1 他们决定要我们坐船往意大利去， 就把保罗和别的囚犯， 交给皇家军营里的一个百夫长， 名叫犹流。
2 有一艘亚大米田来的船， 要开往亚西亚沿岸一带的地方， 我们上去， 船就开了。跟我们在一起的， 还有马其顿的帖撒罗尼迦人亚里达古。
3 第二天到了西顿， 犹流宽待保罗， 准他去看看朋友， 接受他们的招待。
4 我们又从那里开船， 因为逆风， 就沿着塞浦路斯背风而行。
5 渡过基利家和旁非利亚对开的海面， 就到了吕家的每拉。
6 百夫长在那里找到一艘亚历山太来的船， 要开往意大利去， 就叫我们上了那船。
7 一连几天， 船都走得很慢， 好不容易才到了革尼土的对面。因为有风阻挡着我们， 就沿着克里特背风而行， 从撒摩尼对面经过，
8 沿着海岸行驶， 航程很艰难， 后来才到了靠近拉西亚城一个名叫美港的地方。
9 过了相当的时候， 连禁食节也过去了， 所以航行很危险， 保罗就劝告他们， 说：
10 "各位， 我看这次航行， 不单货物和船只要遭到损失， 大受破坏， 连我们的性命也难保。"
11 但百夫长宁愿相信船长和船主的话， 却不相信保罗所说的。
12 而且这港口不适宜过冬， 所以大多数人主张离开那里， 也许可以到非尼基去过冬。非尼基是克里特的一个港口， 一面向西南， 一面向西北。
13 这时南风徐徐地吹来， 他们以为风势有利， 就起锚沿着克里特航行。
14 可是过了不久， 有一股名叫"友拉革罗"（"友拉革罗"意即"东北风"）的飓风， 向岛上吹袭。
15 船给风困住了， 不能迎风前行， 只好随着风向飘流。
16 有一个小岛名叫高达， 我们就在这岛的背风岸急航， 好不容易才把救生艇拉住。
17 水手把艇拉上来， 用缆索绕过船身捆好。他们怕船在赛耳底搁浅， 就收下船帆， 任船飘流。
18 风浪把我们颠簸得很厉害， 第二天他们就把货物拋在海里，
19 第三天又亲手把船上的用具扔掉。
20 好几天， 都看不见星星和太阳， 狂风大浪催逼着我们， 这样看来， 我们连生还的希望都没有了。
21 大家很久没有吃饭了， 保罗就站在他们中间， 说： "各位， 你们本来应该听我的话不离开克里特， 就不会遭受这场损失和破坏了。
22 现在我劝你们放心。除了这艘船以外， 你们没有一个人会丧命的。
23 因为我所归属所事奉的 神， 他的使者昨天夜里站在我的旁边， 说：
24 ‘保罗， 不要怕。你必定可以站在凯撒面前； 神已经把那些和你同船的人赐给你了。’
25 所以， 各位请放心。我相信 神对我怎样说， 也必怎样成就。
26 不过我们必会搁浅在一个海岛上。"
27 到了第十四天的晚上， 我们在亚得里亚海飘来飘去。约在半夜的时候， 水手以为接近了陆地，
28 就探测一下， 深三十六公尺； 稍往前行， 再探测一下， 深二十七公尺。
29 他们怕我们会在乱石上搁浅， 就从船尾拋下四个锚， 期待着天亮。
30 水手们想要离船逃走， 就把救生艇放在海上， 假装要从船头拋锚的样子。
31 保罗对百夫长和士兵说： "这些人若不留在船上， 你们就性命难保！ "
32 于是士兵砍断救生艇的绳子， 任它掉下去。
33 天快亮的时候， 保罗劝大家吃饭， 说： "你们一直不吃东西， 挨饿苦候， 到今天已经十四天了！
34 所以， 我劝你们吃点饭， 这可以维持你们的性命！ 因为你们没有人会失掉一根头发。"
35 保罗说了这话， 就拿起饼来， 在众人面前感谢 神， 然后擘开来吃。
36 于是大家都安心吃饭了。
37 我们在船上的共有二百七十六人，
38 大家吃饱了， 把麦子拋在海里， 好减轻船的负荷。
39 天亮的时候， 他们不认得那个地方， 只看见一个可以登岸的海湾， 就有意尽可能把船拢岸。
40 于是把锚砍掉， 丢在海里， 同时又松开舵绳， 拉起前帆， 顺风向岸驶去。
41 但在海水夹流的地方， 船就搁了浅， 船头胶着不动， 船尾被海浪冲击， 就损坏了。
42 士兵想把囚犯都杀掉， 免得有人游泳逃脱。
43 但百夫长想要救保罗， 就阻止他们这样行。他吩咐会游泳的跳下水去， 先到岸上，
44 其余的人可以用木板， 或船上的器具上岸。这样， 大家都安全地上岸了。
1 Da det nu var avgjort at vi skulde seile avsted til Italia, overgav de både Paulus og nogen andre fanger til en høvedsmann ved navn Julius ved den keiserlige hærdeling.
2 Vi gikk da ombord på et skib fra Adramyttium som skulde seile til stedene langs Asia-landet, og så fór vi ut; Aristarkus, en makedonier fra Tessalonika, var med oss.
3 Den annen dag løp vi inn til Sidon, og Julius, som var menneskekjærlig mot Paulus, gav ham lov til å gå til sine venner og nyte godt av deres omsorg.
