1 第七年五月十日， 有几个以色列的长老来求问耶和华， 他们坐在我的面前。
2 耶和华的话临到我说：
3 "人子啊！ 你要告诉以色列的长老， 对他们说： ‘主耶和华这样说： 你们来求问我吗？我指着我的永生起誓， 我必不让你们求问我。这是主耶和华的宣告。’
4 人子啊， 你要审问他们吗？要审问他们吗？你要使他们知道他们列祖那些可憎的事，
5 对他们说： ‘主耶和华这样说： 在我拣选以色列的日子， 我向雅各家的后裔举手起誓， 又在埃及地向他们显现。我向他们举手起誓说： 我是耶和华你们的 神。
6 那日， 我向他们举手起誓， 要把他们从埃及地领出来， 到我为他们所选定的流奶与蜜之地， 就是万邦中最荣美的地。
7 我对他们说： 你们各人要拋弃你们眼中那些可憎的像， 不可因埃及的偶像玷污自己： 我是耶和华你们的 神。
8 但是他们背叛了我， 不肯听从我； 他们各人没有拋弃他们眼中那些可憎的像， 没有离弃埃及的偶像。"’那时我说， 我要把我的烈怒倾倒在他们身上， 在埃及地向他们完全发尽我的怒气。
9 然而我为了我名的缘故没有这样作， 免得我的名在他们寄居的列国的人眼中被亵渎， 我把他们从埃及地领出来， 在列国的人眼前向他们显现。
10 "‘这样我把他们从埃及地领了出来， 带到旷野。
11 我把我的律例赐给他们， 把我的典章指示他们； 人如果遵行， 就必因此活着。
12 我又把我的安息日赐给他们， 作我与他们之间的凭据， 使他们知道我是使他们分别为圣的耶和华。
13 可是以色列家在旷野背叛了我， 没有遵行我的律例， 弃绝了我的典章（人如果遵行这些， 就必因此活着）， 大大亵渎了我的安息日， 那时我说我要把我的烈怒倒在他们身上， 在旷野把他们灭绝。
14 然而我为了我名的缘故没有这样作， 免得我的名在列国的人眼中被亵渎； 我曾在他们眼前把以色列人领出来。
15 我在旷野也曾经向他们举手起誓， 必不领他们到我赐给他们的流奶与蜜之地， 就是万邦中最荣美的地。
16 因为他们弃绝了我的典章， 没有遵行我的律例， 亵渎了我的安息日； 他们的心随从自己的偶像。
17 虽然这样， 我的眼还是顾惜他们， 不毁灭他们； 我没有在旷野把他们灭绝。
18 "‘我在旷野对他们的儿女说： 不要遵行你们祖先的律例， 不要谨守他们的典章， 也不要因他们的偶像玷污自己。
19 我是耶和华你们的 神； 你们要遵行我的律例， 谨守我的典章， 把它们实行出来。
20 你们要把我的安息日分别为圣， 作我与你们之间的凭据， 使你们知道我是耶和华你们的 神。
21 可是他们的儿女背叛了我， 没有遵行我的律例， 也没有谨守实行我的典章（人如果遵行这些律例典章， 就必因此活着）， 亵渎了我的安息日； 那时我说我要把我的烈怒倒在他们身上， 在旷野向他们发尽我的怒气。
22 然而我为了我名的缘故缩手， 没有这样作， 免得我名在列国的人眼中被亵渎； 我曾在他们眼前把以色列人领出来。
23 我在旷野也曾经向他们举手起誓， 要把他们分散在列国， 四散在万邦；
24 因为他们没有遵守我的典章， 弃绝了我的律例， 亵渎了我的安息日， 他们的眼目注视着他们祖先的偶像。
25 因此， 我也把不好的律例和不能借以存活的典章赐给他们；
26 他们使所有头生的都经火作供物， 所以我让他们玷污自己， 好叫他们惊惶， 知道我是耶和华。’
27 "因此， 人子啊！ 你要告诉以色列家， 对他们说： ‘主耶和华这样说： 你们的列祖在对我不忠的这事上亵渎了我。
28 我领他们到了我曾经举手起誓要赐给他们的那地， 他们看见各高山和茂盛的树林， 就在那里献祭， 在那里奉上惹我发怒的供物， 也在那里献上馨香的祭， 并且在那里浇上他们的奠祭。’
29 我问他们： ‘你们所去的那高处是什么地方？’于是那高处的名字叫巴麻， 直到今日。
30 因此， 你要对以色列家说： ‘主耶和华这样说： 你们还照着你们祖先所行的玷污自己吗？仍随着他们可憎的偶像行邪淫吗？
31 你们奉上供物， 使你们的儿子经火， 用你们的一切偶像玷污自己， 直到今日。以色列家啊， 我怎能让你们向我求问呢？主耶和华说： 我指着我的永生起誓： 我决不让你们向我求问。这是主耶和华的宣告。
32 你们说： 我们要像列国的人， 像列邦的各族一样去事奉木头和石头。你们心里所起的这意念， 必不能成就。
