1 Til sangmesteren; med strengelek; en læresalme av David.

2 Vend øret, Gud, til min bønn, og skjul dig ikke for min inderlige begjæring!

3 Gi akt på mig og svar mig! Mine sorgfylte tanker farer hit og dit, og jeg må stønne,

4 for fiendens røst, for den ugudeliges undertrykkelse; for de velter elendighet over mig, og i vrede forfølger de mig.

5 Mitt hjerte bever i mitt bryst, og dødens redsler er falt på mig.

6 Frykt og beven kommer over mig, og forferdelse legger sig over mig.

7 Og jeg sier: Gid jeg hadde vinger som duen! Da vilde jeg flyve bort og feste bo.

8 Se, jeg vilde flykte langt bort, jeg vilde ta herberge i ørkenen. Sela.

9 Jeg vilde i hast søke mig et tilfluktssted for den rasende vind, for stormen.

10 Opsluk dem, Herre, kløv deres tungemål! For jeg ser vold og kiv i byen.

11 Dag og natt vandrer de omkring den på dens murer, og elendighet og ulykke er inneni den.

12 Fordervelse er inneni den, og undertrykkelse og svik viker ikke fra dens torv.

13 For ikke er det en fiende som håner mig, ellers vilde jeg bære det; ikke er det min avindsmann som ophøier sig over mig, ellers vilde jeg skjule mig for ham;

14 men det er du, du som var min likemann, min venn og min kjenning -

15 vi som levde sammen i fortrolig omgang, som vandret til Guds hus blandt den glade høitidsskare.

16 Ødeleggelse komme over dem! La dem fare levende ned i dødsriket! For ondskap hersker i deres bolig, i deres hjerte.

17 Jeg vil rope til Gud, og Herren skal frelse mig.

18 Aften og morgen og middag vil jeg klage og sukke, så hører han min røst.

19 Han forløser min sjel fra striden imot mig og gir mig fred; for i mengde er de omkring mig.

20 Gud skal høre og svare* dem - han troner jo fra fordums tid, sela - dem som ikke vil bli anderledes, og som ikke frykter Gud. / {* d.e. straffe.}

21 Han* legger hånd på dem som har fred med ham, han vanhelliger sin pakt. / {* SLM 55, 13. 14.}

22 Hans munns ord er glatte som smør, men hans hjertes tanke er strid; hans ord er bløtere enn olje, og dog er de dragne sverd.

23 Kast på Herren det som tynger dig! Han skal holde dig oppe; han skal i evighet ikke la den rettferdige rokkes.

24 Og du, Gud, skal støte dem ned i gravens dyp; blodgjerrige og falske menn skal ikke nå det halve av sine dager; men jeg setter min lit til dig.

1 Au chef des chantres. Avec instruments à cordes. Cantique de David. O Dieu! prête l'oreille à ma prière, Et ne te dérobe pas à mes supplications!

2 Ecoute-moi, et réponds-moi! J'erre çà et là dans mon chagrin et je m'agite,

3 A cause de la voix de l'ennemi et de l'oppression du méchant; Car ils font tomber sur moi le malheur, Et me poursuivent avec colère.

4 Mon coeur tremble au dedans de moi, Et les terreurs de la mort me surprennent;

5 La crainte et l'épouvante m'assaillent, Et le frisson m'enveloppe.

6 Je dis: Oh! si j'avais les ailes de la colombe, Je m'envolerais, et je trouverais le repos;

7 Voici, je fuirais bien loin, J'irais séjourner au désert; -Pause.

8 Je m'échapperais en toute hâte, Plus rapide que le vent impétueux, que la tempête.

9 Réduis à néant, Seigneur, divise leurs langues! Car je vois dans la ville la violence et les querelles;

10 Elles en font jour et nuit le tour sur les murs; L'iniquité et la malice sont dans son sein;

11 La méchanceté est au milieu d'elle, Et la fraude et la tromperie ne quittent point ses places.

12 Ce n'est pas un ennemi qui m'outrage, je le supporterais; Ce n'est pas mon adversaire qui s'élève contre moi, Je me cacherais devant lui.

13 C'est toi, que j'estimais mon égal, Toi, mon confident et mon ami!

14 Ensemble nous vivions dans une douce intimité, Nous allions avec la foule à la maison de Dieu!

15 Que la mort les surprenne, Qu'ils descendent vivants au séjour des morts! Car la méchanceté est dans leur demeure, au milieu d'eux.

16 Et moi, je crie à Dieu, Et l'Eternel me sauvera.

17 Le soir, le matin, et à midi, je soupire et je gémis, Et il entendra ma voix.

18 Il me délivrera de leur approche et me rendra la paix, Car ils sont nombreux contre moi.

19 Dieu entendra, et il les humiliera, Lui qui de toute éternité est assis sur son trône; -Pause. Car il n'y a point en eux de changement, Et ils ne craignent point Dieu.

20 Il porte la main sur ceux qui étaient en paix avec lui, Il viole son alliance;

21 Sa bouche est plus douce que la crème, Mais la guerre est dans son coeur; Ses paroles sont plus onctueuses que l'huile, Mais ce sont des épées nues.

22 Remets ton sort à l'Eternel, et il te soutiendra, Il ne laissera jamais chanceler le juste.

23 Et toi, ô Dieu! tu les feras descendre au fond de la fosse; Les hommes de sang et de fraude N'atteindront pas la moitié de leurs jours. C'est en toi que je me confie.