1 大卫从拉玛的拿约逃走， 来见约拿单， 说： "我作了什么？我有什么罪孽？我在你父亲面前犯了什么罪， 他竟寻索我的性命呢？"

2 约拿单对他说： "绝对没有这事， 你必不会死。我父亲作事， 无论大小， 没有不让我知道的， 为什么这事他偏要隐瞒我呢？不会这样的。"

3 大卫再起誓说： "你父亲一定知道我在你眼中蒙恩， 就心里想： ‘不要让约拿单知道这事， 免得他伤心。’可是， 我指着永活的耶和华， 又指着你的性命起誓， 我离死只差一步。"

4 约拿单对大卫说： "你心里想要什么， 我必为你作成。"

5 大卫就对约拿单说： "你看， 明天是初一， 我本该与王一同坐席。但是， 求你容我去藏在田里， 直到后天晚上。

6 如果你父亲不见我在座， 你就说： ‘大卫恳求我让他赶回他的本城伯利恒去， 因为他全家在那里有献年祭的事。’

7 如果你父亲这样说： ‘好！ ’那么仆人就平安无事了； 如果他大大发怒， 你就知道， 他决意要害我了。

8 求你以慈爱待仆人， 因为你曾与仆人在耶和华面前立盟约。如果我有罪孽， 你就亲手把我杀死， 为什么要把我交给你父亲呢？"

9 约拿单说： "绝对没有这事， 如果我知道我父亲决意要害你， 我会不告诉你吗？"

10 大卫对约拿单说： "如果你父亲严厉地回答你， 谁来告诉我呢？"

11 约拿单对大卫说： "你来， 我们出到田里去吧！ "他们二人就出到田里去了。

12 约拿单对大卫说： "愿耶和华以色列的 神作证， 明天或后天约在这个时候， 我探出了我父亲的意思， 如果他对你有好感， 那时我会不派人来告诉你吗？

13 假如我父亲有意要害你， 我若是不告诉你， 不让你走， 不使你平平安安地离去， 愿耶和华加倍惩罚我。愿耶和华与你同在， 好像从前与我父亲同在一样。

14 我活着的时候， 求你以耶和华的慈爱待我， 使我不致于死。

15 我死了以后， 耶和华从地上一一剪除大卫的仇敌的时候， 你也不可向我的家永远断绝你的慈爱。"

16 于是约拿单与大卫家立盟约， 说： "愿耶和华借大卫仇敌的手追讨违背盟约的罪。"

17 约拿单由于爱大卫， 就使大卫再起誓； 他爱大卫如同爱自己的命。

18 约拿单对大卫说： "明天是初一， 因为你的座位空着， 人必注意到你不在。

19 到后天， 你要赶快下去， 到你以前出事那天藏身的地方， 在以色磐石旁边等候。

20 我要向磐石旁边射三支箭， 好像射箭靶一样。

21 然后， 我要派一个仆人去， 说： ‘你去把箭找回来。’如果我对那仆人说： ‘看哪！ 箭在你的后面， 把箭拿回来。’你就可以回来， 因为我指着永活的耶和华起誓， 你必平安无事。

22 如果我对仆人说： ‘看哪！ 箭在你的前面。’你就要离去， 因为是耶和华打发你去的。

23 至于你我之间所说的这事， 有耶和华永远在你我之间作证。"

24 于是大卫在田里藏起来。到了初一， 王坐席吃饭。

25 王照常坐在他的座位上， 就是靠墙的座位， 约拿单坐在对面， 押尼珥坐在扫罗旁边， 大卫的座位却空着。

26 那天扫罗没有说什么， 因为他心里想： "这是恰巧的事， 或许大卫沾染了不洁， 还没有得到洁净。"

27 次日， 就是初二， 大卫的座位仍是空着。于是扫罗问他的儿子约拿单： "为什么耶西的儿子昨天今天都没有来吃饭呢？"

28 约拿单回答扫罗： "大卫恳切地求我让他回伯利恒去。

29 他说： ‘求你让我去， 因为我们的家在城里有献祭的事， 我哥哥吩咐我去。所以， 我若是在你眼前蒙恩， 求你让我离开， 看看我的哥哥们。’因此， 大卫没有来赴王的筵席。"

30 于是扫罗向约拿单发怒， 对他说： "你这邪僻悖逆妇人所生的， 我岂不知道你喜悦耶西的儿子， 自取羞辱， 也羞辱生你的母亲吗？

31 因为只要耶西的儿子还活在这世上， 你和你的国就不能稳固。现在， 你要派人去把他抓到我这里来， 因为他是该死的。"

