1 约伯回答说：

2 "像这样的话， 我听了很多； 你们都是叫人愁烦的安慰者。

3 虚空的言语， 有穷尽吗？或有什么惹你答个不休的呢？

4 你们若处在我的景况， 我也能像你们那样说话， 我也能砌辞攻击你们， 并且能向你们摇头。

5 我能用口鼓励你们， 我嘴唇的安慰， 能缓和你们的痛苦。

6 我若说话， 痛苦仍不消解， 我若闭口不说， 痛苦也不离开我。

7 现在 神使我困倦， ‘你蹂躏了我的全家，

8 又把我捆绑起来。’这就作为证据； 我身体的枯瘦也当面作证反对我。

9 他的怒气撕裂我， 攻击我； 他向我咬牙切齿， 我的敌人以锐利的眼光看着我。

10 他们向我大大张嘴， 以蔑视的态度打我的脸颊， 联合一起攻击我。

11 神把我交给不义的人， 把我丢在恶人的手中。

12 我本来安逸， 他却把我压碎； 掐着我的颈项， 把我摔碎； 又把我当作他的箭靶。

13 他的弓箭手四面包围我， 他剖开我的腰子， 全不顾惜， 把我的胆倾倒在地上。

14 他把我破伤， 在破口上又加破伤， 如勇士一般向我直冲。

15 我把麻布缝在我的皮肤上， 把我的角插入尘土中。

16 我的脸因哭泣而发红， 在我的眼皮上满是黑影。

17 然而在我的手中没有强暴， 我的祷告也是清洁的。

18 地啊， 不要遮盖我的血； 不要让我的哀求有停留的地方。

19 现今， 在天上有我的见证， 在高天之上， 有我的证人。

20 讥笑我的， 就是我的朋友， 我的眼向 神流泪。

21 但愿人可以为人与 神分辩， 正如世人为朋友辩白一样。

22 因为我的年数将尽， 我快要走上那条一去不返的路。"

1 Da tok Job til orde og sa:

2 Jeg har hørt meget som dette; I er plagsomme trøstere alle sammen.

3 Blir det aldri ende på de vindige ord? Eller hvad egger dig til å svare?

4 Også jeg kunde tale som I; om I var i mitt sted, kunde jeg sette ord sammen mot eder, og jeg kunde ryste på hodet over eder;

5 jeg kunde styrke eder med min munn*, og mine lebers medynk kunde stille eders smerte. / {* d.e. med tomme ord.}

6 Om jeg taler, stilles ikke min smerte, og lar jeg det være, hvad lindring får jeg da?

7 Ja, nu har han trettet mig ut; du har ødelagt hele mitt hus.

8 Og du grep mig fatt - det blev et vidne mot mig; min magerhet stod op imot mig, like i mitt åsyn vidnet den mot mig.

9 Hans vrede sønderrev mig og forfulgte mig; han skar tenner imot mig; som min motstander hvesset han sine øine mot mig.

10 De* spilet op sin munn mot mig, med hån slo de mine kinnben; alle slo de sig sammen mot mig. / {* mine fiender, JBS 16, 11.}

11 Gud gir mig i urettferdige folks vold og styrter mig i ugudelige menneskers hender.

12 Jeg levde i ro; da sønderbrøt han mig, han grep mig i nakken og sønderknuste mig, han satte mig op til skive for sig.

13 Hans skyttere kringsatte mig, han kløvde mine nyrer uten barmhjertighet; han øste ut min galle på jorden.

14 Han rev i mig rift på rift; han stormet mot mig som en kjempe.

15 Jeg har sydd sekk om min hud og stukket mitt horn i støvet*; / {* d.e. opgitt min makt og høihet.}

16 mitt ansikt er rødt av gråt, og over mine øielokk ligger det dødsskygge.

17 Og dog er det ingen urett i mine hender, og min bønn er ren.

18 Å jord, dekk ikke mitt blod*, og måtte det ikke være noget sted hvor mitt skrik stanser! / {* JES 26, 21. 1MO 4, 10.}

19 Selv nu har jeg mitt vidne i himmelen og i det høie en som kan stadfeste mine ord.

20 Stadig spotter mine venner mig; mot Gud skuer gråtende mitt øie,

21 at han må la mannen få rett i hans strid med Gud og menneskebarnet rett mot hans næste;

22 for få år vil det gå før jeg vandrer den vei som jeg ikke vender tilbake.