1 Da tok Elifas fra Teman til orde og sa:
2 Kan vel en mann være til gagn for Gud? Nei, bare sig selv gagner den forstandige.
3 Er det til nogen nytte for den Allmektige at du er rettferdig, eller til nogen vinning at du vandrer ulastelig?
4 Er det for din gudsfrykts skyld han refser dig eller går i rette med dig?
5 Er ikke din ondskap stor og dine misgjerninger uten ende?
6 Du tok jo pant av dine brødre uten grunn og drog klærne av de nakne.
7 Du gav ikke den trette vann å drikke, og den sultne nektet du brød.
8 Men den som gikk frem med vold, han fikk landet i eie, og den som var høit aktet, bodde i det.
9 Enker har du latt fare tomhendt, og farløses armer blev knust.
10 Derfor er det snarer rundt omkring dig, og en hastig redsel forferder dig.
11 Eller ser du ikke mørket og den vannflom som dekker dig?
12 Er ikke Gud høi som himmelen? Og se de øverste stjerner, hvor høit de står!
13 Og du sier: Hvad vet Gud? Kan han vel dømme gjennem mørket?
14 Skyene er et dekke for ham, så han ikke ser noget, og på himmelens hvelving vandrer han.
15 Vil du følge den sti som syndens menn vandret på i de gamle dager,
16 de som blev bortrykket før tiden, og under hvis føtter grunnen fløt bort som en strøm,
17 de menn som sa til Gud: Vik fra oss, og som spurte hvad den Allmektige vel skulde kunne gjøre for dem,
18 enda han hadde fylt deres hus med det som var godt? - Men de ugudeliges tanker er lang fra mine tanker. -
19 De rettferdige så det* og gledet sig, og de uskyldige spottet dem: / {* JBS 22, 16.}
20 Sannelig, våre fiender er tilintetgjort, og ild har fortært deres overflod.
21 Forlik dig nu med ham, så vil du få fred! Og så skal lykke times dig.
22 Ta imot lærdom av hans munn og legg dig hans ord på hjerte!
23 Vender du om til den Allmektige, da skal din lykke bli bygget op igjen; men du må få urett bort fra dine telt.
24 Kast ditt gull i støvet og ditt Ofir-gull blandt bekkenes stener!
25 Så skal den Allmektige være ditt gull, være som dynger av sølv for dig,
26 for da skal du glede dig i den Allmektige og løfte ditt åsyn til Gud.
27 Du skal bede til ham, og han skal høre dig, og du skal opfylle dine løfter,
28 og setter du dig noget fore, da skal det lykkes for dig, og over dine veier skal det skinne lys;
29 når de fører nedover, skal du si: Opover! Han skal frelse den som slår sitt øie ned;
30 han skal redde endog den som ikke er uskyldig; ved dine henders renhet skal han bli reddet*. / {* når du beder for ham. 1TI 2, 8. JAK 5 16.}
1 And Eliphaz the Temanite answereth and saith: --
2 To God is a man profitable, Because a wise man to himself is profitable?
3 Is it a delight to the Mighty One That thou art righteous? is it gain, That thou makest perfect thy ways?
4 Because of thy reverence Doth He reason [with] thee? He entereth with thee into judgment:
5 Is not thy wickedness abundant? And there is no end to thine iniquities.
6 For thou takest a pledge of thy brother for nought, And the garments of the naked Thou dost strip off.
7 Thou causest not the weary to drink water, And from the hungry thou withholdest bread.
8 As to the man of arm -- he hath the earth, And the accepted of face -- he dwelleth in it.
9 Widows thou hast sent away empty, And the arms of the fatherless are bruised.
10 Therefore round about thee [are] snares, And trouble thee doth fear suddenly.
11 Or darkness -- thou dost not see, And abundance of waters doth cover thee.
12 Is not God high [in] heaven? And see the summit of the stars, That they are high.
13 And thou hast said, `What -- hath God known? Through thickness doth He judge?
14 Thick clouds [are] a secret place to Him, And He doth not see;` And the circle of the heavens He walketh habitually,
15 The path of the age dost thou observe, That men of iniquity have trodden?
16 Who have been cut down unexpectedly, A flood is poured out on their foundation.
17 Those saying to God, `Turn aside from us,` And what doth the Mighty One to them?
18 And he hath filled their houses [with] good: (And the counsel of the wicked Hath been far from me.)
19 See do the righteous and they rejoice, And the innocent mocketh at them,
20 `Surely our substance hath not been cut off, And their excellency hath fire consumed.`
21 Acquaint thyself, I pray thee, with Him, And be at peace, Thereby thine increase [is] good.
22 Receive, I pray thee, from His mouth a law, And set His sayings in thy heart.
23 If thou dost return unto the Mighty Thou art built up, Thou puttest iniquity far from thy tents.
24 So as to set on the dust a defence, And on a rock of the valleys a covering.
25 And the Mighty hath been thy defence, And silver [is] strength to thee.
26 For then on the Mighty thou delightest thyself, And dost lift up unto God thy face,
27 Thou dost make supplication unto Him, And He doth hear thee, And thy vows thou completest.
28 And thou decreest a saying, And it is established to thee, And on thy ways hath light shone.
29 For they have made low, And thou sayest, `Lift up.` And the bowed down of eyes he saveth.
30 He delivereth the not innocent, Yea, he hath been delivered By the cleanness of thy hands.