Jó 10

Wat kan tog die bedoeling wees van soveel smart?

1 EK walg van my lewe; ek wil my geklaag die vrye loop gee; ek wil spreek in die bitterheid van my siel.

2 Ek sê tot God: Veroordeel my nie; laat my weet waarom U met my twis.

3 Is dit voordeel vir U dat U verdruk; dat U die arbeid van u hande verwerp, terwyl U oor die planne van die goddelose lig laat skyn?

4 Het U vleeslike oë? Of sien U soos 'n mens sien?

5 Is u dae soos die dae van 'n mens, of u jare soos die dae van 'n man?

6 dat U soek na my ongeregtigheid en vra na my sonde,

7 ofskoon U weet dat ek nie skuldig is nie en dat daar niemand is wat uit u hand kan red nie?

In die verlede het God hom tog die lewe gegee en gunste bewys.

8 U hande het my geformeer en my gemaak, heeltemal rondom; en U vernietig my!

9 Bedink tog dat U my soos klei gevorm het, en wil U my tot stof laat terugkeer?

10 Het U my nie soos melk uitgegiet en my soos kaas laat dik word nie?

11 Met vel en vlees het U my beklee, en met beendere en senings het U my deurvleg.

12 Die lewe, ja, guns het U aan my bewys, en u sorg het my gees bewaak.

Kan dit wees dat God so met hom gehandel het net om hom te vervolg en te verdruk?

13 MAAR daarby het U dít verberg in u hart, ek weet dat dít u toeleg was:

14 As ek gesondig het, sou U my waarneem en my nie vryspreek van my ongeregtigheid nie.

15 Was ek skuldig — wee my! En was ek regverdig, ek sou my hoof nie kon ophef nie, sat van skande en bewus van my ellende.

16 En as my hoof hom ophef, sou U my jaag soos 'n leeu en U opnuut wonderbaarlik teenoor my gedra.

17 U sou altyd nuwe getuies teen my bring en u grimmigheid teen my vermeerder — altyd nuwe leërafdelings teen my!

18 Waarom tog het U my uit die moederskoot laat uitgaan? Ek moes gesterf het sonder dat 'n oog my gesien het.

19 Ek moes gewees het of ek daar nie was nie; van die moederskoot af moes ek na die graf gedra gewees het.

20 Is my dae nie min nie? Laat Hy ophou, my laat staan, dat ek 'n bietjie vrolik kan wees,

21 voordat ek heengaan — en nie terugkom nie — na die land van duisternis en doodskaduwee,

22 'n land van donkerheid, soos middernag, van doodskaduwee en wanorde, en dit gee 'n skynsel — soos middernag!

1 Min sjel er lei av mitt liv, jeg vil la min klage ha fritt løp, jeg vil tale i min sjels bitre smerte. 2 Jeg vil si til Gud: Fordøm mig ikke, la mig vite hvorfor du strider mot mig! 3 Tykkes det dig godt at du undertrykker, at du forkaster det dine hender med omhu har dannet, og lar ditt lys skinne over ugudeliges råd? 4 Har du menneskeøine, eller ser du således som et menneske ser? 5 Er dine dager som et menneskes dager, eller dine år som en manns dager? (-) 6 siden du søker efter min misgjerning og leter efter min synd, 7 enda du vet at jeg ikke er ugudelig, og at det ingen er som redder av din hånd.

8 Dine hender har dannet mig og gjort mig, helt og i alle deler, og nu vil du ødelegge mig!

9 Kom i hu at du har dannet mig som leret, og nu lar du mig atter vende tilbake til støvet! 10 Helte du mig ikke ut som melk og lot mig størkne som ost? 11 Med hud og kjøtt klædde du mig, og med ben og sener gjennemvevde du mig. 12 Liv og miskunnhet har du gitt mig, og din varetekt har vernet om min ånd. 13 Og dette {det som opregnes} gjemte du i ditt hjerte, jeg vet at dette hadde du i sinne:

14 Syndet jeg, så vilde du vokte på mig og ikke frikjenne mig for min misgjerning;

15 var jeg skyldig, da ve mig, men var jeg uskyldig, skulde jeg dog ikke kunne løfte mitt hode, mett av skam og med min elendighet for øie; 16 og hevet det sig dog, så vilde du jage efter mig som en løve, og atter vise dig forunderlig mot mig; 17 du vilde føre nye vidner mot mig og øke din harme mot mig, sende alltid nye hærflokker mot mig. 18 Hvorfor lot du mig utgå av mors liv? Jeg skulde ha opgitt ånden, og intet øie skulde ha sett mig; 19 jeg skulde ha vært som om jeg aldri hadde vært til; fra mors liv skulde jeg ha vært båret til graven. 20 Er ikke mine dager få? (-)Han holde op! Han la mig være, så jeg kan bli litt glad, 21 før jeg går bort for ikke å vende tilbake, bort til mørkets og dødsskyggens land, 22 et land så mørkt som den sorteste natt, hvor dødsskygge og forvirring råder, og hvor lyset er som den sorteste natt!