1 骚乱平息以后， 保罗派人把门徒请了来， 劝勉一番， 就辞别起行， 往马其顿去。
2 他走遍那一带地方， 用许多话劝勉众人， 然后来到希腊。
3 他在那里住了三个月， 正要坐船往叙利亚去的时候， 有些犹太人设计要害他， 他就决意路经马其顿回去。
4 与他同行的有比里亚人毕罗斯的儿子所巴特， 帖撒罗尼迦人亚里达古和西公都， 特庇人该犹和提摩太， 亚西亚人推基古和特罗非摩。
5 这些人先走， 在特罗亚等候我们。
6 至于我们， 过了除酵节才从腓立比开船， 五天后到特罗亚他们那里， 逗留了七天。
7 礼拜日， 我们聚会擘饼的时候， 保罗对大家讲道， 他因第二天就要起行， 就一直讲到半夜。
8 我们聚会的那座楼上， 有许多灯火。
9 有一个少年人， 名叫犹推古， 坐在窗台上， 因为保罗讲得很长， 他很困倦， 沉沉地睡着了， 就从三楼跌下来； 把他扶起来的时候， 已经死了。
10 保罗走下去， 伏在他身上； 把他抱住， 说： "你们不要惊慌， 他还活着。"
11 随即回到楼上， 擘饼吃了， 又讲了很久， 直到天亮才走。
12 他们把活着的孩子带走， 得到很大的安慰。
13 我们先上船， 开往亚朔， 照着保罗的安排， 要在那边接他， 因为他自己要走陆路去。
14 他在亚朔与我们会合， 我们接他上船， 去到米推利尼。
15 从那里开船， 第二天到了基阿对面， 过了一天就在撒摩靠岸， 再过一天到了米利都。
16 原来保罗决定越过以弗所， 免得在亚西亚耽搁时间， 因为他希望能在五旬节赶到耶路撒冷。
17 他从米利都派人去以弗所， 请教会的长老来。
18 他们到了， 保罗说： "你们知道， 自从我到了亚西亚的第一天， 我一直怎样跟你们相处， 怎样服事主，
19 凡事谦卑， 常常流泪， 忍受犹太人谋害的试炼。
20 你们也知道， 我从来没有留下一件有益的事， 不在众人面前或在家里告诉你们， 教导你们。
21 我对犹太人和希腊人都作过见证， 要他们悔改归向 神， 信靠我们的主耶稣。
22 现在， 我的心灵受到催逼， 要去耶路撒冷， 我不知道在那里会遭遇什么事，
23 只知道在各城里圣灵都向我指明， 说有捆锁和患难在等着我。
24 但我并不珍惜自己的性命， 只求跑完我的路程， 完成我从主耶稣所领受的职分， 为 神恩惠的福音作见证。
25 "我曾在你们那里走遍各地， 宣扬 神的国。现在， 我知道你们众人不会再见我的面了。
26 所以我今天向你们作证， 我是清白的， 与众人的罪（"罪"原文作"血"）无关。
27 因为 神的全部计划， 我已经毫无保留地传给你们了。
28 圣灵既然立你们为全群的监督， 牧养 神用自己的血所赎来的教会， 你们就应当为自己谨慎， 也为全群谨慎。
29 我知道在我离开之后， 必有凶暴的豺狼进入你们中间， 不顾惜羊群。
30 你们自己中间也必有人起来， 讲些歪曲悖谬的话， 引诱门徒跟从他们。
31 所以你们应当警醒， 记念我三年之久， 昼夜不停地带着眼泪劝戒你们各人。
32 现在我把你们交托给 神和他恩惠的道； 这道能建立你们， 也能在所有成圣的人中赐基业给你们。
33 我从来没有贪图任何人的金银或衣服。
34 我这两只手， 供应了我和同伴的需要， 这是你们自己知道的。
35 我凡事以身作则， 你们必须照样辛劳， 扶助软弱的人， 并且记念主耶稣的话： ‘施比受更为有福。’"
36 他说了这些话， 就跪下来同大家一起祷告。
37 众人都痛哭， 伏在保罗的颈上， 与他亲嘴。
38 他们最伤心的， 是保罗说他们不会再见他的面那句话。最后他们送他上了船。
1 Da nu opstyret hadde lagt sig, kalte Paulus disiplene til sig og for mante dem og bød dem farvel; så drog han avsted for å fare til Makedonia.
2 Efterat han nu hadde reist gjennem disse landskaper og hadde formant dem med mange ord, kom han til Grekenland;
3 der blev han i tre måneder, og fordi jødene lurte på ham da han var i ferd med å seile til Syria, satte han sig fore å vende tilbake gjennem Makedonia.