33 "‘我指着我的永生起誓： 我必用大能的手， 伸出来的膀臂， 以及倒出来的烈怒， 统治你们。这是主耶和华的宣告。
34 我必用大能的手， 伸出来的膀臂， 以及倒出来的烈怒， 把你们从万族中领出来， 从你们所分散到的列邦招聚你们。
35 我要把你们带到万族的旷野， 在那里当面审判你们。
36 我怎样在埃及地的旷野审判你们的祖先， 也必怎样审判你们。这是主耶和华的宣告。
37 我必使你们从牧人的杖下经过， 使你们进入盟约的约束。
38 我必从你们中间除净那些背叛和得罪我的人， 我虽把他们从寄居之地领出来， 可是他们不得进入以色列地； 这样， 你们就知道我是耶和华。
39 以色列家啊， 至于你们， 主耶和华这样说： 你们各人去事奉自己的偶像吧！ 只是将来你们必要听从我， 不可再以你们的供物和偶像亵渎我的圣名。
40 在我的圣山， 就是在以色列的高山， 以色列全家所有的人都要在那地事奉我； 我要在那里悦纳他们； 在那里向你们要举祭和初熟的土产， 以及一切圣物。这是主耶和华的宣告。
41 我从万族中把你们领出来， 从你们所分散到的列邦召集你们的时候， 我必悦纳你们， 好像悦纳馨香的祭一样。我要在列国的人眼前， 在你们中间显为圣。
42 我领你们进入以色列地， 就是进入我曾经举手起誓要赐给你们祖先的地以后， 你们就知道我是耶和华。
43 在那里你们要想起你们玷污自己的所作所为， 又要为了自己所行的一切恶事而厌恶自己。
44 以色列家啊！ 为了我名的缘故， 我没有照着你们的恶行和败坏的行为待你们， 这样， 你们就知道我是耶和华。这是主耶和华的宣告。’"
45 耶和华的话临到我说：
46 "人子啊！ 你要面向南方， 向南面发言， 说预言攻击南地田野的树林，
47 对南地的树林说： ‘你要听耶和华的话， 主耶和华这样说： 看哪！ 我要在你中间点起火来， 吞灭你中间所有青绿和枯干的树； 猛烈的火焰必不熄灭； 从南到北遍地都要烧焦。
48 所有的人都必看见是我耶和华使这火燃起来； 这火必不熄灭。’"
49 于是我说： "啊， 主耶和华啊！ 人都指着我说： ‘这人不是在说比喻吗？’"（本章第45-49节在《马索拉抄本》为21:1-5）
1 I det syvende år, i den femte måned, på den tiende dag i måneden, kom nogen av Israels eldste for å spørre Herren, og de satte sig foran mig.
2 Da kom Herrens ord til mig, og det lød så:
3 Menneskesønn! Tal med Israels eldste og si til dem: Så sier Herren, Israels Gud: Er I kommet for å spørre mig? Så sant jeg lever, lar jeg mig ikke spørre av eder, sier Herren, Israels Gud.
4 Vil du dømme dem, vil du dømme, menneskesønn? Tal til dem om deres fedres vederstyggeligheter
5 og si til dem: Så sier Herren, Israels Gud: På den dag da jeg utvalgte Israel og løftet min hånd [til ed] for ætlingene av Jakobs hus og gav mig til kjenne for dem i Egyptens land, da jeg løftet min hånd [til ed] for dem og sa: Jeg er Herren eders Gud -
6 på den dag løftet jeg min hånd og tilsvor dem at jeg vilde føre dem ut av Egyptens land til et land som jeg hadde utsøkt for dem, et land som flyter med melk og honning, det fagreste av alle land.
