1 Da tok Elifas fra Teman til orde og sa:

2 Om en prøvde å tale et ord til dig, vilde du da ta det ille op? Men hvem kan vel holde sine ord tilbake?

3 Du har selv vist mange til rette, og maktløse hender styrket du;

4 dine ord reiste den snublende op, og synkende knær gjorde du sterke.

5 Men nu, når det gjelder dig selv, blir du utålmodig, når det rammer dig, blir du forferdet.

6 Er ikke din gudsfrykt din tillit, din ulastelige ferd ditt håp?

7 Tenk efter: Hvem omkom uskyldig, og hvor gikk rettskafne til grunne?

8 Efter det jeg har sett, har de som pløide urett og sådde nød, også høstet det.

9 De omkom for Guds ånde, og for hans vredes pust blev de til intet.

10 Løvens brøl og dens fryktelige røst hørtes ikke lenger, og ungløvenes tenner blev knust.

11 Løven omkom av mangel på rov, og løvinnens unger blev adspredt.

12 Og til mig stjal sig et ord; det lød for mitt øre som en hvisken,

13 under skiftende tanker ved nattlige syner, når dyp søvn faller på menneskene.

14 Frykt og beven kom over mig, så alle mine ben tok til å skjelve.

15 Og en ånd fór forbi mitt åsyn; hårene på mitt legeme reiste sig.

16 Den blev stående, men jeg skjelnet ikke klart hvorledes den så ut - det var en skikkelse som stod der for mine øine; jeg hørte en stille susen og en røst:

17 Er et menneske rettferdig for Gud, eller en mann ren for sin skaper?

18 Se, på sine tjenere stoler han ikke, og hos sine engler finner han feil*, / {* d.e. ufullkommenhet.}

19 hvor meget mere da hos dem som bor i hus av ler, og som har sin grunnvoll i støvet - de som knuses lettere enn møll.

20 Fra morgen til aften - så er de sønderslått; uten at nogen akter på det, går de til grunne for alltid.

21 Blir ikke teltsnoren dradd ut* hos dem? De dør, men ikke i visdom. / {* så deres jordiske telt (2KO 5, 1.) faller sammen.}

1 Alors Éliphaz, de Théman, prit la parole, et dit:

2 Si l'on tente de te parler, te fâcheras-tu? Mais qui pourrait retenir ses paroles?

3 Voici, tu as souvent instruit les autres, et tu as fortifié les mains affaiblies;

4 Tes paroles ont relevé ceux qui chancelaient, et tu as raffermi les genoux qui pliaient.

5 Et maintenant que le malheur t'arrive, tu te fâches; et parce qu'il t'a atteint, tu es tout éperdu!

6 Ta piété ne fait-elle pas ta confiance? Ton espérance, n'est-ce pas l'intégrité de tes voies?

7 Cherche dans ta mémoire; quel est l'innocent qui a péri, et où des justes ont-ils été exterminés?

8 Pour moi, j'ai vu que ceux qui labourent l'iniquité et qui sèment la peine, la moissonnent.

9 Ils périssent par le souffle de Dieu, et ils sont consumés par le vent de sa colère.

10 Le rugissement du lion, le cri du grand lion cesse, et les dents du lionceau sont anéanties;

11 Le lion périt faute de proie, et les petits de la lionne sont dispersés.

12 Une parole m'est furtivement arrivée, et mon oreille en a saisi le murmure.

13 Au milieu de mes pensées, pendant les visions de la nuit, quand un profond sommeil tombe sur les humains,

14 Une frayeur et un tremblement me saisirent, et effrayèrent tous mes os.

15 Un esprit passa devant moi, et fit hérisser le poil de ma chair.

16 Il se tint là et je ne reconnus pas son visage; une figure était devant mes yeux. Il y eut un silence; et j'entendis une voix:

18 Voici, il ne se fie pas à ses serviteurs, ni en ses messagers en lesquels il met sa lumière.

19 Combien plus chez ceux qui habitent des maisons d'argile, qui ont leurs fondements dans la poussière, qui sont consumés a la rencontre d’un vermisseaux!

20 Ils sont détruits du matin au soir; sans qu'on y prenne garde, ils périssent pour toujours.