4 Han hadde da følge til Asia av Sopater, Pyrrus' sønn, fra Berøa, og blandt tessalonikerne av Aristarkus og Sekundus, og av Gajus fra Derbe og Timoteus, og av Tykikus og Trofimus fra Asia.
5 Disse drog i forveien og bidde på oss i Troas;
6 men vi seilte ut fra Filippi efter de usyrede brøds dager, og kom fem dager efter til dem i Troas; der blev vi i syv dager.
7 På den første dag i uken var vi samlet for å bryte brødet; Paulus holdt da samtaler med dem, for han skulde fare derfra den næste dag, og han drog sin tale ut like til midt på natten.
8 Det var mange lamper i salen hvor vi var samlet.
9 Men en ung mann ved navn Eutykus satt i vinduet og var falt i dyp søvn, da Paulus talte med dem i lang tid, og i søvne styrtet han ut og falt ned fra tredje stokkverk, Og blev tatt død op.
10 Men Paulus gikk ned og kastet sig over ham og favnet ham og sa: Vær ikke urolige! hans sjel er i ham.
11 Så gikk han op igjen og brøt brødet og åt av det; og efterat han hadde talt lenge med dem, like til daggry, drog han avsted.
12 De førte da gutten levende bort og blev høilig trøstet.
13 Vi hadde imens gått ombord i skibet og seilte til Assus, hvor vi skulde ta Paulus ombord; for det hadde han pålagt oss; selv vilde han gå til fots.
14 Da han nu møtte oss i Assus, tok vi ham ombord, og kom til Mitylene,
15 Og derfra seilte vi videre og kom den næste dag bent ut for Kios; annen dag gikk vi innom Samos og lå over i Trogillium, og kom dagen efter til Milet.
16 For Paulus hadde satt sig fore å seile Efesus forbi, så han ikke skulde bli heftet i Asia; for han hastet for å nå frem til Jerusalem til pinsedag, om det var ham mulig.
17 Fra Milet sendte han da bud til Efesus og kalte menighetens eldste til sig.
18 Da de var kommet til ham, sa han til dem: I vet hvordan min ferd iblandt eder var hele tiden fra den første dag jeg kom til Asia,
19 at jeg tjente Herren med all ydmykhet og under tårer og prøvelser som jeg måtte utstå ved jødenes efterstrebelser;
20 hvorledes jeg ikke holdt tilbake noget av det som kunde være eder til gagn, men forkynte eder det og lærte eder det offentlig og i husene,
21 idet jeg vidnet både for jøder og for grekere om omvendelsen til Gud og troen på vår Herre Jesus Kristus.
22 Og nu se, bundet av Ånden drar jeg til Jerusalem, og vet ikke hvad som skal møte mig der,
23 men bare at den Hellige Ånd i by efter by vidner for mig og sier at bånd og trengsler venter mig.
24 Men for mig selv akter jeg ikke mitt liv et ord verdt, når jeg bare kan fullende mitt løp og den tjeneste som jeg fikk av den Herre Jesus: å vidne om Guds nådes evangelium.
25 Og nu, se, jeg vet at I aldri mere skal se mitt åsyn, alle I som jeg gikk omkring iblandt og forkynte riket.
26 Derfor vidner jeg for eder på denne dag at jeg er ren for alles blod;
27 for jeg holdt ikke noget tilbake, men forkynte eder hele Guds råd.
28 Så gi da akt på eder selv, og på hele den hjord som den Hellige Ånd satte eder til tilsynsmenn i, for å vokte Guds menighet, som han vant sig ved sitt eget blod!
29 Jeg vet at efter min bortgang skal det komme glupende ulver inn blandt eder, som ikke skåner hjorden;
30 ja, blandt eder selv skal det fremstå menn som fører forvendt tale for å lokke disiplene efter sig.
31 Våk derfor, og kom i hu at jeg i tre år ikke holdt op, hverken natt eller dag, å formane hver eneste en med tårer!
32 Og nu overgir jeg eder til Gud og hans nådes ord, han som er mektig til å opbygge eder og gi eder arvelodd blandt alle dem som er blitt helliget.
33 Jeg attrådde ikke sølv eller gull eller klær av nogen;
34 I vet selv at det jeg selv trengte, og de som var med mig, det har disse hender arbeidet for.
35 I alle deler viste jeg eder at således bør vi ved strevsomt arbeid ta oss av de skrøpelige og komme den Herre Jesu ord i hu, som han selv har sagt: Det er saligere å gi enn å ta.
36 Da han hadde sagt dette, falt han på kne og bad sammen med dem alle.
37 De brast da alle i sterk gråt, og de falt Paulus om halsen og kysset ham;
38 men mest sørget de over det ord han hadde sagt, at de aldri mere skulde se hans åsyn. Derefter fulgte de ham til skibet.