的箭靶。

13 他的弓箭手四面包围我，

他剖开我的腰子，全不顾惜，

把我的胆倾倒在地上。

14 他把我破伤，在破口上又加破伤，

如勇士一般向我直冲。

15 我把麻布缝在我的皮肤上，

把我的角插入尘土中。

16 我的脸因哭泣而发红，

在我的眼皮上满是黑影。

17 然而在我的手中没有强暴，

我的祷告也是清洁的。

向 神哭诉

18 地啊，不要遮盖我的血；

不要让我的哀求有停留的地方。

19 现今，在天上有我的见证，

在高天之上，有我的证人。

20 讥笑我的，就是我的朋友，

我的眼向　神流泪。

21 但愿人可以为人与　神分辩，

正如世人为朋友辩白一样。

22 因为我的年数将尽，

我快要走上那条一去不返的路。"

1 Da tok Job til orde og sa: 2 Jeg har hørt meget som dette; I er plagsomme trøstere alle sammen. 3 Blir det aldri ende på de vindige ord? Eller hvad egger dig til å svare? 4 Også jeg kunde tale som I; om I var i mitt sted, kunde jeg sette ord sammen mot eder, og jeg kunde ryste på hodet over eder; 5 jeg kunde styrke eder med min munn, {de. med tomme ord} og mine lebers medynk kunde stille eders smerte.

6 Om jeg taler, stilles ikke min smerte, og lar jeg det være, hvad lindring får jeg da?

7 Ja, nu har han trettet mig ut; du har ødelagt hele mitt hus. 8 Og du grep mig fatt(-)det blev et vidne mot mig; min magerhet stod op imot mig, like i mitt åsyn vidnet den mot mig. 9 Hans vrede sønderrev mig og forfulgte mig; han skar tenner imot mig; som min motstander hvesset han sine øine mot mig. 10 De {mine fiender} spilet op sin munn mot mig, med hån slo de mine kinnben; alle slo de sig sammen mot mig. 11 Gud gir mig i urettferdige folks vold og styrter mig i ugudelige menneskers hender. 12 Jeg levde i ro; da sønderbrøt han mig, han grep mig i nakken og sønderknuste mig, han satte mig op til skive for sig. 13 Hans skyttere kringsatte mig, han kløvde mine nyrer uten barmhjertighet; han øste ut min galle på jorden. 14 Han rev i mig rift på rift; han stormet mot mig som en kjempe. 15 Jeg har sydd sekk om min hud og stukket mitt horn i støvet; {de. opgitt min makt og høihet} 16 mitt ansikt er rødt av gråt, og over mine øielokk ligger det dødsskygge.

17 Og dog er det ingen urett i mine hender, og min bønn er ren.

18 jord, dekk ikke mitt blod, og måtte det ikke være noget sted hvor mitt skrik stanser! 19 Selv nu har jeg mitt vidne i himmelen og i det høie en som kan stadfeste mine ord. 20 Stadig spotter mine venner mig; mot Gud skuer gråtende mitt øie, 21 at han må la mannen få rett i hans strid med Gud og menneskebarnet rett mot hans næste; 22 for få år vil det gå før jeg vandrer den vei som jeg ikke vender tilbake.