1 Og Jesus tok atter til orde og talte til dem i lignelser og sa:

2 Himlenes rike er å ligne med en konge som gjorde bryllup for sin sønn.

3 Og han sendte sine tjenere ut for å be de innbudne komme til bryllupet; men de vilde ikke komme.

4 Atter sendte han andre tjenere ut og sa: Si til de innbudne: Se, jeg har gjort i stand mitt måltid: mine okser og mitt gjø-fe er slaktet, og alt er ferdig; kom til bryllupet!

5 Men de brydde sig ikke om det og gikk sin vei, den ene til sin aker, den annen til sitt kjøbmannskap;

6 og de andre tok fatt på hans tjenere, hånte dem og slo dem ihjel.

7 Men kongen blev harm, og sendte sine krigshærer ut og drepte disse manndrapere og satte ild på deres by.

8 Derefter sier han til sine tjenere: Bryllupet er vel ferdig, men de innbudne var det ikke verd;

9 gå derfor ut på veiskjellene og be til bryllups så mange I finner!

10 Så gikk da disse tjenere ut på veiene og fikk sammen alle dem de fant, både onde og gode, og bryllupshuset blev fullt av gjester.

11 Da nu kongen gikk inn for å se på dem som satt til bords, så han der en mann som ikke hadde bryllupsklædning på.

12 Og han sa til ham: Min venn! hvorledes er du kommet inn her og har ikke bryllupsklædning på! Men han tidde.

13 Da sa kongen til tjenerne: Bind hender og føtter på ham og kast ham ut i mørket utenfor! Der skal være gråt og tenners gnidsel.

14 For mange er kalt, men få er utvalgt.

15 Da gikk fariseerne bort og holdt råd om hvorledes de kunde fange ham i ord.

16 Og de sendte sine disipler avsted til ham sammen med herodianerne og lot dem si: Mester! vi vet at du er sanndru og lærer Guds vei i sannhet, og ikke bryr dig om nogen, for du gjør ikke forskjell på folk;

17 Si oss da: Hvad tykkes dig? er det tillatt å gi keiseren skatt, eller ikke?

18 Men Jesus merket deres ondskap og sa: Hvorfor frister I mig, hyklere?

19 Vis mig skattens mynt! De rakte ham da en penning.

20 Og han sier til dem: Hvis billede og påskrift er dette?

21 De sier til ham: Keiserens. Da sier han til dem: Gi da keiseren hvad keiserens er, og Gud hvad Guds er!

22 Og da de hørte det, undret de sig, og forlot ham og gikk bort.

23 Samme dag kom nogen sadduseere til ham, de som sier at det ikke er nogen opstandelse, og de spurte ham og sa:

24 Mester! Moses har sagt: Når en mann dør og ikke har barn, da skal hans bror gifte sig med hans hustru og opreise sin bror avkom.

25 Nu var det hos oss syv brødre; og den første giftet sig og døde, og da han ikke hadde avkom, efterlot han sin hustru til broren.

26 Likeså den annen og den tredje, like til den syvende.

27 Men sist av alle døde kvinnen.

28 Men i opstandelsen, hvem av de syv skal da få henne til hustru? for de har jo hatt henne alle sammen.

29 Men Jesus svarte og sa til dem: I farer vill fordi I ikke kjenner skriftene og heller ikke Guds kraft.

30 For i opstandelsen hverken tar de til ekte eller gis de til ekte, men de er som Guds engler i himmelen.

31 Men om de dødes opstandelse, har I da ikke lest hvad som er sagt eder om den av Gud, som sier:

32 Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud? Han er ikke de dødes Gud, men de levendes.

33 Og da folket hørte det, var de slått av forundring over hans lære.

34 Men da fariseerne hørte at han hadde stoppet munnen på sadduseerne, kom de sammen;

35 og en av dem, en lovkyndig, spurte for å friste ham:

36 Mester! hvilket bud er det største i loven?

37 Han sa til ham: Du skal elske Herren din Gud av alt ditt hjerte og av all din sjel og av all din hu.

38 Dette er det største og første bud.

39 Men det er et annet som er like så stort: Du skal elske din næste som dig selv.

40 På disse to bud hviler hele loven og profetene.

41 Men mens fariseerne var samlet, spurte Jesus dem:

42 Hvad tykkes eder om Messias? hvis sønn er han? De sier til ham: Davids.

43 Han sier til dem: Hvorledes kan da David i Ånden kalle ham herre, når han sier:

44 Herren sa til min herre: Sett dig ved min høire hånd, til jeg får lagt dine fiender under dine føtter!

45 Kaller nu David ham herre, hvorledes kan han da være hans sønn?

46 Og ingen kunde svare ham et ord, og heller ikke vågde nogen å spørre ham mere fra den dag.

1 I odpovídaje Ježíš, mluvil jim opět v podobenstvích, řka:

2 Podobno jest království nebeské člověku králi, kterýž učinil svadbu synu svému.

3 I poslal služebníky své, aby povolali pozvaných na svadbu; a oni nechtěli přijíti.

4 Opět poslal jiné služebníky, řka: Povězte pozvaným: Aj, oběd můj připravil jsem, volové moji a krmný dobytek zbit jest, a všecko hotovo. Pojďtež na svadbu.