32 约拿单回答他父亲扫罗说： "为什么要把他处死呢？他作了什么事呢？"

33 扫罗向着约拿单把枪掷过去， 要刺杀他。约拿单就知道， 他父亲已经决意要杀死大卫。

34 约拿单怒气冲冲地从席间退去， 初二这天， 他没有吃饭； 因为他父亲羞辱了大卫， 他就为大卫担忧。

35 到了早晨， 约拿单照着与大卫约定的时候， 出到田里去， 有一个小童与他在一起。

36 他对那童仆说： "你跑去， 把我所射的箭找回来。"那童仆跑去的时候， 约拿单就把箭射到他前面。

37 那童仆到了约拿单的箭射到的地方， 约拿单就在那童仆的背后喊叫： "箭不是在你的前面吗？"

38 约拿单又在那童仆的背后喊叫： "赶快跑去！ 不要停留！ "那童仆就把箭拾起来， 回到他主人那里去。

39 那童仆一点也不知道这是什么意思， 只有约拿单和大卫知道。

40 约拿单把自己的武器交给他的童仆， 对他说： "你带回城里去吧！ "

41 那童仆一离去， 大卫就从石堆的南边起来， 脸伏于地， 叩拜了三次。二人互相亲嘴， 相对哭泣， 大卫哭得更悲痛。

42 约拿单对大卫说： "你平平安安走吧！ 我们二人曾指着耶和华的名起誓说： ‘愿耶和华在你我之间， 也在我的后裔和你的后裔之间作证， 直到永远。’"大卫就起身离开， 约拿单也回城里去了（"大卫就起身离开， 约拿单也回城里去了。"在《马索拉抄本》为21:1）。

1 Men David flyktet fra Nevajot ved Rama og kom og sa åpent og likefrem til Jonatan: Hvad har jeg gjort, hvad er min misgjerning, og hvad er min synd mot din far, siden han står mig efter livet?

2 Da sa han til ham: Langt derifra! Du skal ikke dø; du vet min far gjør intet, hverken stort eller smått, uten at han åpenbarer det for mig; hvorfor skulde da min far dølge dette for mig? Nei, det er ikke så.

3 Men David svarte med en ed: Din far vet meget vel at jeg har funnet nåde for dine øine, og derfor tenker han som så: Jonatan må ikke få vite dette, forat han ikke skal bli bedrøvet. Men så sant Herren lever, og så sant du lever: Det er bare et skritt mellem mig og døden.

4 Da sa Jonatan til David: Alt hvad du ønsker, vil jeg gjøre for dig.

5 David svarte Jonatan: Imorgen er det nymåne-dagen; da skulde jeg jo sitte til bords med kongen; men la mig nu få gå, så vil jeg skjule mig ute på marken til iovermorgen aften.

6 Dersom da din far savner mig, så skal du si: David bad mig inntrengende om han måtte få gå hjem til Betlehem i all hast; for hele ætten holder nu sin årlige ofring der.

7 Dersom han da sier så: Det er godt - da kan din tjener være trygg; men dersom hans vrede optendes, så kan du være viss på at det er hans faste forsett å gjøre noget ondt.

8 Vis da godhet mot din tjener, siden du har latt din tjener inntrede i vennskapspakt med dig i Herrens navn! Men er det nogen misgjerning hos mig, så drep du mig! Hvorfor skulde du vel føre mig til din far?

9 Jonatan svarte: Nei, det skal aldri hende dig! Men skjønner jeg at det er et fast forsett hos min far å la noget ondt hende dig, skulde jeg da ikke la dig få vite det?

10 Da sa David til Jonatan: Hvem skal varsle mig om det eller si mig om din far svarer dig ublidt?

11 Og Jonatan sa til David: Kom, la oss gå ut på marken! Så gikk de begge ut på marken.

12 Og Jonatan sa til David: Ved Herren, Israels Gud: Når jeg utforsker min far imorgen eller iovermorgen på denne tid og ser han er vel sinnet mot David, og jeg så ikke sender bud til dig og åpenbarer dig det,

13 så må Herren la det gå Jonatan ille både nu og siden! Vil min far føre ondt over dig, så skal jeg åpenbare det for dig og la dig slippe bort, så du kan dra din vei i fred. Og Herren være med dig, som han har vært med min far!

14 Og vil du ikke, hvis jeg enda* er i live - vil du ikke da gjøre Herrens miskunnhet mot mig og ikke la mig dø? / {* nemlig når du er blitt konge.}

15 Og aldri nogensinne vil du ta bort din godhet fra mitt hus, ikke engang når Herren gjør ende på Davids fiender og utrydder dem alle som én av jorden.

