1 Ai dos que descem ao Egito em busca de socorro, e se estribam em cavalos; ai dos que confiam em carros, por serem muitos e em cavaleiros, por serem fortes; porém não olham para o Santo de Israel, nem buscam a Jeová!

2 Contudo também ele é sábio: fará vir o mal, não deixará de cumprir as suas palavras, mas levantar-se-á contra a casa dos malfeitores, e contra o auxílio dos que obram a iniqüidade.

3 Ora os egípcios são homens e não Deus; os seus cavaleiros são carne, e não espírito. Quando Jeová estender a mão tanto tropeçará quem dá o auxílio, como cairá quem recebe o auxílio, e todos juntamente serão consumidos.

4 Pois assim me diz Jeová: Assim como ruge sobre a sua presa o leão, o cachorro do leão, contra o qual se convoca um tropel de pastores e não se espanta da vozeria deles nem pelo seu alarido se abate, assim descerá Jeová dos exércitos para pelejar sobre o monte de Sião, e sobre o seu outeiro.

5 Como aves quando adejam, assim Jeová dos exércitos protegerá a Jerusalém, protegendo e livrando, passando e pondo a salvo.

6 Voltai-vos, filhos de Israel, para aquele contra quem vos tendes profundamente rebelado.

7 Pois naquele dia lançará fora cada um os seus ídolos de prata, e os seus ídolos de ouro, que vos fabricaram as vossas mãos para pecardes.

8 Então o assírio cairá pela espada, não de homem; e a espada, não de homem, o devorará: fugirá diante da espada, e os seus mancebos serão condenados a trabalhos forçados.

9 Devido ao terror desaparecerá a sua rocha, e os seus príncipes se assombrarão do estandarte, diz Jeová, cujo fogo está em Sião, e cuja fornalha em Jerusalém.

1 Ve dem som farer ned til Egypten efter hjelp og setter sin lit til hester og stoler på vogner fordi de er mange, og på hestfolk fordi de er så tallrike, men ikke vender sine øine til Israels Hellige og ikke søker Herren!

2 Men også han er vis, han lar ulykke komme, og sine ord tar han ikke tilbake; men han reiser sig mot de ondes hus og mot deres hjelp som gjør urett.

3 Og egypterne er mennesker og ikke Gud, og deres hester er kjøtt og ikke ånd, og Herren skal rekke ut sin hånd, og hjelperen skal snuble, og den hjulpne falle, og de skal omkomme alle sammen.

4 For så sa Herren til mig: Likesom en løve, en ungløve, knurrer over sitt rov, om en hel flokk hyrder kalles sammen mot den, og ikke skremmes av deres skrik og ikke blir redd for den støi de gjør, således skal Herren, hærskarenes Gud, fare ned for å stride mot Sions berg og mot Jerusalem-haugen.

5 Som fuglene breder ut sine vinger, således skal Herren, hærskarenes Gud, verne Jerusalem, verne og frelse, gå forbi* og redde. / {* som i Egypten; 2MO 12, 13. 23.}

6 Vend om til ham som I er falt fra så dypt, I Israels barn!

7 For på den tid skal hver av eder forkaste sine sølvguder og gullguder, som eders hender har gjort eder til å synde med.

8 Og Assur skal falle for et sverd som ikke er en manns, og et sverd som ikke er et menneskes, skal fortære ham, og han skal rømme for sverdet, og hans unge menn skal bli træler.

9 Og hans klippe* skal rømme i redsel, og hans fyrster skal skremmes bort fra sitt banner, sier Herren, han som har sin ild i Sion og sin ovn i Jerusalem. / {* Assyrias mektige konge; 2KG 19, 36 fg.}