1 Til sangmesteren; av Korahs barn; en salme.

2 Hør dette, alle folk, vend øret til, alle I som bor i verden,

3 både lave og høie, rike og fattige, alle tilsammen!

4 Min munn skal tale visdom, og mitt hjertes tanke er forstand.

5 Jeg vil bøie mitt øre til tankesprog, jeg vil fremføre min gåtefulle tale til citaren.

6 Hvorfor skal jeg frykte i de onde dager, når mine forfølgeres ondskap omgir mig,

7 de som setter sin lit til sitt gods og roser sig av sin store rikdom?

8 En mann kan ikke utløse en bror, han kan ikke gi Gud løsepenger for ham

9 - for deres livs utløsning er for dyr, og han må avstå derfra til evig tid -

10 så han skulde bli ved å leve evindelig og ikke se graven.

11 Nei, han vil få se den. De vise dør, dåren og den uforstandige omkommer tilsammen og overlater sitt gods til andre.

12 Deres hjertes eneste tanke er at deres hus skal stå til evig tid, deres boliger fra slekt til slekt; de kaller sine jorder op efter sine navn.

13 Og dog blir et menneske i herlighet ikke stående; han er lik dyrene, som går til grunne.

14 Således går det dem som er fulle av selvtillit, og dem som følger dem efter og har behag i deres tale. Sela.

15 Som en fårehjord føres de ned i dødsriket, døden vokter dem, og de opriktige hersker over dem, når morgenen bryter frem, og deres skikkelse blir ødelagt av dødsriket, så de ikke har nogen bolig mere.

16 Men Gud skal forløse min sjel av dødsrikets vold, for han skal ta mig til sig. Sela.

17 Frykt ikke når en mann blir rik, når hans huses herlighet blir stor!

18 For han skal intet ta med sig når han dør; hans herlighet skal ikke fare ned efter ham.

19 Om han enn velsigner sin sjel i sitt liv, og de priser dig fordi du gjør dig til gode,

20 så skal du dog komme til dine fedres slekt; de ser ikke lyset evindelig.

21 Et menneske i herlighet, som ikke har forstand, er lik dyrene, som går til grunne.

1 Au maître-chantre. Psaume des enfants de Coré. Écoutez ceci, vous tous les peuples; prêtez l'oreille, vous tous les habitants du monde!

2 Enfants du peuple et enfants des grands, le riche aussi bien que le pauvre.

3 Ma bouche prononcera des paroles sages, et les pensées de mon cœur sont pleines de sens.

4 Je vais prêter l'oreille aux discours sentencieux; j'expose mon énigme au son de la harpe.

5 Pourquoi craindrais-je aux jours du malheur, quand l'iniquité de mes adversaires m'environne?

6 Ils se confient en leurs biens, ils se glorifient de l'abondance de leurs richesses.

7 Mais l'homme ne saurait racheter son frère, ni payer à Dieu sa rançon.

8 Car le rachat de leur âme est trop cher, et il ne se fera jamais,

9 Pour qu'ils continuent de vivre à perpétuité, et qu'ils ne voient point le tombeau.

10 Car on voit que les sages meurent; le fou et l'insensé périssent également, et laissent leurs biens à d'autres.

11 Ils pensent que leurs maisons dureront éternellement, et leurs demeures d'âge en âge; ils ont donné leurs noms à leurs terres.

12 Mais l'homme ne peut demeurer dans son éclat; il est rendu semblable aux bêtes qui périssent.

13 Telle est la voie sur laquelle ils se fient; et leurs successeurs se plaisent à leurs discours.

14 Ils sont poussés au Sépulcre comme un troupeau; la mort se repaîtra d'eux; les justes domineront sur eux au matin; leur beauté sera consumée dans le Sépulcre, loin de leurs habitations.

15 Mais Dieu rachètera mon âme de la main du Sépulcre, quand il me prendra à lui. (Sélah.)

16 Ne crains point, quand un homme s'enrichit, quand la gloire de sa maison s'accroît.

17 Car, en mourant, il n'emportera rien; sa gloire ne descendra pas après lui.

18 Que dans sa vie il rende son âme heureuse, et qu'on te loue parce que tu te fais du bien,

19 Tu iras pourtant vers la génération de tes pères, qui ne reverront jamais la lumière.

20 L'homme qui est en honneur et qui n'a pas d'intelligence, devient semblable aux bêtes qui périssent.