1 主在烈怒中， 怎么竟然使黑云遮盖锡安的居民（"居民"原文作"女子"）！ 他把以色列的荣美， 从天上拋到地上； 他在发怒的日子， 竟不记念自己的脚凳。

2 主吞灭了雅各所有住处， 毫不顾惜； 他在忿怒中， 把犹大居民的坚固城拆毁； 他使国家和国中众领袖都倒在地上， 受尽羞辱。

3 他在烈怒中砍断以色列所有的角； 他从仇敌面前， 收回自己的右手。他像吞灭四周物件的火焰， 在雅各中间焚烧。

4 他像仇敌拉弓， 他的右手已经预备好。他像敌人把一切悦人眼目的都杀灭了； 他如火的忿怒倒在锡安居民（"居民"原文作"女子"）的帐棚上。

5 主好像成了仇敌； 他吞灭了以色列和她所有的宫殿， 毁坏了她的坚固城。他在犹大居民的中间， 增添了悲哀和哭号。

6 他把自己的住所破坏， 好像园子一样； 他毁坏了属他的聚会之处。耶和华使节期和安息日都在锡安被忘记； 他在他的盛怒中弃绝了君王和祭司。

7 主丢弃了自己的祭坛， 厌弃了自己的圣所。他把宫殿的围墙， 交付在仇敌的手里； 他们在耶和华的殿中喧嚷， 好像庆祝节日一样。

8 耶和华定意要拆毁锡安居民（"居民"原文作"女子"）的城墙； 他拉了准绳， 决不停手， 务要把它吞灭。他使堡垒和城墙都悲哀， 一同受痛苦。

9 锡安的众城门已经陷入地里； 耶和华把锡安的门闩都毁坏折断了。锡安的君王和领袖都身在列国中； 锡安再没有律法了； 它的众先知也得不到从耶和华而来的异象。

10 锡安居民（"居民"原文作"女子"）的长老都坐在地上， 默默无声； 他们把尘灰撒在头上， 腰束麻布。耶路撒冷的处女都垂头至地。

11 我的眼睛因流泪而失明， 我的心肠激动， 我的肝胆倾倒在地， 都因我的子民（"我的子民"原文作"我子民的女子"）遭毁灭， 孩童和婴儿在城里的街上昏倒。

12 他们像被刺伤的人昏倒在城里街上的时候， 他们在母亲的怀里快要丧命的时候， 他们就问母亲： "五谷和酒在哪里呢？"

13 耶路撒冷的居民哪， 我怎样向你说明呢？用什么与你比较呢？锡安的居民哪， 我们用什么跟你相比， 好安慰你呢？你的裂口像海那样大， 谁能医治你呢？

14 你的假先知为了你所见的异象， 尽是虚谎和愚昧； 他们没有显露你的罪孽， 使你的命运得以挽回； 他们为你所得的默示， 全是虚谎， 是引人走错路的。

15 所有过路的人， 都拍掌嘲笑你； 他们嗤笑耶路撒冷的居民， 并摇头说： "被人称为最完美， 为全地所喜悦的， 就是这城吗？"

16 你所有的仇敌都张开口攻击你， 他们嗤笑你， 又咬牙切齿， 说： "我们吞灭它了！ 这真是我们期待的日子！ 我们等到了！ 亲眼看见了！ "

17 耶和华作成了他定意去作的， 成就了他的话， 就是他昔日所宣告的， 他把你拆毁， 并不怜惜， 他使仇敌因胜过你而高兴， 他高举你敌人的角。

18 锡安居民（"居民"原文作"女子"）的城墙啊， 你要一心向主哀求； 愿你的眼泪像江河般涌流， 昼夜不息； 愿你得不着歇息， 愿你眼中的瞳人不能休息。

19 夜里每到交更的时分， 你要起来呼喊； 在主面前你要倾心如水！ 你的孩童在各街头上因饥饿而昏倒， 你要为他们的性命向主举手祷告。

20 "耶和华啊， 求你观看！ 求你鉴察！ 你曾这样对待过谁呢？难道妇人应该吃掉自己所生的， 就是自己所抚养的婴孩吗？难道祭司和先知应该在主的圣所里被杀害吗？"

21 少年人和老年人都在街上倒卧在地死了； 我的年轻男女都倒毙于刀下； 在你忿怒的日子， 你杀了他们， 你屠杀了他们， 毫不怜惜。

22 你从四围招聚惊吓我的， 好像招聚人过节的日子一样。在耶和华忿怒的日子， 没有人可以逃脱， 可以生存。我所抚育、所养大的， 我的仇敌都灭尽了。

1 Hvor Herren i sin vrede har innhyllet Sions datter i mørke skyer! Han har kastet Israels herlighet fra himmelen til jorden, og han har ikke kommet i hu sine føtters skammel* på sin vredes dag. / {* 1KR 28, 2. SLM 132, 7.}

2 Herren har uten skånsel tilintetgjort alle Jakobs boliger, han har i sin vrede brutt ned Judas datters festninger, kastet dem til jorden; han har vanhelliget riket og dets fyrster.

