1 "但现在年纪比我小的人都笑我； 我不容许他们的父亲与我羊群的犬只为伴。

2 他们的气力已经衰退了， 他们两手的力量对我有什么益处呢？

3 他们因穷乏与饥饿而消瘦， 在黑夜荒废与荒凉之地咀嚼旷野的干草；

4 他们在草丛中采摘咸草， 以罗腾树根作食物。

5 他们从人群中被赶出去， 人追喊他们如追喊贼一样，

6 以致他们住在惊吓谷之中， 在地洞和岩穴之间；

7 他们在草丛中间喊叫， 在杂草之下集合起来。

8 他们都是愚顽人、下流人的子孙， 被人鞭打逐出境外。

9 现在他们以我为歌曲， 我竟成了他们的笑柄。

10 他们厌恶我， 远远地离开我， 又不住吐唾沫在我脸上，

11 因为 神把我的弓弦松开， 叫我受苦， 他们就在我面前任意妄为。

12 一窝暴民在我右边兴起， 推开我的脚， 筑起灾难的路攻击我。

13 他们拆毁了我的路， 没有别人的帮助也能毁灭我；

14 他们闯进来如闯大破口， 在废墟之中辊过来，

15 惊骇临到我的身上， 驱逐我的尊严如风吹一般， 我的好景像云一样过去。

16 现在我的心伤恸有如倒了出来， 苦难的日子把我抓住。

17 夜间痛苦刺透我的骨头， 疼痛不止， 不住地咀嚼我。

18 我的衣服因 神的大力变了形， 他的大力如外衣的领口把我束紧。

19 神把我扔在泥中， 我就像尘土和炉灰一般。

20 神啊！ 我向你呼求， 你却不应允我， 我站起来， 你也不理我。

21 你变成待我残忍， 用你大能的手迫害我，

22 你把我提到风中， 使我被风刮去， 使我在暴风中消散。

23 我知道你必使我归回死地， 归到那为众生所定的阴宅。

24 然而人跌倒， 怎会不伸手？人遇灾祸， 怎会不呼救呢？

25 艰难过日的， 我不是为他哀哭； 贫穷的， 我不是为他忧愁吗？

26 我希望得福乐， 灾祸就来了； 我等候光明， 幽暗就到了。

27 我的心肠沸腾、不安， 痛苦的日子临到我。

28 我四处行走， 全身发黑， 并不是因为日晒； 我在会中站着呼求。

29 我与野狗为兄弟， 又与鸵鸟作同伴。

30 我的皮肤发黑脱落， 我的骨头因热发烧，

31 所以我的琴音变为哀音， 我的箫声变为哭声。"

1 Men nu ler de av mig, de som er yngre av år enn jeg, hvis fedre jeg aktet så ringe at jeg ikke vilde sette dem blandt mine fehunder.

2 Hvad hjelp kunde jeg også ha av dem, de som har mistet all manndomskraft?

3 De er uttæret av nød og sult; de gnager på den tørre mo, som allerede igår var ørk og øde;

4 de plukker melde innunder buskene, og gyvelbuskens røtter er deres brød.

5 Fra menneskenes samfund jages de ut; folk roper efter dem som efter tyver.

6 I fryktelige kløfter må de bo, i huler i jord og berg.

7 Mellem buskene skriker de, i neslekratt samler de sig,

8 barn av dårer og æreløse folk, pisket ut av landet.

9 Og nu er jeg blitt til en spottesang og et ordsprog for dem.

10 De avskyr mig, holder sig langt borte fra mig, og mitt ansikt sparer de ikke for spytt;

11 for de har løst sine tøiler og ydmyket mig, og bislet har de kastet av for mine øine.

12 Ved min høire side reiser deres yngel sig; mine føtter støter de bort og legger sine ulykkesveier mot mig.

13 De bryter op min sti, de gjør hvad de kan for å ødelegge mig, de som selv ingen hjelper har.

14 Som gjennem en vid revne kommer de; gjennem nedstyrtende murer velter de sig frem.

15 Redsler har vendt sig mot mig, som stormen forfølger de min ære, og som en sky er min velferd faret bort.

16 Og nu utøser min sjel sig i mig; trengsels dager holder mig fast.

17 Natten gjennemborer mine ben, så de faller av, og min verk og pine hviler ikke.

18 Ved Guds store kraft er det blitt slik med mig at min klædning ikke er til å kjenne igjen; den henger tett omkring mig som kraven på min underkjortel.

19 Han har kastet mig ut i skarnet, så jeg er blitt lik støv og aske.

20 Jeg skriker til dig, men du svarer mig ikke; jeg står der, og du bare ser på mig.

21 Du er blitt grusom mot mig, med din sterke hånd forfølger du mig.

22 Du løfter mig op i stormen, du lar mig fare avsted, og du lar mig forgå i dens brak;

23 for jeg vet at du fører mig til døden, til den bolig hvor alt levende samles.

24 Dog, rekker ikke mennesket ut sin hånd når alt synker i grus? Skriker han ikke om hjelp når han er kommet i ulykke?

25 Gråt jeg ikke selv over den som hadde hårde dager? Sørget ikke min sjel over den fattige?

26 For jeg ventet godt, men det kom ondt; jeg håpet på lys, men det kom mørke.

27 Mine innvoller koker og er ikke stille; trengsels dager er kommet over mig.

28 Sort går jeg omkring, men ikke av solens hete; midt iblandt folk reiser jeg mig og roper om hjelp.

29 Jeg er blitt en bror av sjakaler og en stallbror av strutser.

30 Min hud er sort og faller av mig, og mine ben er brent av hete.

31 Og min citar er blitt til sorg, og min fløite til gråt og klage.