1 Sobre isto treme também o meu coração, salta do seu lugar.

2 Dai ouvidos ao estrondo da voz de Deus, E ao sonido que sai da sua boca.

3 Ele o envia por sob a extensão do céu, E o seu relâmpago até as extremidades da terra.

4 Depois ruge uma voz; Troveja com a sua voz majestosa; Não retarda os raios quando a sua voz é ouvida.

5 Troveja Deus maravilhosamente com a sua voz, Faz grandes cousas que não podemos compreender.

6 Pois diz à neve: Cai sobre a terra; Di-lo também às chuvas, Até as chuvas mais fortes.

7 Põe um selo à mão de cada homem, Para que o conheçam todos os homens que fez.

8 Então as feras entram nos esconderijos, E ficam nos seus covis.

9 Da câmara do sul sai o tufão, E do norte o frio.

10 Ao sopro de Deus forma-se o gêlo, E as amplas águas são congeladas.

11 Carrega de umidade a densa nuvem, E estende a sua nuvem de relâmpagos,

12 Que faz evoluções sobre a sua direção, Para efetuar tudo o que lhe ordena, Sobre a superfície do mundo habitável:

13 Ou seja para a correção (ou seja para sua terra), Ou para misericórdia, que ele a faça vir.

14 Inclina, Jó, os teus ouvidos a isto, Pára e considera as maravilhas de Deus.

15 Acaso sabes como Deus lhes dá as suas ordens, E faz brilhar o relâmpago da sua nuvem?

16 Porventura sabes o equilíbrio das nuvens, As maravilhas daquele que é perfeito em conhecimento.

17 Tu cujos vestidos são quentes, Quando a terra está quieta por causa do siroco?

18 Acaso podes, como ele, estender o firmamento, Que é sólido como um espelho fundido?

19 Ensina-nos o que lhe diremos, Pois ignorantes nós não podemos dirigir-lhe a palavra.

20 Ser-lhe-á dito que quero discutir? Desejaria um homem ser aniquilado?

21 Eis que o homem não pode olhar para o sol que brilha no firmamento, Quando o vento tem passado e o deixa limpo.

22 Do norte vem o áureo esplendor, Deus está cercado de majestade terrível.

23 Quanto ao Todo-poderoso não o podemos compreender; grande é em poder: Não perverterá o juízo e a plenitude da justiça.

24 Portanto os homens o temem: Ele não se importa com os que se julgam sábios.

1 Ja, over dette forferdes mitt hjerte og hopper i mitt bryst.

2 Hør, hør braket av hans røst og det drønn som går ut av hans munn!

3 Under hele himmelen lar han det fare, og han sender sitt lys til jordens ytterste ender.

4 Efterpå brøler røsten, han tordner med sin veldige røst; han holder ikke lynene tilbake når hans røst lar sig høre.

5 Gud tordner underfullt med sin røst; han gjør storverk, og vi forstår dem ikke.

6 Han sier til sneen: Fall til jorden! - og likeså til skyllregnet, sitt sterke skyllregn.

7 Hvert menneskes hånd forsegler han*, forat alle mennesker som han har skapt, må komme til å kjenne ham. / {* d.e. han gjør det umulig for mennesket å utføre sitt arbeid på marken.}

8 Da går de ville dyr inn i sine huler, og de holder sig i sine hi.

9 Fra Sydens innerste kammer kommer storm, og med nordenvinden kommer kulde.

10 Av Guds ånde kommer is, og brede vann bindes.

11 Med væte fyller han skyen, og han spreder sine lynskyer,

12 og de svinger hit og dit, efter som han leder dem, forat de skal utføre alt det han byder dem, over den vide jord;

13 enten til tukt, når det er til gagn for hans jord, eller til velsignelse lar han dem komme.

14 Vend ditt øre til dette, Job! Stå stille og gi akt på Guds under!

15 Forstår du hvorledes Gud styrer dem og lar sine skyers lyn blinke frem?

16 Forstår du hvorledes skyene svever om i luften, forstår du den Allvitendes under,

17 du hvis klær blir varme når jorden ligger og dormer i sønnenvind?

18 Kan du med ham spenne ut himmelen, så fast som et speil av støpt metall?

19 Lær oss hvad vi skal si til ham! Vi kan ikke fremføre noget for bare mørke.

20 Skal det fortelles ham at jeg vil tale med ham? Har nogen sagt at han ønsker sin egen undergang?

21 Og nu, menneskene ser ikke lyset, enda det skinner klart på himmelen, og en vind er faret frem og har renset den.

22 Fra Norden kommer gull; om Gud er der en forferdende herlighet.

23 Den Allmektige finner vi ikke, han som er så stor i makt; men retten og den strenge rettferdighet krenker han ikke.

24 Derfor frykter menneskene ham; men han enser ikke nogen selvklok mann.