16 Så gjorde Jonatan en pakt med Davids hus og sa: Herren ta hevn over Davids fiender!

17 Og Jonatan besvor atter David ved sin kjærlighet til ham; for han hadde ham kjær som sitt eget liv.

18 Så sa Jonatan til ham: Imorgen er det nymåne-dagen; da vil du bli savnet når din plass er tom.

19 Men gå iovermorgen skyndsomt ned til det sted hvor du holdt dig skjult den dag ugjerningen skulde vært utført*, og sett dig ved Ezelstenen. / {* 1SA 19, 2. 3.}

20 Da skal jeg skyte tre piler bortover mot den som om jeg skjøt til måls.

21 Så skal jeg sende min tjener der bort og si: Gå og finn pilene! Sier jeg da til tjeneren: Se, pilene ligger hitenfor dig, ta dem - så kom! For da kan du være trygg, og der er ingen fare, så sant Herren lever.

22 Men sier jeg til den unge mann: Se, pilene ligger bortenfor dig - så gå! For da vil Herren at du skal dra bort.

23 Og vedkommende det vi har talt om, jeg og du, så er Herren vidne mellem mig og dig til evig tid.

24 Så skjulte David sig ute på marken. Da det blev nymåne, satte kongen sig til bords for å holde måltid.

25 Og kongen satt på sin vanlige plass, på plassen ved veggen, og Jonatan stod op, og Abner satte sig ved siden av Saul; men Davids plass var tom.

26 Saul sa ikke noget den dag; for han tenkte: Det har hendt ham noget, så han ikke er ren* - nei, han er ikke ren. / {* 3MO 15, 16 fg.}

27 Men da Davids plass også den næste dag - dagen efter nymåne - var tom, sa Saul til Jonatan, sin sønn: Hvorfor er Isais sønn hverken igår eller idag kommet til måltidet?

28 Jonatan svarte Saul: David; bad mig inntrengende om han måtte få gå til Betlehem;

29 han sa: Kjære, la mig få gå! For vår ætt holder en offerhøitid i vår by, og min bror har selv pålagt mig å komme; har jeg funnet nåde for dine øine, så gi mig lov til å ta bort og hilse på mine brødre! Derfor er han ikke kommet til kongens bord.

30 Da optendtes Sauls vrede mot Jonatan, og han sa til ham: Du sønn av en forvendt og gjenstridig kvinne! Vet jeg ikke at du har Isais sønn kjær til skam for dig selv og til skam for din mors blusel?

31 For så lenge Isais sønn er til på jorden, er hverken du eller din kongemakt trygg. Send derfor bud og hent ham hit til mig, for han er dødsens.

32 Jonatan svarte Saul, sin far, og sa til ham: Hvorfor skal han dø? Hvad har han gjort?

33 Men Saul slynget spydet mot ham for å felle ham; da skjønte Jonatan at det var hans fars faste forsett å drepe David.

34 Og Jonatan stod op fra bordet i brennende vrede, og han smakte ikke mat den annen nymåne-dag; for han var bedrøvet for Davids skyld, fordi hans far hadde hånet ham.

35 Morgenen efter gikk Jonatan ut på marken på den tid han hadde avtalt med David, og han hadde en liten gutt med sig.

36 Og han sa til gutten: Spring og finn pilene som jeg skyter ut! Gutten sprang avsted, og han skjøt pilen bort over ham.

37 Og da gutten kom til det sted hvor pilen lå, den som Jonatan hadde skutt, ropte Jonatan til gutten: Ligger ikke pilen bortenfor dig?

38 Så ropte Jonatan ennu en gang til gutten: Vær snar, skynd dig, stans ikke! Og Jonatans gutt samlet pilene op og kom til sin herre.

39 Men gutten visste ikke om noget; det var bare Jonatan og David som visste hvad det gjaldt.

40 Så gav Jonatan sine våben til gutten og sa til ham: Gå og ta dem med dig til byen!

41 Da gutten var kommet dit, kom David frem på sydsiden [av stenen*], og han falt på sitt ansikt til jorden og bøide sig tre ganger; og de kysset hverandre og gråt sammen, og David storgråt. / {* sml. 1SA 20, 19.}

42 Og Jonatan sa til David: Gå bort i fred! Hvad vi to har svoret i Herrens navn da vi sa: Herren være vidne mellem mig og dig og mellem min ætt og din ætt til evig tid [det skal stå fast].

43 Så brøt han op og gikk sin vei; men Jonatan gikk inn i byen.