5 Ale oni nedbavše na to, odešli, jiný do vsi své a jiný po kupectví svém.

6 Jiní pak zjímavše služebníky jeho a posměch jim učinivše, zmordovali.

7 A uslyšav to král, rozhněval se; a poslav vojska svá, zhubil vražedníky ty a město jejich zapálil.

8 Tedy řekl služebníkům svým: Svadba zajisté hotova jest, ale ti, kteříž pozváni byli, nebyli hodni.

9 Protož jděte na rozcestí, a kteréžkoli naleznete, zovtež na svadbu.

10 I vyšedše služebníci ti na cesty, shromáždili všecky, kteréžkoli nalezli, zlé i dobré. A naplněna jest svadba hodovníky.

11 Tedy všed král, aby pohleděl na hodovníky, uzřel tam člověka neoděného rouchem svadebním.

12 I řekl jemu: Příteli, kteraks ty sem všel, nemaje roucha svadebního? A on oněměl.

13 Tedy řekl král služebníkům: Svížíce ruce jeho i nohy, vezměte ho, a uvrztež jej do temností zevnitřních. Tamť bude pláč a škřipení zubů.

14 Nebo mnoho jest povolaných, ale málo vyvolených.

15 Tedy odšedše farizeové, radili se, jak by polapili jej v řeči.

16 I poslali k němu učedlníky své s herodiány, řkouce: Mistře, víme, že pravdomluvný jsi a cestě Boží v pravdě učíš a nedbáš na žádného; nebo nepatříš na osobu lidskou.

17 Protož pověz nám, co se tobě zdá: Sluší-li daň dáti císaři, čili nic?

18 Znaje pak Ježíš zlost jejich, řekl: Co mne pokoušíte, pokrytci?

19 Ukažte mi peníz daně. A oni podali mu peníze.

20 I řekl jim: Čí jest tento obraz a svrchu napsání?

21 Řekli mu: Císařův. Tedy dí jim: Dejtež, co jest císařova, císaři, a co jest Božího, Bohu.

22 To uslyšavše, divili se, a opustivše jej, odešli.

23 V ten den přišli k němu saduceové, kteříž praví, že není z mrtvých vstání. I otázali se ho,

24 Řkouce: Mistře, Mojžíš pověděl: Umřel-li by kdo, nemaje dětí, aby bratr jeho právem švagrovství pojal ženu jeho a vzbudil símě bratru svému.

25 I bylo u nás sedm bratrů. První pojav ženu, umřel, a nemaje semene, zůstavil ženu svou bratru svému.

26 Takž podobně i druhý, i třetí, až do sedmého.

27 Nejposléze pak po všech umřela i žena.

28 Protož při vzkříšení kterého z těch sedmi bude žena? Nebo všickni ji měli.

29 I odpověděv Ježíš, řekl jim: Bloudíte, neznajíce Písem ani moci Boží.

30 Však při vzkříšení ani se nebudou ženiti ani vdávati, ale budou jako andělé Boží v nebi.

31 O vzkříšení pak mrtvých zdaliž jste nečtli, co jest vám povědíno od Boha, kterýž takto dí:

32 Já jsem Bůh Abrahamův a Bůh Izákův a Bůh Jákobův; a Bůhť není Bůh mrtvých, ale živých.

33 A slyševše to zástupové, divili se učení jeho.

34 Farizeové pak uslyšavše, že by k mlčení přivedl saducejské, sešli se v jedno.

35 I otázal se ho jeden z nich zákoník nějaký, pokoušeje ho, a řka:

36 Mistře, které jest přikázání veliké v Zákoně?

37 I řekl mu Ježíš: Milovati budeš Pána Boha svého z celého srdce svého a ze vší duše své a ze vší mysli své.

38 To jest přední a veliké přikázání.

39 Druhé pak jest podobné tomu: Milovati budeš bližního svého jako sebe samého.

40 Na těch dvou přikázáních všecken Zákon záleží i Proroci.

41 A když se sešli farizeové, otázal se jich Ježíš,

42 Řka: Co se vám zdá o Kristu? Čí jest syn? Řkou jemu: Davidův.

43 Dí jim: Kterakž pak David v Duchu nazývá ho Pánem, řka:

44 Řekl Pán Pánu mému: Seď na pravici mé, dokavadž nepodložím nepřátel tvých, aby byli za podnože noh tvých?

45 Poněvadž tedy David Pánem ho nazývá, i kterakž syn jeho jest?

46 A nižádný nemohl jemu odpovědíti slova, aniž se odvážil kdo více od toho dne jeho se nač tázati.