1 Chama para ver se te respondem; a qual dos santos te dirigirás?

2 O arrebatamento mata o insensato, a inveja leva o tolo à morte.

3 Vi o insensato deitar raiz, e de repente sua morada apodreceu.

4 Seus filhos são privados de qualquer socorro, são pisados à porta, ninguém os defende.

5 O faminto come sua colheita e a leva embora, por detrás da cerca de espinhos, e os sequiosos engolem seus bens.

6 Pois o mal não sai do pó, e o sofrimento não brota da terra:

7 é o homem quem causa o sofrimento como as faíscas voam no ar.

8 Por isso, eu rogarei a Deus, apresentarei minha súplica ao Senhor.

9 Ele faz coisas grandes e insondáveis, maravilhas incalculáveis;

10 espalha a chuva sobre a terra, e derrama as águas sobre os campos;

11 exalta os humildes, e dá nova alegria aos que estão de luto;

12 frustra os projetos dos maus, cujas mãos não podem executar os planos;

13 apanha os jeitosos em suas próprias manhas, e os projetos dos astutos se tornam prematuros;

14 em pleno dia encontram as trevas, e andam às apalpadelas ao meio-dia como se fosse noite.

15 Salva o fraco da espada da língua deles, e o pobre da mão do poderoso;

16 volta a esperança ao infeliz, e é fechada a boca da iniqüidade.

17 Bem-aventurado o homem a quem Deus corrige! Não desprezes a lição do Todo-poderoso,

18 pois ele fere e cuida; se golpeia, sua mão cura.

19 Seis vezes te salvará da angústia, e, na sétima, o mal não te atingirá.

20 No tempo de fome, te preservará da morte, e, no combate, do gume da espada;

21 estarás a coberto do açoite da língua, não terás medo quando vires a ruína;

22 rirás das calamidades e da fome, não temerás as feras selvagens.

23 Farás um pacto com as pedras do chão, e os animais dos campos estarão em paz contigo.

24 Dentro de tua tenda conhecerás a paz, visitarás tuas terras, onde nada faltará;

25 verás tua posteridade multiplicar-se, e teus descendentes crescerem como a erva dos campos.

26 Entrarás maduro no sepulcro, como um feixe de trigo que se recolhe a seu tempo.

27 Eis o que observamos; é assim; eis o que aprendemos; tira proveito disso.

1 Rop du bare! Er det vel nogen som svarer dig? Og til hvem av de hellige vil du vende dig?

2 For harme slår dåren ihjel, og vrede dreper den tåpelige.

3 Jeg så en dåre skyte røtter; men med ett måtte jeg rope ve over hans bolig.

4 Hans barn var uten hjelp; de blev trådt ned i porten, og det var ingen som frelste dem.

5 De hungrige åt op hans avling, ja, midt ut av torner hentet de den, og snaren lurte på hans gods.

6 For ikke skyter ulykke op av støvet, og møie spirer ikke frem av jorden;

7 men mennesket fødes til møie, likesom ildens gnister flyver høit i været.

8 Men jeg vilde* vende mig til Gud og overlate min sak til ham, / {* om jeg var i ditt sted.}

9 han som gjør store, uransakelige ting, under uten tall,

10 som sender regn utover jorden og lar vann strømme utover markene,

11 som ophøier de ringe og lar de sørgende nå frem til frelse,

12 som gjør de kløktiges råd til intet, så deres hender ikke får utrettet noget som varer,

13 han som fanger de vise i deres kløkt og lar de listiges råd bli forhastet;

14 om dagen støter de på mørke, og om middagen famler de som om natten.

15 Og således frelser han den fattige fra sverdet, fra deres munn og fra den sterkes hånd,

16 og det blir håp for den ringe, og ondskapen må lukke sin munn.

17 Ja, salig er det menneske Gud refser, og den Allmektiges tukt må du ikke akte ringe!

18 For han sårer, og han forbinder; han slår, og hans hender læger.

19 I seks trengsler skal han berge dig, og i den syvende skal intet ondt røre dig.

20 I hungersnød frir han dig fra døden og i krig fra sverdets vold.

21 For tungens svepe skal du være skjult, og du skal ikke frykte når ødeleggelsen kommer.

22 Ødeleggelse og hunger skal du le av, og for jordens ville dyr skal du ikke frykte;

23 for med markens stener står du i pakt, og markens ville dyr holder fred med dig.

24 Og du skal få se at ditt telt er trygt, og ser du over din eiendom, skal du intet savne.

25 Og du skal få se at din ætt blir tallrik, og dine efterkommere som jordens urter.

26 Du skal i fullmoden alder gå i graven, likesom kornbånd føres inn sin tid.

27 Se, dette er det vi har utgransket, og således er det. Hør det og merk dig det!