7 Og jeg sa til dem: Enhver av eder kaste bort de vederstyggeligheter hans øine henger ved, og gjør eder ikke urene med Egyptens motbydelige avguder! Jeg er Herren eders Gud.
8 Men de var gjenstridige mot mig og vilde ikke høre på mig; de kastet ikke bort de vederstyggeligheter som deres øine hang ved, og forlot ikke Egyptens motbydelige avguder. Da sa jeg at jeg vilde utøse min harme over dem, fullbyrde min vrede på dem midt i Egyptens land.
9 Men det jeg gjorde, det gjorde jeg for mitt navns skyld, forat det ikke skulde bli vanhelliget for det folks øine som de bodde blandt, og for hvis øine jeg gav mig til kjenne for dem for å føre dem ut av Egyptens land.
10 Og jeg førte dem ut av Egyptens land og lot dem dra inn i ørkenen.
11 Og jeg gav dem mine bud og kunngjorde dem mine lover; for det menneske som holder dem, skal leve ved dem.
12 Også mine sabbater gav jeg dem, så de skulde være til et tegn mellem mig og dem, forat de skulde vite at jeg er Herren, som helliger dem.
13 Men Israels hus var gjenstridig mot mig i ørkenen; de fulgte ikke mine bud og forkastet mine lover, enda det menneske som holder dem, får leve ved dem, og mine sabbater vanhelliget de grovelig. Da sa jeg at jeg vilde utøse min harme over dem i ørkenen og gjøre ende på dem.
14 Men det jeg gjorde, det gjorde jeg for mitt navns skyld, forat det ikke skulde bli vanhelliget for de folks øine for hvis øine jeg hadde ført dem ut.
15 Men jeg løftet også min hånd for dem i ørkenen og svor at jeg ikke vilde la dem komme inn i det land som jeg hadde gitt dem, det land som flyter med melk og honning, det fagreste av alle land,
16 fordi de forkastet mine lover og ikke fulgte mine bud og vanhelliget mine sabbater; for deres hjerte fulgte deres motbydelige avguder.
17 Men jeg viste dem skånsel og ødela dem ikke; jeg gjorde ikke aldeles ende på dem i ørkenen.
18 Og jeg sa til deres barn i ørkenen: Følg ikke eders fedres bud og hold ikke deres lover og gjør eder ikke urene med deres motbydelige avguder!
19 Jeg er Herren eders Gud; følg mine bud og hold mine lover og gjør efter dem!
20 Og hellighold mine sabbater! De skal være til et tegn mellem mig og eder, forat I skal vite at jeg, Herren, er eders Gud.
21 Men barna var gjenstridige mot mig; de fulgte ikke mine bud og holdt ikke mine lover, så de gjorde efter dem, enda det menneske som holder dem, får leve ved dem; mine sabbater vanhelliget de. Da sa jeg at jeg vilde utøse min harme over dem, fullbyrde min vrede på dem i ørkenen.
22 Men jeg drog min hånd tilbake og gjorde det jeg gjorde, for mitt navns skyld, forat det ikke skulde bli vanhelliget for de folks øine for hvis øine jeg hadde ført dem ut.
23 Men jeg løftet også min hånd for dem i ørkenen og svor at jeg vilde sprede dem blandt hedningefolkene og strø dem ut i landene,
24 fordi de ikke holdt mine lover, men forkastet mine bud og vanhelliget mine sabbater, og deres øine fulgte deres fedres motbydelige avguder.
25 Derfor gav jeg dem også bud som ikke var gode, og lover som de ikke kunde leve ved.
26 Jeg lot dem bli urene ved sine offergaver, idet de lot alt som åpner mors liv, gå igjennem ilden, så jeg kunde ødelegge dem, forat de skulde kjenne at jeg er Herren.
