Jó 39

以动物的生态质问约伯

1 "山岩间的野山羊的产期你能晓得吗？

母鹿下犊之期你能察出吗？

2 牠们怀胎的月数你能计算吗？

牠们生产的日期你能晓得吗？

3 牠们屈身，把子产下，

就除掉生产的疼痛。

4 幼雏渐渐健壮，在荒野长大，

牠们一离群出去，就不再返回。

5 谁放野驴自由出去呢？

谁解开快驴的绳索呢？

6 我使原野作牠的家，

使咸地作牠的居所。

7 牠嗤笑城里的喧哗，

不听赶野驴的呼喝声；

8 牠探索群山作牠的草场，

寻觅各样青绿的东西。

9 野牛怎肯作你的仆人，

或在你的槽旁过夜呢？

10 你怎能用套绳把野牛系在犁沟呢？

牠怎肯跟着你耙山谷之地呢？

11 你怎能因牠的力大就倚赖牠？

怎能把你所作的交给牠作呢？

12 怎能信任牠能把你的粮食运回来；

又收聚你禾场上的谷粒呢？

13 鸵鸟的翅膀欣然鼓动，

但牠的翎毛和羽毛哪有慈爱呢？

14 牠把蛋都留在地上，

使它们在土里得温暖，

15 牠却忘记了人的脚可以把蛋踩碎，

野地的走兽会把蛋践踏。

16 牠苛待幼雏，看牠们好象不是自己生的，

就算牠的劳苦白费了，也漠不关心，

17 因为　神使牠忘记了智慧，

也没有把聪明分给牠。

18 牠挺身鼓翼奔跑的时候，

就讥笑马和骑马的人。

19 马的大力是你所赐的吗？

牠颈上的鬃毛是你披上的吗？

20 是你使牠跳跃像蝗虫吗？

牠喷气之威使人惊惶。

21 牠在谷中扒地，以己力为乐，

牠出去迎战手持武器的人。

22 牠讥笑可怕的事，并不惊慌，

也不在刀剑的面前退缩。

23 箭袋、闪烁的矛与枪，

都在牠的身上铮铮有声。

24 牠震抖激动，驰骋大地，

一听见角声，就不能站定。

25 角声一响，牠就说‘呵哈’，

牠从远处闻到战争的气味，

又听见军长的雷声和战争的吶喊。

26 鹰鸟飞翔，展翅南飞，

是因着你的聪明吗？

27 大鹰上腾，在高处筑巢，

是听你的吩咐吗？

28 牠住在山岩之上，

栖息在岩崖与坚固所在之上，

29 从那里窥看猎物，

牠们的眼睛可以从远处观望。

30 牠的幼雏也都吮血；

被杀的人在哪里，鹰也在哪里。"

1 Kjenner du tiden når stengjetene føder, og gir du akt på hindenes veer? 2 Teller du månedene til de skal bære, og vet du tiden når de føder? 3 De bøier sig, føder sine unger og blir fri for sine smerter. 4 Deres unger blir kraftige og vokser op ute på marken; de løper bort og kommer ikke tilbake til dem. 5 Hvem har gitt villeslet dets frihet, hvem løste dets bånd, 6 det som jeg gav ørkenen til hus og saltmoen til bolig? 7 Det ler av byens ståk og styr; driverens skjenn slipper det å høre. 8 Hvad det leter op på fjellene, er dets beite, og det søker efter hvert grønt strå. 9 Har vel villoksen lyst til å tjene dig? Vil den bli natten over ved din krybbe? 10 Kan du binde villoksen med rep til furen? {de. tvinge den til å følge plogfuren} Vil den harve dalene efter dig? 11 Kan du stole på den, fordi dens kraft er så stor, og kan du overlate den ditt arbeid? 12 Kan du lite på at den fører din grøde hjem, og at den samler den til din treskeplass?

13 Strutsen flakser lystig med vingene; men viser dens vinger og fjær moderkjærlighet?

14 Nei, den overlater sine egg til jorden og lar dem opvarmes i sanden, 15 og den glemmer at en fot kan klemme dem itu, og markens ville dyr trå dem i stykker. 16 Den er hård mot sine unger, som om de ikke var dens egne; den er ikke redd for at dens møie skal være spilt. 17 For Gud nektet den visdom og gav den ingen forstand. 18 Men når den flakser i været, ler den av hesten og dens rytter.

19 Gir du hesten styrke? Klær du dens hals med bevrende man?

20 Lar du den springe som gresshoppen? Dens stolte fnysen er forferdelig. 21 Den skraper i jorden og gleder sig ved sin kraft; så farer den frem mot væbnede skarer. 22 Den ler av frykten og forferdes ikke, og den vender ikke om for sverd. 23 Over den klirrer koggeret, blinkende spyd og lanse. 24 Med styr og ståk river den jorden op, og den lar sig ikke stagge når krigsluren lyder. 25 Hver gang luren lyder, sier den: Hui! Og langt borte værer den striden, høvedsmenns tordenrøst og hærskrik.

26 Skyldes det din forstand at høken svinger sig op og breder ut sine vinger mot Syden?

27 Er det på ditt bud at ørnen flyver så høit, og at den bygger sitt rede oppe i høiden? 28 Den bor på berget og har nattely der, på tind og nut. 29 Derfra speider den efter føde; langt bort skuer dens øine. 30 Dens unger drikker blod, og hvor der er lik, der er den.