1 Men mens de talte til folket, kom prestene og høvedsmannen for tempelvakten og sadduseerne over dem;
2 de harmedes over at de lærte folket og forkynte i Jesus opstandelsen fra de døde,
3 og de la hånd på dem og satte dem i fengsel til den næste dag; for det var alt aften.
4 Men mange av dem som hadde hørt ordet, kom til troen, og tallet på mennene blev omkring fem tusen.
5 Dagen efter skjedde det da at deres rådsherrer og eldste og skriftlærde samlet sig i Jerusalem,
6 og med dem ypperstepresten Annas og Kaifas og Johannes og Aleksander og så mange som var av yppersteprestelig ætt,
7 og de stilte dem frem midt iblandt sig og spurte dem: Ved hvilken kraft eller ved hvilket navn gjorde I dette?
8 Da sa Peter til dem, fylt av den Hellige Ånd: I folkets rådsherrer og Israels eldste!
9 Når vi idag blir tatt i forhør for en velgjerning mot et sykt menneske, om hvad han er helbredet ved,
10 da være det vitterlig for eder alle og for hele Israels folk at ved Jesu Kristi, nasareerens navn, han som I korsfestet, han som Gud opvakte fra de døde, ved ham står denne helbredet for eders øine.
11 Han er den sten som blev forkastet av eder, I bygningsmenn, men som er blitt hjørnesten.
12 Og det er ikke frelse i nogen annen; for det er heller ikke noget annet navn under himmelen, gitt blandt mennesker, ved hvilket vi skal bli frelst.
13 Men da de så Peters og Johannes' frimodighet og fikk vite at de var ulærde og lege menn, undret de sig, og de kjente dem igjen, at de hadde vært med Jesus;
14 og da de så mannen stå ved deres side, han som var blitt helbredet, kunde de ikke si imot.
15 De bød dem da gå ut fra rådet, og de rådførte sig med hverandre og sa:
16 Hvad skal vi gjøre med disse mennesker? for at et vitterlig tegn er gjort ved dem, det er åpenbart for alle som bor i Jerusalem, og det kan vi ikke nekte.
17 Men forat det ikke skal utbrede sig mere blandt folket, så la oss alvorlig true dem til ikke mere å tale i dette navn til noget menneske!
18 Så kalte de dem inn og bød dem at de aldeles ikke skulde tale eller lære i Jesu navn.
19 Men Peter og Johannes svarte dem: Døm selv om det er rett i Guds øine å lyde eder mere enn Gud!
20 for vi kan ikke la være å tale om det som vi har sett og hørt.
21 De truet dem da enn mere, og så lot de dem gå, da de for folkets skyld ikke fant nogen råd til å straffe dem; for alle priste Gud for det som var skjedd;
22 for han var mere enn firti år gammel den mann som dette helbredelsestegn hadde hendt med.
23 Da de nu var løslatt, kom de til sine egne og fortalte dem alt det yppersteprestene og de eldste hadde sagt til dem.
24 Da de hørte det, løftet de samdrektig sin røst til Gud og sa: Herre! du som gjorde himmelen og jorden og havet og alt det som i dem er,
25 du som ved din tjener Davids munn sa: Hvorfor fnyste hedningene og grundet folkene på det som fåfengt er?
26 Jordens konger steg frem, og høvdingene samlet sig sammen mot Herren og mot hans salvede -
27 ja i sannhet, i denne by samlet de sig mot din hellige tjener Jesus, som du salvet, både Herodes og Pontius Pilatus med hedningene og Israels folk,
28 for å gjøre det som din hånd og ditt råd forut hadde besluttet skulde skje.
29 Og nu, Herre! hold øie med deres trusler, og gi dine tjenere å tale ditt ord med all frimodighet,
30 idet du rekker din hånd ut til helbredelse og til tegn og undergjerninger ved din hellige tjener Jesu navn.
31 Og da de hadde bedt, skalv det sted hvor de var samlet, og de blev alle fylt med den Hellige And, og de talte Guds ord med frimodighet.
32 Men hele flokken av dem som var kommet til troen, hadde ett hjerte og en sjel, og ikke en sa om noget av sitt gods at det var hans eget de hadde alt felles.
33 Og med stor kraft bar apostlene frem vidnesbyrdet om den Herre Jesu opstandelse, og det var stor nåde over dem alle.
34 For det var heller ikke nogen trengende iblandt dem; for alle som eide akrer eller hus, solgte dem og bar frem verdien av det de hadde solgt,
35 og la det for apostlenes føtter, og det blev delt ut til enhver efter som han hadde trang til.
