1 Compadece-te de mim, ó Deus, porque o homem quer devorar-me; Ele, pelejando, me oprime continuamente.

2 Os meus inimigos querem de contínuo devorar-me, Porque são muitos os que insolentemente pelejam contra mim.

3 No dia em que eu temer, Eu porei a minha confiança em ti.

4 Em Deus louvarei a sua palavra; Em Deus ponho a minha confiança, não terei medo: Que me pode fazer a carne?

5 Continuamente torcem as minhas palavras; Contra mim são todos os seus pensamentos para me fazerem o mal.

6 Ajuntam-se, escondem-se, Espreitam os meus passos, Assim como esperam para me tirarem a vida.

7 Escaparão eles pela iniqüidade? Derruba com ira os povos, ó Deus.

8 Tu contas os meus passos errantes; Ó deposita as minhas lágrimas no teu odre; Não estão elas registradas no teu livro?

9 No dia em que eu te invocar, voltarão para trás os meus inimigos; Isto sei eu, que Deus é por mim.

10 Em Deus louvarei a sua palavra, Em Jeová louvarei a sua palavra.

11 Em Deus ponho a minha confiança, não terei medo; Que me pode fazer o homem?

12 Sobre mim estão os votos que te fiz, ó Deus; Pagar-te-ei as ofertas de ação de graças.

13 Pois livraste da morte a minha alma; Não tens livrado também da queda os meus pés, Para que eu ande diante de Deus na luz da vida? de Saul, na caverna

1 Til sangmesteren; efter "Den målløse due på de fjerne steder"*; av David; en gyllen sang da filistrene grep ham i Gat**. / {* kanskje melodien.} / {** 1SA 21, 10 fg.}

2 Vær mig nådig, Gud! for mennesker vil opsluke mig; hele dagen trenger de mig med krig.

3 Mine fiender søker å opsluke mig hele dagen; for mange er de som strider mot mig i overmot.

4 På den dag jeg frykter, setter jeg min lit til dig.

5 Ved Gud priser jeg hans ord; til Gud setter jeg min lit, jeg frykter ikke; hvad skulde kjød kunne gjøre mig?

6 Hele dagen forvender de mine ord; alle deres tanker er mig imot til det onde.

7 De slår sig sammen, de lurer, de tar vare på mine trin, fordi de står mig efter livet.

8 Skulde de undslippe tross sin ondskap? Støt folkeslag ned i vrede, Gud!

9 Hvor ofte jeg har flyktet, det har du tellet; mine tårer er gjemt i din flaske; står de ikke i din bok?

10 Da skal mine fiender vende tilbake, på den dag jeg roper; dette vet jeg at Gud er med mig.

11 Ved Gud priser jeg ordet; ved Herren priser jeg ordet.

12 Til Gud setter jeg min lit, jeg frykter ikke; hvad skulde et menneske kunne gjøre mig?

13 På mig, Gud, hviler løfter til dig; jeg vil betale dig med takksigelser.

14 For du har fridd min sjel fra døden, ja mine føtter fra fall, så jeg kan vandre for Guds åsyn i de levendes lys.