1 Og Elihu blev ved og sa:
2 Vent litt på mig, så jeg kan få sagt dig min mening! For ennu er der noget å si til forsvar for Gud.
3 Jeg vil hente min kunnskap langt borte fra, og jeg vil vise at min skaper har rett.
4 For sannelig, mine ord er ikke falske; en mann med fullkommen kunnskap har du for dig.
5 Se, Gud er sterk, men han akter ikke nogen ringe; han er sterk i forstandens kraft.
6 Han lar ikke en ugudelig leve, og de undertrykte hjelper han til deres rett.
7 Han tar ikke sine øine fra de rettferdige, og hos konger på tronen lar han dem sitte all deres tid høit hedret.
8 Og om de blir bundet med lenker og fanget i ulykkens snarer,
9 så vil han dermed foreholde dem deres gjerninger, deres synder, at de viste sig gjenstridige,
10 og åpne deres øre for advarselen og formane dem til å vende om fra det onde.
11 Om de da hører og tjener ham, så får de leve sine dager i lykke og sine år i herlighet og glede.
12 Hører de ikke, da skal de gjennembores av spydet og omkomme i sin uforstand.
13 Men mennesker med gudløst sinn huser vrede; de roper ikke til Gud når han legger dem i bånd*. / {* JBS 36, 8.}
14 De dør i ungdommen, og deres liv ender som tempel-bolernes*. / {* 1KG 14, 24.}
15 Han frelser de ulykkelige ved deres ulykke og åpner deres øre ved trengselen.
16 Også dig lokker han ut av trengselens svelg til en åpen plass hvor det ikke er trangt; og ditt bord skal være fullt av fete retter.
17 Men er du full av den ugudeliges brøde, så skal brøde og dom følges at.
18 La bare ikke vrede lokke dig til spott, og la ikke den store bot* lokke dig på avvei! / {* d.e. den store trengsel Gud har pålagt dig for dine synders skyld.}
19 Kan vel ditt skrik fri dig ut av trengsel, og kan vel alt ditt strev og slit utrette det?
20 Stund ikke efter natten, den natt da hele folkeslag blåses bort fra sitt sted!
21 Vokt dig, vend dig ikke til synd! For det har du mere lyst til enn til å lide.
22 Se, Gud er ophøiet i sin kraft; hvem er en læremester som han?
23 Hvem har foreskrevet ham hans vei, og hvem kan si: Du gjorde urett?
24 Kom i hu at du ophøier hans gjerning, den som menneskene har sunget om!
25 All verden ser på den med lyst; menneskene skuer den langt borte fra.
26 Se, Gud er stor, og vi forstår ham ikke; hans års tall er uutgrundelig;
27 han drar vanndråper op til sig, og av tåken siler regnet ned;
28 fra skyene strømmer det og drypper ned over mange mennesker.
29 Kan også nogen forstå hvorledes skyene breder sig ut, hvorledes det braker fra hans telt*? / {* d.e. skyene.}
30 Se, han breder ut sitt lys omkring sig og dekker det med havets røtter.* / {* d.e. skyer som stiger op av havets dyp.}
31 For således straffer han folkeslag, men gir også føde i overflod.
32 Han dekker sine hender med lys og byder det å fare ut mot fienden.
33 Hans tordenbrak bærer bud om ham; endog feet varsler når han rykker frem.
1 And Elihu addeth and saith: --
2 Honour me a little, and I shew thee, That yet for God [are] words.
3 I lift up my knowledge from afar, And to my Maker I ascribe righteousness.
4 For, truly, my words [are] not false, The perfect in knowledge [is] with thee.
5 Lo, God [is] mighty, and despiseth not, Mighty [in] power [and] heart.
6 He reviveth not the wicked, And the judgment of the poor appointeth;
7 He withdraweth not from the righteous His eyes, And [from] kings on the throne, And causeth them to sit for ever, and they are high,
8 And if prisoners in fetters They are captured with cords of affliction,
9 Then He declareth to them their work, And their transgressions, Because they have become mighty,
10 And He uncovereth their ear for instruction, And saith that they turn back from iniquity.
11 If they do hear and serve, They complete their days in good, And their years in pleasantness.
12 And if they do not hearken, By the dart they pass away, And expire without knowledge.
13 And the profane in heart set the face, They cry not when He hath bound them.
14 Their soul dieth in youth, And their life among the defiled.
15 He draweth out the afflicted in his affliction, And uncovereth in oppression their ear.
16 And also He moved thee from a strait place, [To] a broad place -- no straitness under it, And the sitting beyond of thy table Hath been full of fatness.
17 And the judgment of the wicked thou hast fulfilled, Judgment and justice are upheld -- because of fury,
18 Lest He move thee with a stroke, And the abundance of an atonement turn thee not aside.
19 Doth He value thy riches? He hath gold, and all the forces of power.
20 Desire not the night, For the going up of peoples in their stead.
21 Take heed -- do not turn unto iniquity, For on this thou hast fixed Rather than [on] affliction.
22 Lo, God doth sit on high by His power, Who [is] like Him -- a teacher?
23 Who hath appointed unto Him his way? And who said, `Thou hast done iniquity?`
24 Remember that thou magnify His work That men have beheld.
25 All men have looked on it, Man looketh attentively from afar.
26 Lo, God [is] high, And we know not the number of His years, Yea, there [is] no searching.
27 When He doth diminish droppings of the waters, They refine rain according to its vapour,
28 Which clouds do drop, They distil on man abundantly.
29 Yea, doth [any] understand The spreadings out of a cloud? The noises of His tabernacle?
30 Lo, He hath spread over it His light, And the roots of the sea He hath covered,
31 For by them He doth judge peoples, He giveth food in abundance.
32 By two palms He hath covered the light, And layeth a charge over it in meeting,
33 He sheweth by it [to] his friend substance, Anger against perversity.