1 又有一天， 神的众子都来侍立在耶和华面前， 撒但也来到他们中间， 侍立在耶和华面前。

2 耶和华问撒但： "你从哪里来？"撒但回答说： "我在地上徘徊， 走来走去。"

3 耶和华问撒但： "你有没有注意到我的仆人约伯？世上再也没有一个人像他那样完全、正直， 敬畏 神， 远离罪恶。虽然你挑拨我与他作对， 无缘无故使他倾家荡产， 他还是坚守自己的纯全。"

4 撒但回答耶和华说： "人以皮换皮， 宁可付出他所有的一切去保命。

5 只要你伸手伤害他的骨和肉， 他一定当面亵渎你。"

6 耶和华对撒但说： "好吧， 他在你手中， 不过， 要留存他的命。"

7 于是撒但从耶和华面前退去， 击打约伯， 使他从脚掌到头顶都生了毒疮。

8 约伯坐在灰烬中， 拿瓦片刮自己。

9 他妻子对他说： "难道你还要坚守自己的纯全吗？你不如放弃 神， 死掉算了。"

10 可是约伯对她说： "你说话像个愚妄的女人。难道我们从 神得福， 也不应当受祸吗？"在这一切事上， 约伯并没有用口犯罪。

11 约伯的三个朋友， 提幔人以利法、书亚人比勒达、拿玛人琐法， 听到这一切降在他身上的灾祸， 就各从自己的地方出发， 相约而来对他表同情， 安慰他。

12 他们从远处举目观望， 竟认不出他来， 就放声大哭， 各自撕裂外袍， 向天扬起尘土， 落在自己头上。

13 他们就七天七夜与他一起坐在地上， 没有人向他说一句话， 因为他们看出他极其痛苦。

1 Så hendte det en dag at Guds sønner kom og stilte sig frem for Herren, og blandt dem kom også Satan og stilte sig frem for Herren.

2 Og Herren sa til Satan: Hvor kommer du fra? Satan svarte Herren: Jeg har faret og flakket omkring på jorden.

3 Da sa Herren til Satan: Har du gitt akt på min tjener Job? For det er ingen på jorden som han - en ulastelig og rettskaffen mann, som frykter Gud og viker fra det onde; ennu er han like ulastelig, og du har uten grunn egget mig til å ødelegge ham.

4 Men Satan svarte Herren: Hud for hud, men alt det en mann har, gir han for sitt liv.

5 Men rekk bare ut din hånd og rør ved hans ben og hans kjøtt! Da vil han visselig si dig farvel like i ditt ansikt.

6 Da sa Herren til Satan: Se, han er i din hånd; spar bare hans liv!

7 Så gikk Satan bort fra Herrens åsyn, og han slo Job med onde bylder fra fotsålen til issen.

8 Og han tok sig et potteskår og skrapte sig med, der han satt midt i asken.

9 Da sa hans hustru til ham: Holder du dig ennu like ulastelig? Si Gud farvel og dø!

10 Men han svarte: Du taler som en av de uforstandige kvinner; skal vi bare ta imot det gode av Gud og ikke også det onde? Under alt dette syndet Job ikke med sine leber.

11 Da Jobs tre venner fikk høre om all denne ulykke som var kommet over ham, kom de fra hver sitt hjemsted: Elifas fra Teman, Bildad fra Suah og Sofar fra Na'ama; og de avtalte med hverandre å gå til ham for å vise ham medynk og trøste ham.

12 Men da de så op et stykke ifra, kjente de ham ikke, og de brast i gråt og sønderrev sine kapper og kastet støv op imot himmelen, ned over sine hoder.

13 Og de satt hos ham på jorden i syv dager og syv netter, og ingen talte et ord til ham; for de så at hans pine var såre stor.