1 My gees is verward, my dae is uitgeblus, die graf wag op my.

2 Waarlik, bespottinge is my deel, en op hulle getwis moet my oog rus.

3 Gee tog 'n pand, staan borg vir my by U; wie anders sal vir my borgskap verleen?

4 Want U het hulle hart gesluit vir verstand; daarom sal U hulle nie laat triomfeer nie.

5 Hy wat vriende aanklaag vir 'n buitaandeel -- die oë van sy kinders sal versmag.

6 Maar Hy het my 'n spreekwoord vir die mense gemaak, en ek moet iemand wees wat hulle in die gesig spuug.

7 Daarom het my oog dof geword van verdriet, en al my lede is soos 'n skaduwee.

8 Die opregtes is daaroor ontsteld, en die onskuldige kom teen die goddelose in opstand.

9 Nogtans hou die regverdige vas aan sy weg, en die wat rein van hande is, neem toe in krag.

10 Maar, kom maar altyd weer aan, julle almal! 'n Wyse vind ek onder julle tog nie.

11 My dae is verby, my planne tot niet, die wense van my hart.

12 Van die nag maak hulle 'n dag; lig, sê hulle, is naby vanweë die duisternis.

13 As ek hoop op die doderyk as my huis; in die duisternis my bed uitsprei,

14 die grafkuil toeroep: My vader is jy; die wurms: My moeder en my suster,

15 waar is dan my verwagting? Ja, my verwagting, wie ontdek dit?

16 Na die grendels van die doderyk sal dit neerdaal, wanneer daar tegelykertyd rus is in die stof.

1 Min ånd* er brutt, mine dager utslukket; bare graver har jeg for mig. {* livskraft.}

2 Sannelig, spott omgir mig på alle kanter, og mitt øie må dvele ved deres trettekjære ferd.

3 Så sett nu et pant, gå i borgen for mig hos dig selv! Hvem skulde ellers gi mig håndslag*? / {* d.e. gå i borgen for mig, OSP 6, 1; 11, 15.}

4 Du har jo lukket deres hjerte for innsikt; derfor vil du ikke la dem vinne.

5 Den som forråder venner, så de blir til bytte*, hans barns øine skal tæres bort. / {* for sine forfølgere.}

6 Jeg er satt til et ordsprog for folk; jeg er en mann som blir spyttet i ansiktet.

7 Mitt øie er sløvt av gremmelse, og alle mine lemmer er som en skygge.

8 Rettskafne forferdes over dette, og den skyldfrie harmes over den gudløse;

9 men den rettferdige holder fast ved sin vei, og den som har rene hender, får enn mere kraft.

10 Men I - kom bare igjen alle sammen! Jeg finner dog ikke nogen vismann blandt eder.

11 Mine dager er faret forbi, mine planer sønderrevet - mitt hjertes eiendom!

12 Natt gjør de til dag, lyset, sier de, er nærmere enn det mørke som ligger like for mig.

13 Når jeg håper på dødsriket som mitt hus, reder i mørket mitt leie,

14 roper til graven: Du er min far, til makken: Du er min mor og min søster,

15 hvor er da mitt håp? Mitt håp - hvem øiner det?

16 Til dødsrikets bommer farer de* ned, på samme tid som jeg går til hvile i støvet. / {* mine forhåpninger.}