4 Derfra fór vi videre og seilte inn under Kypern, fordi vinden var imot,
5 og efterat vi hadde seilt over havet ved Kilikia og Pamfylia, kom vi til Myra i Lykia.
6 Der fant høvedsmannen et skib fra Aleksandria som skulde til Italia, og han førte oss ombord på det.
7 I mange dager gikk det nu smått med seilingen, og vi vant med nød og neppe frem imot Knidus; da vinden var imot, holdt vi ned under Kreta ved Salmone,
8 og det var så vidt vi kom der forbi og nådde frem til et sted som kalles Godhavn, nær ved en by Lasea.
9 Da nu en lang tid var gått, og det allerede var farlig å ferdes på sjøen, fordi det alt var over fasten, advarte Paulus dem og sa:
10 I menn! jeg ser at sjøferden vil være et vågestykke og medføre stor skade, ikke bare for ladning og skib, men også for vårt liv.
11 Men høvedsmannen satte mere lit til styrmannen og skipperen enn til det som Paulus sa.
12 Og da havnen var uhøvelig til vinterleie, blev de fleste enige om at de skulde fare ut også derfra, om de måskje kunde vinne frem og ta vinterhavn i Føniks, en havn på Kreta, som vender mot sydvest og nordvest.
13 Da det nu blåste en svak sønnenvind, tenkte de at de kunde fullføre sitt forsett; de lettet da, og seilte nær land langsmed Kreta.
14 Men ikke lenge efter kom en hvirvelvind som kalles eurakylon, og kastet sig mot øen;
15 da skibet blev grepet av den og ikke kunde holde sig op mot vinden, gav vi det op og lot oss drive.
16 Vi løp da under en liten ø som kalles Klauda, og det var med nød at vi fikk berget båten;
17 da de hadde fått den ombord, grep de til nødhjelp og slo taug om skibet. Og da de fryktet for å drive ned på Syrten, firte de seilet ned, og drev således.
18 Da vi nu led meget ondt av været, kastet de næste dag ladningen overbord,
19 og den tredje dag kastet vi med egne hender skibets redskap i sjøen.
20 Da nu hverken sol eller stjerner lot sig se på flere dager, og et svært uvær var over oss, var det fra nu av forbi med alt håp om redning.
21 Og da de ikke hadde fått mat på lenge, stod Paulus frem midt iblandt dem og sa: I menn! I burde ha lydt mitt råd og ikke faret ut fra Kreta, så I hadde spart eder for dette vågestykke og denne skade.
22 Og nu ber jeg eder være ved godt mot; for ingen sjel iblandt eder skal forgå, men bare skibet.
23 For i denne natt stod for mig en engel fra den Gud som jeg tilhører, som jeg også tjener, og sa:
24 Frykt ikke, Paulus! du skal stå frem for keiseren, og se, Gud har gitt dig alle dem som seiler med dig, til gave.
25 Derfor vær ved godt mot, I menn! for jeg setter min lit til Gud at det skal bli så som det er sagt mig.
26 Men vi skal strande på en eller annen ø.
27 Da nu den fjortende natt kom, mens vi drev omkring i Adriaterhavet, skjønte sjøfolkene midt på natten at det bar nær mot land.
28 Og da de loddet, fant de tyve favner; men da de var kommet et lite stykke derfra og loddet igjen, fant de femten favner;
29 og da de fryktet for at de kanskje kunde støte på skjær, kastet de fire anker ut fra bakstavnen, og ønsket at det vilde bli dag.
30 Men sjøfolkene søkte å rømme bort fra skibet og firte båten ned i havet, idet de lot som om de vilde legge ankere ut fra forstavnen;
31 da sa Paulus til høvedsmannen og til krigsfolket: Dersom ikke disse blir ombord i skibet, kan I ikke bli berget.
32 Da kappet krigsfolket taugene på båten og lot den falle.
33 Da det nu led mot dag, bad Paulus alle ta føde til sig, og han sa: Dette er nu den fjortende dag at I venter og lar være å ete og ikke tar noget til eder.
34 Derfor ber jeg eder ta føde til eder; dette hører med til eders redning; for det skal ikke falle et hår av hodet på nogen iblandt eder.
35 Da han hadde sagt dette, tok han et brød, takket Gud for alles øine og brøt det og begynte å ete;
36 da blev de alle frimodige og tok føde til sig de også.
37 Vi var i alt to hundre og seks og sytti sjeler på skibet.
38 Og da de var blitt mette, lettet de skibet ved å kaste levnetsmidlene i havet.
39 Da det nu blev dag, kjente de ikke landet, men de blev var en vik som hadde en strand; der bestemte de sig til å sette skibet på land om det var mulig.
40 De kappet da ankerne og lot dem falle i havet, og løste tillike de taug som de hadde surret rorene med; så heiste de seilet for vinden og holdt ned på stranden.
41 Men de drev inn på en grunn som hadde dypt hav på begge sider; her støtte de på med skibet, og forskibet løp sig fast og stod urørlig, men akterskibet blev sønderslått av brenningene.
42 Krigsfolket vilde nu drepe fangene, forat ikke nogen av dem skulde svømme bort og rømme;
43 men høvedsmannen, som vilde frelse Paulus, hindret dem i deres råd, og bød at de som kunde svømme, skulde først kaste sig ut og komme i land,
44 og så de andre, dels på planker, dels på stykker av skibet. Og på denne vis gikk det så at alle berget sig i land.