27 Tal derfor til Israels hus, menneskesønn, og si til dem: Så sier Herren, Israels Gud: Også dermed hånte eders fedre mig at de viste troløshet mot mig;
28 jeg førte dem inn i det land som jeg med løftet hånd hadde svoret å ville gi dem; men så snart de så en høi bakke eller et løvrikt tre, ofret de der sine slaktoffer og bar der frem sine harmelige offergaver; dit kom de med sin søte offerduft, og der utøste de sine drikkoffer.
29 Da sa jeg til dem: Hvad er disse offerhauger, siden I søker til dem? - Og allikevel kalles de offerhauger den dag idag.
30 Si derfor til Israels hus: Så sier Herren, Israels Gud: Hvad? I gjør eder urene på samme vis som eders fedre og driver hor med deres vederstyggeligheter;
31 når I bærer frem eders gaver og lar eders barn gå gjennem ilden, gjør I eder ennu den dag idag urene ved alle eders motbydelige avguder - og jeg skulde la mig spørre av eder, Israels hus? Så sant jeg lever, sier Herren, Israels Gud, jeg lar mig ikke spørre av eder.
32 Og aldri skal det skje det som kommer eder i sinne, når I sier: Vi vil være som hedningene, som folkene rundt om i landene; vi vil dyrke tre og sten.
33 Så sant jeg lever, sier Herren, Israels Gud, jeg vil regjere over eder med sterk hånd og med utrakt arm og med utøst harme.
34 Og jeg vil føre eder ut fra de folk og samle eder fra de land som I nu er spredt i, med sterk hånd og med utrakt arm og med utøst harme.
35 Og jeg vil føre eder til folkenes ørken, og der vil jeg gå i rette med eder, åsyn til åsyn;
36 likesom jeg gikk i rette med eders fedre i ørkenen ved Egyptens land, således vil jeg gå i rette med eder, sier Herren, Israels Gud.
37 Og jeg vil la eder gå forbi under hyrdestaven, og jeg vil føre eder inn i paktens bånd,
38 og jeg vil skille ut fra eder de gjenstridige og dem som er falt fra mig; fra deres utlendighets land vil jeg føre dem ut, men til Israels land skal ingen av dem komme, og I skal kjenne at jeg er Herren.
39 Og I, Israels hus! Så sier Herren, Israels Gud: Gå avsted, dyrk hver sine motbydelige avguder! Men siden skal I sannelig høre på mig og ikke mere vanhellige mitt hellige navn ved eders gaver og ved eders motbydelige avguder.
40 For på mitt hellige berg, på Israels høie berg, sier Herren, Israels Gud, der skal hele Israels hus, alle som er i landet, tjene mig; der vil jeg ha behag i dem, og der vil jeg spørre efter eders offergaver og efter den førstegrøde som I bærer frem av alt det I helliger.
41 For den søte dufts skyld vil jeg ha velbehag i eder, når jeg fører eder ut fra de folk og samler eder fra de land som I nu er spredt i, og åpenbarer min hellighet på eder for hedningefolkenes øine.
42 Og I skal kjenne at jeg er Herren, når jeg fører eder til Israels land, til det land som jeg med løftet hånd har svoret å ville gi eders fedre.
43 Og der skal I komme i hu eders ferd og alle de gjerninger som I har gjort eder urene med, og I skal vemmes ved eder selv for alle de onde gjerninger som I har gjort.
44 Og I skal kjenne at jeg er Herren, når jeg gjør således med eder, for mitt navns skyld og ikke efter eders onde ferd og eders skamløse gjerninger, Israels hus, sier Herren, Israels Gud.
45 Og Herrens ord kom til mig, og det lød så:
46 Menneskesønn! Vend ditt åsyn mot syd og prek mot Syden og spå mot skoglandet i syd*! / {* d.e. mot Jerusalem og Juda (ESK 21, 2), som for profeten i Kaldea lå mot syd.}
47 Og si til Sydens skog: Hør Herrens ord! Så sier Herren, Israels Gud: Se, jeg tender en ild i dig, og den skal fortære hvert friskt tre og hvert tørt tre i dig; den luende ild skal ikke utslukkes, men alle ansikter fra syd til nord skal bli forbrent ved den.
48 Og alt kjød skal se at jeg, Herren, har tendt den; den skal ikke utslukkes.
49 Da sa jeg: Akk, Herre, Herre! De sier om mig: Han taler jo bare i lignelser!