1 Da tok Job til orde og sa:

2 Jeg har hørt meget som dette; I er plagsomme trøstere alle sammen.

3 Blir det aldri ende på de vindige ord? Eller hvad egger dig til å svare?

4 Også jeg kunde tale som I; om I var i mitt sted, kunde jeg sette ord sammen mot eder, og jeg kunde ryste på hodet over eder;

5 jeg kunde styrke eder med min munn*, og mine lebers medynk kunde stille eders smerte. / {* d.e. med tomme ord.}

6 Om jeg taler, stilles ikke min smerte, og lar jeg det være, hvad lindring får jeg da?

7 Ja, nu har han trettet mig ut; du har ødelagt hele mitt hus.

8 Og du grep mig fatt - det blev et vidne mot mig; min magerhet stod op imot mig, like i mitt åsyn vidnet den mot mig.

9 Hans vrede sønderrev mig og forfulgte mig; han skar tenner imot mig; som min motstander hvesset han sine øine mot mig.

10 De* spilet op sin munn mot mig, med hån slo de mine kinnben; alle slo de sig sammen mot mig. / {* mine fiender, JBS 16, 11.}

11 Gud gir mig i urettferdige folks vold og styrter mig i ugudelige menneskers hender.

12 Jeg levde i ro; da sønderbrøt han mig, han grep mig i nakken og sønderknuste mig, han satte mig op til skive for sig.

13 Hans skyttere kringsatte mig, han kløvde mine nyrer uten barmhjertighet; han øste ut min galle på jorden.

14 Han rev i mig rift på rift; han stormet mot mig som en kjempe.

15 Jeg har sydd sekk om min hud og stukket mitt horn i støvet*; / {* d.e. opgitt min makt og høihet.}

16 mitt ansikt er rødt av gråt, og over mine øielokk ligger det dødsskygge.

17 Og dog er det ingen urett i mine hender, og min bønn er ren.

18 Å jord, dekk ikke mitt blod*, og måtte det ikke være noget sted hvor mitt skrik stanser! / {* JES 26, 21. 1MO 4, 10.}

19 Selv nu har jeg mitt vidne i himmelen og i det høie en som kan stadfeste mine ord.

20 Stadig spotter mine venner mig; mot Gud skuer gråtende mitt øie,

21 at han må la mannen få rett i hans strid med Gud og menneskebarnet rett mot hans næste;

22 for få år vil det gå før jeg vandrer den vei som jeg ikke vender tilbake.

1 Then Job answered and said,

2 I have heard many such things:

Miserable comforters are ye all.

3 Shall vain words have an end?

Or what provoketh thee that thou answerest?

4 I also could speak as ye do;

If your soul were in my soul’s stead,

I could join words together against you,

And shake my head at you.

5 But I would strengthen you with my mouth,

And the solace of my lips would assuage your grief.

6 Though I speak, my grief is not assuaged;

And though I forbear, what am I eased?

7 But now he hath made me weary:

Thou hast made desolate all my company.

8 And thou hast laid fast hold on me, which is a witness against me:

And my leanness riseth up against me,

It testifieth to my face.

9 He hath torn me in his wrath, and persecuted me;

He hath gnashed upon me with his teeth:

Mine adversary sharpeneth his eyes upon me.

10 They have gaped upon me with their mouth;

They have smitten me upon the cheek reproachfully:

They gather themselves together against me.

11 God delivereth me to the ungodly,

And casteth me into the hands of the wicked.

12 I was at ease, and he brake me asunder;

Yea, he hath taken me by the neck, and dashed me to pieces:

He hath also set me up for his mark.

13 His archers compass me round about;

He cleaveth my reins asunder, and doth not spare;

He poureth out my gall upon the ground.

14 He breaketh me with breach upon breach;

He runneth upon me like a giant.

15 I have sewed sackcloth upon my skin,

And have laid my horn in the dust.

16 My face is red with weeping,

And on my eyelids is the shadow of death;

17 Although there is no violence in my hands,

And my prayer is pure.

18 O earth, cover not thou my blood,

And let my cry have no resting-place.

19 Even now, behold, my witness is in heaven,

And he that voucheth for me is on high.

20 My friends scoff at me:

But mine eye poureth out tears unto God,

21 That he would maintain the right of a man with God,

And of a son of man with his neighbor!

22 For when a few years are come,

I shall go the way whence I shall not return.