3 Han har i brennende vrede avhugget hvert horn i Israel, dradd sin høire hånd tilbake for fiendens åsyn* og satt Jakob i brand lik en ildslue som fortærer rundt omkring. / {* d.e. latt fienden uhindret trenge frem.}

4 Han har spent sin bue som en fiende, stilt sig med sin høire hånd som en motstander og drept alt som var en lyst for vårt øie; i Sions datters telt har han utøst sin vrede som ild.

5 Herren er blitt som en fiende, han har tilintetgjort Israel, tilintetgjort alle dets palasser, ødelagt dets festninger og hopet sorg på sorg over Judas datter.

6 Han har med vold revet ned sitt gjerde som gjerdet om en have, han har ødelagt sitt forsamlingssted; Herren har latt høitid og sabbat bli glemt i Sion, og i sin vrede og harme forskutt konge og prest.

7 Herren har forkastet sitt alter, forsmådd sin helligdom; han har overgitt dets* palassers murer i fiendens vold; de** lot sin røst høre i Herrens hus som på en høitidsdag. / {* Jerusalems.} / {** fiendene. SLM 74, 4.}

8 Herren tenkte på å ødelegge Sions datters mur, han strakte ut målesnoren, han drog ikke sin hånd tilbake fra herjing, og han lot voller og murer sørge; forfalne ligger de der alle.

9 Dets porter er sunket i jorden, han har ødelagt og sprengt dets bommer; dets konge og dets høvdinger bor blandt hedningene, så der ikke er nogen lov; heller ikke har dets profeter fått noget syn fra Herren.

10 Sions datters eldste sitter tause på jorden; de har strødd støv på sitt hode, omgjordet sig med sekk; Jerusalems jomfruer har senket sitt hode til jorden.

11 Mine øine er borttæret av tårer, det gjærer i mitt indre, min lever er utøst til jorden, fordi mitt folks datter er ødelagt, fordi de små barn og de diende vansmektet på byens gater;

12 de ropte til sine mødre: Hvor er korn og vin? - da de vansmektet på byens gater lik sårede, da de opgav ånden ved sine mødres barm.

13 Hvad skal jeg vidne for dig, hvad skal jeg ligne dig med, du Jerusalems datter? Hvad skal jeg stille ved siden av dig, så jeg kunde trøste dig, du jomfru, Sions datter? For stor som havet er din skade; hvem kan læge dig?

14 Dine profeter har skuet for dig tomme og dårlige ting; de åpenbarte ikke din misgjerning for å avvende ditt fangenskap, men de forkynte dig tomme og villedende spådommer.

15 De slår hendene sammen over dig alle de som går forbi på veien; de spotter og ryster på hodet over Jerusalems datter: Er dette den stad de kalte skjønnhetens krone, all jordens glede?

16 Alle dine fiender spiler op sin munn mot dig, de spotter og skjærer tenner, de sier: Vi har ødelagt den; ja, dette er den dag vi har ventet på; vi har oplevd den, vi har sett den.

17 Herren har gjort det han hadde tenkt, han har fullbyrdet sitt ord som han hadde forkynt alt i fordums dager, han har brutt ned uten skånsel; og han lot fienden glede sig over dig, han lot dine motstandere bære sine horn høit.

18 Deres hjerte roper til Herren. - Du Sions datters mur! La tårer rinne som bekker dag og natt, unn dig ikke nogen hvile, la ikke ditt øie ha ro!

19 Stå op, rop høit om natten, når nattevaktene begynner! Utøs ditt hjerte som vann for Herrens åsyn! Løft dine hender til ham for dine barns liv, de som vansmekter av hunger på alle gatehjørner!

20 Se, Herre, se! Hvem har du gjort således med? Skal kvinner ete sin livsfrukt, de spede barn som bæres på armen? Skal prest og profet slås ihjel i Herrens helligdom?

21 Ung og gammel ligger på jorden i gatene, mine jomfruer og mine unge menn er falt for sverdet; du slo ihjel på din vredes dag, du slaktet uten skånsel.

22 Som på en høitidsdag kalte du redsler over mig fra alle kanter, og det var ikke på Herrens vredes dag nogen som slapp unda eller blev reddet; dem som jeg hadde båret på armen og opfostret, dem ødela min fiende.