1 Til sangmesteren; av Korahs barn; en salme.

2 Hør dette, alle folk, vend øret til, alle I som bor i verden,

3 både lave og høie, rike og fattige, alle tilsammen!

4 Min munn skal tale visdom, og mitt hjertes tanke er forstand.

5 Jeg vil bøie mitt øre til tankesprog, jeg vil fremføre min gåtefulle tale til citaren.

6 Hvorfor skal jeg frykte i de onde dager, når mine forfølgeres ondskap omgir mig,

7 de som setter sin lit til sitt gods og roser sig av sin store rikdom?

8 En mann kan ikke utløse en bror, han kan ikke gi Gud løsepenger for ham

9 - for deres livs utløsning er for dyr, og han må avstå derfra til evig tid -

10 så han skulde bli ved å leve evindelig og ikke se graven.

11 Nei, han vil få se den. De vise dør, dåren og den uforstandige omkommer tilsammen og overlater sitt gods til andre.

12 Deres hjertes eneste tanke er at deres hus skal stå til evig tid, deres boliger fra slekt til slekt; de kaller sine jorder op efter sine navn.

13 Og dog blir et menneske i herlighet ikke stående; han er lik dyrene, som går til grunne.

14 Således går det dem som er fulle av selvtillit, og dem som følger dem efter og har behag i deres tale. Sela.

15 Som en fårehjord føres de ned i dødsriket, døden vokter dem, og de opriktige hersker over dem, når morgenen bryter frem, og deres skikkelse blir ødelagt av dødsriket, så de ikke har nogen bolig mere.

16 Men Gud skal forløse min sjel av dødsrikets vold, for han skal ta mig til sig. Sela.

17 Frykt ikke når en mann blir rik, når hans huses herlighet blir stor!

18 For han skal intet ta med sig når han dør; hans herlighet skal ikke fare ned efter ham.

19 Om han enn velsigner sin sjel i sitt liv, og de priser dig fordi du gjør dig til gode,

20 så skal du dog komme til dine fedres slekt; de ser ikke lyset evindelig.

21 Et menneske i herlighet, som ikke har forstand, er lik dyrene, som går til grunne.

1 Au chef des chantres. Des fils de Koré. Psaume. Ecoutez ceci, vous tous, peuples, Prêtez l'oreille, vous tous, habitants du monde,

2 Petits et grands, Riches et pauvres!

3 Ma bouche va faire entendre des paroles sages, Et mon coeur a des pensées pleines de sens.

4 Je prête l'oreille aux sentences qui me sont inspirées, J'ouvre mon chant au son de la harpe.

5 Pourquoi craindrais-je aux jours du malheur, Lorsque l'iniquité de mes adversaires m'enveloppe?

6 Ils ont confiance en leurs biens, Et se glorifient de leur grande richesse.

7 Ils ne peuvent se racheter l'un l'autre, Ni donner à Dieu le prix du rachat.

8 Le rachat de leur âme est cher, Et n'aura jamais lieu;

9 Ils ne vivront pas toujours, Ils n'éviteront pas la vue de la fosse.

10 Car ils la verront: les sages meurent, L'insensé et le stupide périssent également, Et ils laissent à d'autres leurs biens.

11 Ils s'imaginent que leurs maisons seront éternelles, Que leurs demeures subsisteront d'âge en âge, Eux dont les noms sont honorés sur la terre.

12 Mais l'homme qui est en honneur n'a point de durée, Il est semblable aux bêtes que l'on égorge.

13 Telle est leur voie, leur folie, Et ceux qui les suivent se plaisent à leurs discours. -Pause.

14 Comme un troupeau, ils sont mis dans le séjour des morts, La mort en fait sa pâture; Et bientôt les hommes droits les foulent aux pieds, Leur beauté s'évanouit, le séjour des morts est leur demeure.

15 Mais Dieu sauvera mon âme du séjour des morts, Car il me prendra sous sa protection. -Pause.

16 Ne sois pas dans la crainte parce qu'un homme s'enrichit, Parce que les trésors de sa maison se multiplient;

17 Car il n'emporte rien en mourant, Ses trésors ne descendent point après lui.

18 Il aura beau s'estimer heureux pendant sa vie, On aura beau te louer des jouissances que tu te donnes,

19 Tu iras néanmoins au séjour de tes pères, Qui jamais ne reverront la lumière.

20 L'homme qui est en honneur, et qui n'a pas d'intelligence, Est semblable aux bêtes que l'on égorge.