36 Og Josef, som av apostlene hadde fått tilnavnet Barnabas, det er utlagt: formaningens sønn, en levitt, født på Kypern, som eide en aker, solgte den og bar frem pengene og la dem for apostlenes føtter.
1 And as they are speaking unto the people, there came to them the priests, and the magistrate of the temple, and the Sadducees --
2 being grieved because of their teaching the people, and preaching in Jesus the rising again out of the dead --
3 and they laid hands upon them, and did put them in custody unto the morrow, for it was evening already;
4 and many of those hearing the word did believe, and the number of the men became, as it were, five thousand.
5 And it came to pass upon the morrow, there were gathered together of them the rulers, and elders, and scribes, to Jerusalem,
6 and Annas the chief priest, and Caiaphas, and John, and Alexander, and as many as were of the kindred of the chief priest,
7 and having set them in the midst, they were inquiring, `In what power, or in what name did ye do this?`
8 Then Peter, having been filled with the Holy Spirit, said unto them: `Rulers of the people, and elders of Israel,
9 if we to-day are examined concerning the good deed to the ailing man, by whom he hath been saved,
10 be it known to all of you, and to all the people of Israel, that in the name of Jesus Christ of Nazareth, whom ye did crucify, whom God did raise out of the dead, in him hath this one stood by before you whole.
11 `This is the stone that was set at nought by you -- the builders, that became head of a corner;
12 and there is not salvation in any other, for there is no other name under the heaven that hath been given among men, in which it behoveth us to be saved.`
13 And beholding the openness of Peter and John, and having perceived that they are men unlettered and plebeian, they were wondering -- they were taking knowledge also of them that with Jesus they had been --
14 and seeing the man standing with them who hath been healed, they had nothing to say against [it],
15 and having commanded them to go away out of the sanhedrim, they took counsel with one another,
16 saying, `What shall we do to these men? because that, indeed, a notable sign hath been done through them, to all those dwelling in Jerusalem [is] manifest, and we are not able to deny [it];
17 but that it may spread no further toward the people, let us strictly threaten them no more to speak in this name to any man.`
18 And having called them, they charged them not to speak at all, nor to teach, in the name of Jesus,
19 and Peter and John answering unto them said, `Whether it is righteous before God to hearken to you rather than to God, judge ye;
20 for we cannot but speak what we did see and hear.`
21 And they having further threatened [them], let them go, finding nothing how they may punish them, because of the people, because all were glorifying God for that which hath been done,
22 for above forty years of age was the man upon whom had been done this sign of the healing.
23 And being let go, they went unto their own friends, and declared whatever the chief priests and the elders said unto them,
24 and they having heard, with one accord did lift up the voice unto God, and said, `Lord, thou [art] God, who didst make the heaven, and the earth, and the sea, and all that [are] in them,
25 who, through the mouth of David thy servant, did say, Why did nations rage, and peoples meditate vain things?
26 the kings of the earth stood up, and the rulers were gathered together against the Lord and against His Christ;
27 for gathered together of a truth against Thy holy child Jesus, whom Thou didst anoint, were both Herod and Pontius Pilate, with nations and peoples of Israel,
28 to do whatever Thy hand and Thy counsel did determine before to come to pass.
29 `And now, Lord, look upon their threatenings, and grant to Thy servants with all freedom to speak Thy word,
30 in the stretching forth of Thy hand, for healing, and signs, and wonders, to come to pass through the name of Thy holy child Jesus.`
31 And they having prayed, the place was shaken in which they were gathered together, and they were all filled with the Holy Spirit, and were speaking the word of God with freedom,
32 and of the multitude of those who did believe the heart and the soul was one, and not one was saying that anything of the things he had was his own, but all things were to them in common.
33 And with great power were the apostles giving the testimony to the rising again of the Lord Jesus, great grace also was on them all,
34 for there was not any one among them who did lack, for as many as were possessors of fields, or houses, selling [them], were bringing the prices of the thing sold,
35 and were laying them at the feet of the apostles, and distribution was being made to each according as any one had need.
36 And Joses, who was surnamed by the apostles Barnabas -- which is, having been interpreted, Son of Comfort -- a Levite, of Cyprus by birth,
37 a field being his, having sold [it], brought the money and laid [it] at the feet of the apostles.